tirsdag den 16. januar 2018

now I won't settle for less

6. Broad City sæson 4
Abbi og Ilana, pigerne fra Broad City , føles lidt som et par gode veninder jeg gerne vil hænge ud med hele tiden, og fjerde sæson er ingen undtagelse. Pigerne har begge fået nye jobs og nye problemer, og især Ilana kæmper med at finde sig selv og sin orgasme efter Trump er blevet præsident. Det er både komisk og trist ligesom de fleste af de særdeles aktuelle tematikker, der behandles ganske forfriskende - og når det hele bliver lidt for alvorligt, dukker Steve Buscemi eller Shania Twain op og løfter stemningen lidt. Nogle gange kammer begivenhederne fuldstændigt over, men det føles alligevel velkendt og ikke fuldstændig uden for rimelighedernes grænser, og Broad City er bedre end nogensinde. 

5. American Horror Story sæson 7
Efter en lidt lunken sjette sæson, som jeg aldrig fik skrevet om på bloggen (men jeg har skrevet om første, anden, tredje og fjerde sæson her), er American Horror Story tilbage på sporet med syvende sæson, der har undertitlen Cult. Ikke alle er lige så begejstrede som jeg, men Ryan Murphy og Brad Falchucks univers tiltaler mig virkelig - jeg er kæmpefan af både den underspillede og udpenslede humor, de overdrevne karakterer og den vanvittige vold, og Cult indeholder det hele i overflod. Det har nok også betydning, at Evan Peters, som jeg virkelig elsker (det siger jeg tit - denne gang mener jeg det) har sin(e) største rolle(r) endnu; primært som den forskruede alt-right Trump-tilhænger Kai Anderson, hvis udvikling er sjov at følge - og selvfølgelig helt overdrevet.

En anden AHS-regular, Sarah Paulson, leverer som altid i rollen som den virkeligt fobi-plagede Ally Mayfair-Richards, der er gift med den prestigefyldte kok Ivy, med hvem hun har sønnen Oz. De er full-blown democrats på den irriterende måde, og scenen, hvor Trump bliver annonceret som vinder af præsidentvalget, er helt hysterisk morsom - og gør egentlig ligeligt grin med begge ender af det politiske spektrum (selvom det serien igennem nok er relativt tydeligt, hvilken politisk orientering serieskaberne selv har). Jeg er som sagt stadig fan, men jeg kan godt forstå, at American Horror Story ikke er for alle. 

4. Mr. Mercedes sæson 1
Jeg har været lidt i tvivl om jeg egentlig skulle placere Mr. Mercedes så højt på min liste, men det kom virkelig bag på mig hvor glad jeg var for den, og selvom jeg naturligvis var forudindtaget, da serien er baseret på Stephen King-romanen af samme navn, tror jeg bestemt også at andre kan have glæde af denne krimi-thriller. Jeg har allerede skrevet udførligt om serien her, så ingen grund til at gentage mig selv. 


3. Game of Thrones sæson 7
Og således nåede vi listens tredjeplads, der indtages af syvende sæson af Game of Thrones. Jeg kan lige så godt sige med det samme, at jeg var tæt på at dumpe den et stykke ned af listen alene af den grund, at Ed Sheeran fik lov til at have en grotesk lang og overflødig gæsteoptræden, der spildte livsvigtige minutter af skærmtid. Ellers var jeg godt underholdt af syvende sæson, og selvom jeg synes det nu går liiige lovligt stærkt til tider, var det også en rigtig god fornemmelse ikke at vide, hvad der ville komme til at ske. SPOILER. Jeg græd, da Viserion døde. Jeg elsker de drager, og jeg kan slet ikke klare tanken om, at de skal slås mod hinanden i den sidste sæson. Jeg jublede også over Jon og Daenerys, og jeg er lidt ligeglad med, at det åbenbart var både forudsigeligt og utroværdigt ifølge kritikere. Jeg glæder mig meget til afslutningen på denne mastodont af en tv-serie, men jeg glæder mig endnu mere til de bøger, som jeg stadig har et naivt håb om at George R.R. Martin får skrevet færdige engang. 

2. Twin Peaks The Return
Jeg havde frygtet Twin Peaks genkomst, men min frygt viste sig hurtigt at være ubegrundet, for The Return er et studie udi weird, grænsesøgende, ufatteligt sjovt, rørende og spændende tv. Jeg var så heldig at se flere af afsnittene i selskab med nogle af mine rigtig gode venner, der er endnu gladere for David Lynch end jeg, og jeg har vist et par billeder fra premiereaftenen lige her.  Igen føler jeg at det er omsomst at begynde at beskrive begivenhederne i Twin Peaks, men jeg var alt i alt meget tilfreds med denne 'tredje' sæson, der var noget mere bizar end sine forgængere og til tider syrede helt ud i deciderede kunstinstallationer (jeg kigger på dig, afsnit otte). Det var dejligt at se alle skuespillerne igen, og bedst af alle var Kyle MacLachan, der var helt eminent i alle sine roller (spoiler, sorry), men allerbedst som stakkels Dougie, der medvirkede i de fleste af sæsonens mest absurde scener. 


