fredag den 20. januar 2012

Community

Community er den sjoveste sitcom siden Scrubs. Sådan er dét bare. Jeg har set de fleste afsnit alene, men har alligevel grinet højt flere gange i hvert afsnit, og det sker altså ikke så tit. Handlingen udspiller sig på Greendale Community College og kredser om en studiegruppe der oprindeligt skulle øve spansk, men som hurtigt foretager sig alt muligt andet end at studere. Karaktererne er helt vanvittigt karikerede og overdrevne, men det er umuligt ikke at fatte sympati med de fleste af dem alligevel - især Abed, Troy og Annie er mine favoritter. Annie spilles i øvrigt af Alison Brie (amazing name), der også er Trudy Campbell i Mad Men - her får hun virkelig lov til at folde sig ud som både vildt neurotisk, men også sød, sexet og sjov. Chevy Chase har jeg altid haft et irrationelt blødt punkt for - jeg synes simpelthen, at han er så sjov. Det er han bestemt også i Community, hvor hans platte, og ofte racistiske jokes selvfølgelig går langt over grænsen. Der er virkelig god kemi skuespillerne imellem, hvilket binder serien endnu bedre sammen, og for en nørd som jeg, er det fantastisk med de mange referencer til film, bøger, computerspil og aktuelle hændelser.

Instruktør Dan Harmond har skrevet Community baseret på sine egne oplevelser med at være i en studiegruppe sammen med en gruppe mennesker, som man ikke har noget til fælles med. Han blev overrasket over, hvor hurtigt han begyndte at holde af de her mennesker, og han stoppede hurtigt med at være så fordomsfuld og snobbet. Seriens hovedperson Jeff Winger er baseret på Harmond selv - en lidt for smart fyr fyldt med sarkasme og overlegenhed, men bestemt også med plads til forbedring. Det giver serien en meget menneskelig og rørende side, der kombineret med de mange knivskarpe og genkendelige personbeskrivelser, samt de platte og åbenlyse jokes skaber en noget nær perfekt komedieserie. Der er indtil videre blevet vist to og en halv sæson af Community, og de korte tyve-minutters afsnit bliver kun bedre og bedre. Hvornår resten af tredje sæson dukker op, er der vist ikke nogen der ved, men det bliver forhåbentlig i foråret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar