torsdag den 25. august 2011

children's hospital

Min ven Chrelle har anbefalet mig at tage et kig på Children's Hospital, og det har vist sig at være en ganske glimrende overspringshandling, eftersom hvert afsnit kun tager en ti minutters tid. Jeg har pløjet mig igennem de første to sæsoner på næsten ingen tid; tredje sæson er på skærmen i USA i øjeblikket, og til næste år kommer sæson fire. Afsnittenes længde passer perfekt til denne type komedie, som måske ville være for meget til en hel film.

Children's Hospital er en spoof på de ufatteligt mange hospitalsserier, som amerikanerne er så begejstrede for. Her er referencer til Scrubs, E.R., Private Practice, Grey's Anatomy og mange, mange andre, og det er altså bare rigtig godt skruet sammen. I Scrubs fortæller Zach Braff om dagens begivenheder og reflekterer over livet generelt - i Children's Hospital har Dr. Cat Black samme funktion, omend hendes betragtninger er noget mere tomhjernede. Hun indleder i øvrigt et forhold til en småretarderet, seksårig patient, der lider af "advanced aging-disease", og netop denne storyline er en af mine favoritter. Hele hospitalsstaben er naturligvis fuldstændigt inkompetente; f.eks. stoler lægerne ikke på røntgenbilleder, og vil derfor udføre en operation for at tjekke, om patienten har de rette "arm-guts". Og er det i orden at abortere en teenager, hvis moderen gerne vil satse på en karriere i jazz-ballet?

Blandt mine favoritter er seriens producer, Rob Corddry, der også spiller Blake Downs - en læge i klovnemake-up, der sætter sin lid til "the healing power of laughter", men som i stedet skræmmer livet af de stakkels børn. Megan Mullaly humper rundt på krykker med tykkere og tykkere hinkestensbriller og er konstant liderlig. Hun parodierer naturligvis hende lægen fra Skadestuen, som jeg er for doven til at google, og serien er heldigvis ikke for fin til grove jokes om alt fra handicappede til religion og brystimplantater til elleve måneder gamle babyer. Det er noget af det sjoveste og mest forfriskende tv, jeg længe har set. Tak for anbefalingen, den er hermed givet videre. :)   

2 kommentarer:

  1. Nooooo.... you didn't....

    Jeg skulle ellers fortsætte oprydningen og rengøringen inden den stod på forberedelse til 7 foredrag om filosofi imorgen...

    *downloader Children's Hospital*

    SvarSlet
  2. :) Jeg beklager. Men det er heldigvis ikke SÅ tidskrævende igen. Man kan f.eks. lægge tøj sammen mens man ser et afsnit.

    SvarSlet