1. Rick And Morty sæson 3
Allerøverst på min liste er den helt forrygende tredje sæson af animationsmesterværket Rick & Morty. Samtidig må jeg dog understrege, at det er fuldstændig umuligt at sammenligne en serie som Rick and Morty med en fantasyværk som Game of Thrones eller westerndramaet Godless, hvilket er grunden til at jeg ikke længere har en komplet liste over alle mine yndlingsserier på min TV-serie-side. Rick & Morty endte øverst på denne liste af den simple årsag, at det var den serie, jeg glædede mig mest til at se nye afsnit af, og min ventetid var bestemt ikke forgæves. 


Serien følger den vanvittige videnskabsmand Rick Sanchez og resten af hans familie; særligt barnebarnet Morty, der ofte bliver slæbt med på diverse sindssyge eventyr. Familien lever lidt udenfor Seattle, men de rejser ganske ofte gennem portaler til andre planeter og dimensioner mellem et uendeligt antal virkeligheder. Helt standard. Serien er skabt af Dan Harmon (Community) og Justin Roiland, og sidstnævnte lægger ganske imponerende også stemme til begge titelkarakterer. Tredje sæson var endnu mere mørk og uforudsigelig end de foregående, hvilket er en præstation i sig selv, og jeg er stadig kæmpe fan af Rick & Morty.

fredag den 12. januar 2018

they're not supposed to mean a thing

Jeg ved godt, at I næsten ikke kan vente længere på mit sidste indlæg om tv-serier fra 2017, men I må klare jer lidt endnu, for i dag vil jeg i stedet berige jer med snapshots fra den sidste tid. Jeg har fået en god start på året - januars første to uger har været travle både på arbejdet og med gode aftaler; i søndags gik jeg f.eks. elleve kilometer med min veninde i det flotte vejr.
Jeg besøgte min anden veninde i hendes kollektiv, hvor de havde den mest fantastiske paraply-knagerække, som vi dog heldigvis ikke måtte benytte os af. I stedet pakkede vi håndklæder i tasken og hoppede i Øresund. Okay, hoppede er måske så meget sagt, vi gik i vandet, og gik lige så hurtigt op igen, men det var virkelig skønt!
Jimmy har startet året med at være ubeskriveligt nuttet. Det er ikke så overraskende. 
Knap så skønt var det at smide tre af mine planter ud. Den ene har fået for meget vand, den anden for lidt, og den sidste blev syg og døde. Jeg har sagt det før, men det er nok meget heldigt, at jeg fik en elevplads som dyrepasser, eftersom min plan B var at blive gartner...
Jeg slutter af med rundens smukkeste billede; nemlig en vabel på min pegefinger, der har generet mig i ugevis. Den opstod lillejuleaften, da jeg skulle tage en tallerken ud af ovnen. Min far sagde formanende, at jeg skulle passe på, hvortil jeg svarede, at jeg er 32 år gammel og godt kan finde ud af at håndtere varme ting. Og brændte mig selvfølgelig noget så eftertrykkeligt. Ikke mit stolteste øjeblik. 

mandag den 8. januar 2018

they make me dream your dreams

Her følger anden del min liste over andet halvår af 2017s bedste tv-serier. Nu begynder det for alvor at blive godt. 

12. Preacher sæson 2 
Preacher har af flere årsager længe været en af mine dårlige samvittigheder. Jeg fik tegneserien forærende af en god ven, men havde den stående på hylden i årevis, før jeg endelig fik taget mig sammen til at få den læst - og jeg elskede den selvfølgelig. Sidste år løb første sæson af tv-serien over skærmen, og den var jeg såmænd også ret begejstret for, så jeg skammer mig lidt over ikke at have sendt anbefalingen videre noget før.

Det er ærlig talt lidt svært kort at forklare Preachers præmis, men here goes - serien handler om den fallerede præst Jesse, hans eks-kæreste og en irsk vampyr (spillet af Joseph Gilgun, som jeg elsker). Jesse bliver besat af en overjordisk kraft, der gør ham i stand til at kontrollere folk med sin stemme. Nåja, kraften er i øvrigt resultatet af et møde mellem en engel og en djævel, og dens blotte eksistens har startet en krig mellem himmel og helvede. Preacher er bizar, mørk, sjov og voldelig, og egentlig fortjener den sit eget indlæg. Det må blive efter tredje sæson, som jeg ser meget frem til. 



11. Transparent sæson 4
Transparent er et andet eksempel på en serie, jeg helt sikkert burde have anbefalet tidligere. Nu har serien fire fabelagtige sæsoner bag sig, og måske kommer der heller ikke flere, da Jeffrey Tambor, der spiller seriens karismatiske hovedrolle Maura, er blevet anklaget for krænkende opførsel af to transkvinder, der også arbejder på serien. Det har jeg overhovedet ikke belæg for at kunne udtale mig fornuftigt om, og vil helst ikke ud i at gradbøje upassende adfærd, men det er virkelig en skam, hvis serien ikke kan fortsætte - og måske burde den ikke fortsætte uden Tambor. 


Serien handler om den dybt dysfunktionelle Pfefferman-familie fra Los Angeles med transkvinden Maura som familiens overhoved. Normal har familien aldrig været, men de tre voksne børn voksede op med Maura som værende deres far Mort, og den nylige omstilling har ikke været problemfri. Samtlige af seriens karakterer er egentlig nogle selvoptagede røvhuller, men de er samtidig så ufatteligt menneskelige og sært sympatiske alligevel, og jeg er virkelig imponeret over både manuskript og skuespillernes præstation. Sæson fire har mere end tidligere indeholdt rørende flashbacks til karakterernes opvækst, og det gør kun historien endnu mere levende. Transparent har bestemt ikke tabt pusten i fjerde sæson, og den får mine varmeste anbefalinger. 


10. Lady Dynamite sæson 2
Anden sæson af Lady Dynamite fortsætter i samme hæsblæsende og farverige spor som den første, men nu er Maria flyttet sammen med sin søde kæreste, og det skaber en god grobund for nye udfordringer og skøre forviklinger. Ellers har jeg ikke så meget at tilføje min kun et år gamle anbefaling, men jeg er stadig rigtig godt underholdt af denne komedieserie om psykisk sygdom, og jeg gad virkelig godt give Maria Bamford et kram (jeg er ellers ikke krammetypen). 



9. BoJack Horseman sæson 4
Jeg anbefalede BoJack Horseman efter at have set de første to sæsoner, og serien har bestemt ikke mistet momentum siden da, men er om muligt kun blevet endnu mere hjerteskærende, grænseoverskridende og bizar. Hvor de tre første sæsoner havde en tydelig storyline og mission for den fallerede skuespiller BoJack, der fik et lidt uventet comeback, er hans fremtid i fjerde sæson noget mere uklar. BoJack gennemgår en eksistentiel krise af dimensioner, og hans mere eller mindre sympatiske venner (jeg elsker stadig Todd mest af alle - og hvor er det fint, at han er aseksuel) har det heller ikke for nemt, og det er i det hele taget ikke altid særlig sjovt at være vidne til. Men i modsætning til de sidste par sæsoner er der en undertone af optimisme under al elendigheden, en samhørighed i smerten og en forsigtig tro på fremtiden, og jeg er spændt på at se hvad sæson fem byder på senere i år. (Zach Braff lægger i øvrigt stemme til en hysterisk irriterende version af sig selv, hvilket naturligvis også trækker op.)



8. Stranger Things sæson 2
Åh, Stranger Things. Jeg ville sådan ønske, at jeg kunne give sæson to af dette fine nostalgitrip en højere placering, men jeg synes desværre ikke helt at den lever op til sin forrygende forgænger. Når det er sagt, er en ottendeplads stadig en rigtig flot placering, og jeg har bestemt også nydt at se fortsættelsen på historien om Hawkins og The Upside Down. Børnene er stadigvæk ubeskriveligt nuttede, stemningen er tilpas hygge-uhyggelig, og monstrene er fede, men sæsonen mangler en anelse fokus, synes jeg. Der er måske lidt for mange ligegyldige sidehistorier; Elevens soloafsnit var sååå irriterende (selvom hun stadig er min klare favorit), og det var bare dumt, at Dustin blev så glad for øglemonsteret (selvom det var lidt sjovt at han kaldte den D'Artagnan). Stranger Things er blevet fornyet med en sæson tre, og jeg er spændt på at se, om jeg stadig synes 'børnene' er søde til den tid. 

7. Mr. Robot sæson 3
Efter en til tider lige i overkanten filosoferende anden sæson, er tredje sæson af Mr. Robot tilbage på sporet med højintense og næsten uudholdeligt spændende afsnit. Jeg har kort anbefalet denne drama-thriller tidligere, og ligesom dengang finder jeg det svært at fortælle ret meget uden at storspoile. Der er virkelig sket meget siden Elliot arbejdede for Allsafe og var småhacker i sin fritid, og Rami Malek leverer noget af det mest overbevisende skuespil, jeg har set i år. Man skal holde tungen lige i munden for at kunne følge med, men det er det hele værd, og Mr. Robot får mig til at sætte pris på en genre, jeg ellers ikke troede jeg kunne lide.

Det var anden del af min liste, og der er nu kun de seks bedste tilbage. Der vil helt sikkert være flere af jer, der har gættet nogle af titlerne - men jeg tror ikke, at I har gættet dem alle. 

lørdag den 6. januar 2018

we were all drowsing in cruise control

Det er blevet tid til anden omgang af min liste over 2017s bedste tv-serier. I sommer præsenterede jeg i tre indlæg (her, her og her) mine favoritter fra årets første halve år, og nu følger en rangeret liste over alle de tv-serier jeg har set fra det sidste halve år. Kriteriet denne gang er at serien skal have afsluttet en sæson i årets sidste seks måneder - derfor er  en serie som The Walking Dead f.eks. ikke på listen igen, da vi i december blot var vidne til afslutningen på halvsæsonen. Jeg har set mange nye serier i løbet af 2017, men har ikke nået alle dem jeg gerne ville - den tyske Dark og fjerde sæson af Black Mirror ville helt sikkert have fået en høj placering på listen, hvis jeg havde haft mere tid, men ind imellem bliver jeg desværre nødt til at fylde min dag med irrelevante aktiviteter som at gå på arbejde eller socialisere med venner. Det er blevet til tyve serier dette efterår, hvilket vel også må siges at være et relativt højt antal, og her følger min prioriterede liste med de dårligste først. 

20. The Mist sæson 1
Allersidst på listen er første og eneste sæson af katastrofen The Mist, som jeg kun så færdig på grund af Stephen King-forbindelsen. Jeg har allerede beskrevet forfærdelighederne her, så der er ingen grund til at spilde mere tid på dette makværk.  

19. Fear The Walking Dead sæson 3
Jeg har aldrig været god til at opgive en tv-serie selvom jeg virkelig ikke er glad for den (host, Under The Dome, host). Fear The Walking Dead er ingen undtagelse, og derfor har jeg nu set hele tre sæsoner af denne spin-off serie, der aldrig kommer i nærheden af at nå niveauet fra The Walking Dead. Jeg forstår ikke, hvorfor de historier skal foregå i samme univers, når de er så forskellige i tone, opbygning og mytologi, og jeg tror egentlig jeg ville synes bedre om serien, hvis den bare var sin egen. Nu er det mest af alt en omgang overdrevet action udført af middelmådige skuespillere, der er udvalgt til at udgøre en lidt for tydelig politisk korrekt smeltedigel af mennesker fra alle kulturer og med alle baggrunde, og selv efter tre sæsoner er jeg stadig ret uinteresseret i alle hovedpersonernes skæbne. Jeg burde virkelig stoppe med at se serien nu, men nu sker der åbenbart et crossover med TWD, når Morgan tilsyneladende snart dukker op i Mexico. I'm not happy about that, men bliver naturligvis nødt til at se videre.  


18. South Park sæson 21
21 sæsoner er det blevet til indtil videre for Trey Parker og Matt Stone siden første sæson af South Park løb over skærmen for tyve år siden, og de har efter sigende tænkt sig at blive ved, så længe Comedy Central vil have dem. Det er både godt og skidt, for selvom South Park stadig af og til rammer plet med dens satiriske samfundskritik, er der efterhånden lidt for langt mellem de rigtigt gode afsnit. South Park var blandt pioneerne, men vi har vænnet os til chokerende tematikker, vulgært sprogbrug og grænseoverskridende opførsel fra andre animationsserier rettet mod voksne, og her bliver de desværre ofte overhalet indenom - som det også er sket på denne liste. Bedste afsnit var sæsonfinalen 'Splatty Tomato', der parodierede både Stranger Things og It, men South Park er ikke længere spændende nok til at jeg for alvor ser frem til sæson 22, desværre. 

17. Stan Against Evil sæson 2
Jeg ville egentlig gerne have givet Stan Against Evil en lidt højere placering på listen, men jeg kan samtidig ikke retfærdiggøre det, da det virkelig ikke er en traditionelt god serie - og man skal nok være gjort af et særligt stof for at sætte pris på dette freakshow. Stan Against Evil er den lidt dårligere fætter til Ash Vs. Evil Dead, endnu omgang langt ude comedy horror fyldt med dæmoner, sære monstre og en gnaven gammel mand til at holde styr på det hele. I Stan Against Evil  er det John C. McGinley der udfylder rollen som sidstnævnte - en rolle, der ikke ligger langt fra hans eminente hovedværk Dr. Cox fra Scrubs, hvilket naturligvis kun trækker op i min verden. Stan Against Evil står stærkere og skarpere i anden sæson, lidt mere sikker på sig selv og med monstre som den afbildede Werepony, og det var plat, overdrevet og virkelig underholdende at være vidne til. 



16. American Dad sæson 14
American Dad var en af de allerførste tv-serier, jeg skrev om på bloggen, og den kan bestemt stadig underholde mig - på denne liste lider den kun under at være i selskab med så mange andre gode serier. Måske holder den ikke helt samme niveau som i de første par sæsoner,  men American Dad har efter min mening klaret de mange, mange afsnit bedre end South Park. 

15. Top of the Lake sæson 2
Ligesom i det virkelige liv er der i anden sæson af Top of the Lake gået fire år efter begivenhederne i første sæson, der handlede om en gravid 12-årigs forsvinden i New Zealand. Detektiven Robin Griffin (spillet af en altid dygtig Elisabeth Moss) er nu i Sydney for at opklare endnu en sag - denne gang om en myrdet, asiatisk pige. Hun bliver teamet op med den australske politibetjent Miranda (spillet virkelig godt af Gwendoline Christie, der såmænd også spiller Brienne i Game of Thrones), og med Nicole Kidman i en af de andre vigtige roller, kan man i hvert fald ikke klage over castingen. Måske netop derfor føles sæsonen en anelse uforløst - jeg kan ikke helt sætte fingeren på hvad der mangler, men anden sæson er et godt stykke fra sin forgænger i niveau. Den er dog bestemt stadig værd at se; ikke mindst på grund af  det stærke, sjove og rørende samspil mellem Moss og Christie. 

14. Godless
Et af årets bedste overraskelser var den amerikanske Netflix-serie Godless, der er en western i syv afsnit. Jeg har i Politiken læst den sammenlignet med Cormac McCarthys roman 'Blood Meridan', der foregår i samme periode og område - Colorado 1884 - og det kan jeg sagtens se, da den også er desperat og ultravoldelig. Godless overraskede med sin grafiske og udpenslede død og vold, men jeg klager bestemt ikke, for det gjorde kun serien mere interessant for mig. I en af hovedrollerne er britiske Jack O'Connell, som jeg har været småforelsket i siden Skins - og superskurken Frank Griffin spilles til perfektion af Jeff Daniels, så castingen er der heller ikke noget galt med. Godless er en rigtig flot serie fyldt med billeder af smukke heste, men måske den dvæler lige længe nok ved fantastiske landskabsbilleder og eftertænksomme karakterer - jeg manglede i hvert fald lige det sidste til at serien kunne kravle længere op ad min liste.  

13. Search Party sæson 2
Jeg fik ikke skrevet om første sæson af Search Party sidste år, men det er en solid lille mystery/dark comedy-serie med Alia Shawkat (den fantastiske skuespillerinde med det ultraseje navn portrætterede også fantastiske Maeby i Arrested Development) i hovedrollen som Dory Sief; en ung kvinde med en uforløst tilværelse, der i første sæson blev besat af tanken om at opstøve en tidligere bekendt fra college, der tilsyneladende er forsvundet op i den blå luft. Første sæson var god og finurlig, mens anden sæson er endnu bedre, klaustrofobisk og paranoia-fremkaldende. Kæmpe spoiler for første sæson følger: Dory ender sæsonen med at 'komme til' at slå en mand ihjel, og gemmer ham sammen med sine venner. Det mærker hun sjovt nok eftervirkningerne af i anden sæson, og jeg synes faktisk, at det er både realistisk, interessant og meget veludført. 

onsdag den 3. januar 2018

no, I'm not a go-getter

I går var det allerede et år siden jeg begyndte på min elevplads efter at have taget grundforløbet som dyrepasser på Roskilde Tekniske Skole. Jeg skal nok spare jer for floskler omkring tiden, der flyver afsted (men seriøst!) - jeg kan kun konstatere, at jeg tog den helt rigtige beslutning dengang, for jeg er gladere for min hverdag end jeg har været det i mange år. I går var også dagen hvor min skole havde ovenstående annonce i metroxpress - umiddelbart ganske tilforladeligt, men i avisen var billedet ledsaget af teksten: "Jannie ... drømmer om at uddanne sig til en af Danmarks fremtidige forskere...", og det gjorde mig både sur og ked af det. Hvis Jannie allerede nu drømmer om at blive forsker, virker det som en klodset omvej at uddanne sig til forsøgsdyrepasser først - og det eneste, jeg derfor reelt får ud af annoncen, er en nedvurdering af skolens egen uddannelse. Er det ikke fint nok at 'nøjes' med at blive dyrepasser? Skal vi alle have ambitioner om at gøre karriere og/eller redde verden? Hvem skal assistere alle de forskere, hvis der ikke er dyrepassere? (OK, lige dér er Jannies plan selvfølgelig ikke så dum, men jeg tænker ikke, at det er intentionen med fremtidens forskere at de selv skal passe deres dyr.) 

Jeg har i forvejen kæmpet lidt med mit selvbillede, efter jeg er blevet 'sådan én, der går på teknisk skole', men jeg har måttet erfare, at mit udbytte selvfølgelig også her afhænger af min egen interesse og engagement. På mit arbejde er der plads til, at jeg interesserer mig for de forskningsprojekter, 'mine' forskere er en del af, og i dag har jeg blandt andet udtaget bitestikler på en mus (de er små!) og set hvordan en tumor ser ud indeni. Jeg har også brugt et par timer på at fylde og vaske vandflasker, skifte en reol med tunge rottekasser og vasket gulv, for det er ikke glamourøst at være dyrepasser; en stor del af vores dag går med hårdt, manuelt og repetitivt arbejde. Det passer mig ret godt at have en hverdag med elementer af begge dele, og jeg drømmer ikke om at udvikle en vaccine mod kræft - det er der andre, der er meget bedre egnede til, og det er sådan det skal være. (Jeg ville dog ikke sige nej til at passe musene i sådan et projekt...) 

lørdag den 30. december 2017

my hands are in the air

Jeg plejer at være ret heldig med mine gaver til både jul og fødselsdage, og i år var ingen undtagelse. På grund af store rejseplaner sprang min kæreste og jeg gaverne over, men selv uden hans bidrag var der alligevel en ganske pæn bunke gaver til mig under træet -  fyldt med bøger fra min ønskeseddel og ting jeg ikke anede, at jeg manglede. Jeg er allerede gået i krig med Nutellaen og har læst tre af mine nyerhvervede graphic novels, og jeg regner med at kaste mig over puslespillet første januar. 
Jeg havde også selv været på gaveindkøb, og da jeg heldigvis er fra en Stephen King-elskende familie, var det ikke svært at vælge en lille nuttet sag til min niece med nogle af de værste skurke fra Kings univers. Dertil fik hun et par AaB-sko, da det aldrig er for tidligt at præge et barn, og det er naturligvis helt essentielt at hun vokser op som AaB-tilhænger. Min far fik også fornøjelsen af Stephen King-relateret tøj (ok, han fik én t-shirt. De andre var gaver fra mig til mig...); denne gang i en helt anden og lækker kvalitet fra webshoppen ka-tet19, som jeg kun kan anbefale, selvom målgruppen godt nok må siges at være noget smal...
Jimmy er også glad for de nye tilføjelser til min garderobe, som han flittigt har testet og hjulpet med at fotografere. Han skal fejre nytår alene i aften, men det tager han i stiv pote og udviser mest af alt nysgerrighed over for fyrværkeriet. Min kæreste og jeg tager lidt længere ud på Amager og kan se frem til en hyggelig nytårsaften i godt selskab med god mad, alkohol i moderate mængder, chips og ost i vulgært store mængder - og tre halvandetårige piger. Jeg er virkelig ikke fan af vilde nytårsfester og fyrværkeri, så det er en helt perfekt løsning for mig. Håber I får en dejlig aften - godt nytår, og tak fordi I læser med!

fredag den 29. december 2017

but every one of our dozed faces is lit

I dag har det lige været hverdag for en stund - jeg har haft min eneste arbejdsdag mellem jul og nytår, og juleaften virker allerede underligt langt væk. Mine juledage var dejlige, og det var enormt tiltrængt at være sammen med min lille familie igen; især var det fantastisk at se min lillebitte niece, der efterhånden er blevet halvanden måned. Både min søster og jeg selv blev lidt overraskede over hvor nemt jeg havde det omkring den lille størrelse; jeg havde lyst til at løfte hende op og sidde med hende hele tiden - og jeg har også skiftet mit livs første ble! Julemanden kiggede forbi (selvom Vibe var det eneste barn - og nok liiige lille nok til at forstå konceptet), og jeg vandt TO mandelgaver, hvilket var med til at gøre det okay, at vi ikke fejrede jul hjemme hos min far. 
Det ville være nemmere at lade som om, at julen foregik helt problemfrit, men jeg vil jo egentlig også gerne fortælle om når tingene ikke går helt som de skal. Og det er jo ikke så underligt, at julen er blevet en følsom tid for mig - min mor døde trods alt i december for bare fem år siden. Derudover glemmer jeg nogle gange (hvilket er fantastisk) at jeg trods alt har OCD, og når jeg bliver lidt presset, kommer det virkelig til udtryk. Det var lidt svært for mig at holde jul et andet sted end hos min far med nogle mennesker, jeg slet ikke kendte, og uden mulighed for at besøge mor mellem and og risalamande. Heldigvis gik det over al forventning og jeg har haft nogle enormt hyggelige dage. Mest af alt er jeg taknemmelig for min familie, der kender mig godt nok til at vide, at de ikke skal tage det så tungt når min hjerne koger over. Jeg savner dem allerede, så jeg må snart et smut til det jyske igen. 

lørdag den 23. december 2017

oh tomorrow, well I'll wait for you

Selvom jeg egentlig er mere i julestemning i år, end jeg har været det meget længe, har jeg ikke haft tid eller overskud til at pynte op i lejligheden. Min kæreste vil i virkeligheden helst være fri, så han har ikke ligefrem plaget om at få nisserne på bordet, og jeg tænkte, at det jo nok ville blive jul alligevel selv uden mit bidrag. Når jeg alligevel fik fabrikeret tolv julestjerner skyldes det faktisk mest min stædighed - jeg mødtes til noget julepyntsproduktion med en veninde, men var elendig til at lave de åndssvage stjerner at jeg følte et behov for at tage revanche aftenen efter. Nu glemmer jeg aldrig, hvordan man laver en julestjerne igen. Jeg fik også købt en lille kaninagtig fætter til Christianias julemarked og havde egentlig tænkt at forære ham til min søster - men jeg blev så glad for ham, at han fik lov til at blive hængende hos mig på Amager. 
I år skal jeg fejre jul hos min søster nord for Limfjorden. Hun er heldigvis ualmindeligt ferm når det kommer til oppyntning og hygge generelt, så jeg skal nok få opfyldt min kvote for julepynt alligevel. Jeg skal også fejre jul med den fem uger gamle lille nissepige på billedet, min skønne niece; jeg har tilbragt hele dagen i dag med hende, og er om muligt kun endnu mere forelsket end da jeg mødte hende første gang. Med en lille ny i familien er der grobund for at skabe nogle nye juletraditioner, og selvom det bliver mærkeligt ikke at kunne gå på kirkegården og besøge mor efter julemiddagen, må vi sende hende en venlig tanke fra Nordjylland i stedet. Jeg håber I får nogle dejlige, rolige dage hvad enten I fejrer jul eller ej. 

lørdag den 16. december 2017

this infection grows stronger every year

I år har jeg ikke fået pyntet op til jul i lejligheden, men det betyder ikke at det har skortet på julehygge, og de mange arrangementer i løbet af december har fået mig mere i julestemning end jeg har været i mange år. Jeg har været til julefrokost med mine veninder, deres mænd, børn og en kæmpe julemand; på arbejdet har mine kollegaer pyntet op til jul, og i sidste uge vandt jeg næsten en and til julebanko i frokoststuen. I går var der julefrokost for hele Københavns Universitet, og vores afdeling startede tidligt med god mad og et stort udvalg af drikkevarer. Jeg har nu været på den nye afdeling i tre uger, hvor jeg er blevet taget enormt godt imod, men jeg havde stadig været lidt nervøs for festen med bordplan og kun få kendte ansigter. Heldigvis  fik jeg snakket med rigtig mange søde mennesker i løbet af eftermiddagen og aftenen, og det blev også til en enkelt dans eller to med et par af de andre elever. 
Min cykeltur er også ret flot i øjeblikket. Der er ualmindeligt mørkt, koldt og blæsende på cykelstierne, men byen er så fint udsmykket, og især er D'Angleterre gået all-in på julestemning med en overdådig julekalender, der bag hver låge gemmer på et eventyr af H.C. Andersen.
Sidste torsdag på femårsdagen for min mors død, var jeg for at aflede tankerne lidt med min kæreste en tur på Papirøen og Copenhagen Street Food, der desværre lukker i næste weekend. Jeg er ret glad for stedet - især på en hverdagsaften som denne, hvor der ikke er fuldstændigt overfyldt som på en lørdag eftermiddag i sommerferien. Vi prøvesmagte noget lækker and med rødkål, hvilket passede godt ind med stedets juletema, men jeg endte dog med en afsindigt god spaghetti carbonara, som jeg stadig drømmer om.  

tirsdag den 12. december 2017

too long trying to resist it

Jeg tror snart jeg må holde KiMs og Taffel ansvarlige for mine ekstra efterårshyggekilo, for de bliver ved med at sende nye, gode varianter på markedet, som jeg naturligvis må anmelde så hurtigt efter lancering som muligt. Dagens første fire poser er KiMs fortolkning af slow cooked-chipsen, der for alvor er slået igennem de seneste år, og KiMs satser med hele fire smagsvarianter, der alle var ganske hæderlige. Poserne er flotte i både design og farver, og selve chippen er tilpas sprød og knasende. 

Min veninde og jeg havde brug for noget distraherende til et afsnit af The Walking Dead, så vi begyndte smagsfesten med en nyfortolkning af en klassiker - sour cream, forårsløg og sort peber. Forårsløg er en lille og ubetydelig afvigelse fra de sædvanlige løg, mens det sorte peber også er en kærkommen tilføjelse, og alt i alt er smagen knap så sød som den originale sour cream & onion. Den var stadig rigtig god, og den indkasserer et otte-tal fra både min meddommer og jeg. Næste variant til anmeldelse var den mørkeblå pose med havsalt og balsamico, og til min store glæde var det en ret sød en af slagsen. Jeg kan godt lide salt&vinegar-chips, men er klart gladest for dem i den søde ende. De får også et otte-tal - denne gang fra min kæreste og jeg. 

Ved den lilla pose bevægede vi os ind på ukendt territorium med smagsvarianten sour cream, ramsløg og timian. Jeg er faktisk ikke den store fan af timian, og jeg er helt sikker på, at en pose chips med timian alene ville være alt for meget - men det spiller faktisk rigtig godt sammen med ramsløg, og den nye smagsoplevelse giver lyst til mere. Jeg er tilbøjelig til at kaste et otte-tal efter denne pose også, men for at bryde monotonien må de nøjes med et syv-tal, der også er min kærestes karakter. Den sidste pose var også samlingens kedeligste - efter at have smagt en variant med både balsamico og havsalt, virker en pose med havsalt alene noget trist. Den fejler dog ingenting, men må altså nøjes med et syv-tal.
Vi startede ret solidt ud med de fire KiMs-varianter, men det gik hurtigt ned ad bakke, da jeg nåede til Taffels Super Snacks med American Ranch-smag. Jeg havde ikke regnet med at kunne lide dem, da jeg kun kunne smide et fem-tal efter en tilsvarende pose Super Snacks med sour cream and onion-smag, og mine forventninger blev desværre også indfriet af de sødligt duftende kartoffelmassechips. Jeg er simpelthen bare ikke glad for snackchips uanset smagsvariant - heller ikke selvom Taffels chips er en anelse tyndere end KiMs. Posen er blevet noget mere tjekket på de to år der er gået, siden jeg anmeldte fætteren, men det ser stadig helt fjollet ud med de overhovedet ikke tilfældigt placerede chips på en ellers flot, blå baggrund. Super Snacks med American Ranch vinder hverken på smag eller indpakning, og jeg kan ikke forsvare at give posen mere end et fire-tal - mens min kæreste er noget mere gavmild og helt uforståeligt kaster et syvtal efter chipsene. 
Midt i det hele støder vi pludselig på en variant fra svenske Estrella - og det til trods for, at jeg faktisk har et helt indlæg om svenske chips i støbeskeen. Det er dog allerede fyldt med i forvejen alt for mange varianter, så nu får de bølgede grill-chips lov til at snige sig med i denne anmeldelsesrunde. På posen ses et grillet løg - simpelt, men effektivt, og chipsene smager da også ganske kraftigt af løg, hvilket kun er et plus. De er saltede, sprøde og lækre, og de får et stort otte-tal med herfra - de ville måske have fået et ni-tal indtil jeg opdagede, at der også findes en variant med grill og cheddar, som jeg nu har tårnhøje forventninger til. 
Næste pose til eksamen var en pose meget bølgede og tykke kartoffelchips fra Lay's med smag af American BBQ. Jeg er normalt ikke ret glad for barbecue-smagen, men denne gang blev mine forventninger gjort til skamme, da smagen var markant sødere og mindre røget end hos andre varianter. Følelsen af at knase de bredbølgede chips trækker også klart op, og noget overraskende ender jeg faktisk med at give posen et otte-tal. 
Der ligger en enorm bland-selv-biks ikke så langt fra hvor vi bor, og i deres sortiment finder man af og til særligt spændende chipsvarianter fra det store udland. Min kæreste har heldigvis indset alvoren af mit chipseprojekt, og han er god til at tage en pose med hjem i ny og næ, selvom de ikke ligefrem er billige. Denne gang havde han en spændende spand crunchy Cheetos med til mig, og selvom vi kun fik tre gram chips for en krone, er jeg tilbøjelig til at synes, at det var det hele værd. De var SÅ lækre. De var ekstremt crunchy, og der var vulgært meget ostepulver på, hvilket naturligvis trækker meget op. Min kæreste ender med at give dåsen 10/10, imens jeg holder mig på et stort nital.