torsdag den 23. februar 2012

Bored to Death

Min kæreste og jeg ser i øjeblikket Fringe, hvilket jeg holder mere og mere af for hvert afsnit. Men som Own Road er han også ved at gøre sig klar til en række koncerter her i foråret, og jeg kan jo ikke læse lektier ALLE de aftener han er i bunkeren for at lave lyde - så jeg har slugt alle tre sæsoner af Bored to Death på et par uger. Det er nu ikke så slemt som det lyder - der er kun otte afsnit pr. sæson - og afsnittene er mellem tyve minutter og en halv time. 

Bored to Death handler om Jonathan Ames (spillet af Jason Schwartzman), der i starten af første afsnit bliver forladt af sin kæreste. Han opretter en annonce på Craigslist og tilbyder sin ekspertise som privatdetektiv, hvilket naturligvis fører mere eller mindre umulige situationer med sig. I starten fandt jeg Jonathan utroligt irriterende - der gik næsten en hel sæson før jeg kunne holde ham ud - men jeg overvejede aldrig for alvor at slukke, for hans bedste venner i serien er såmænd en potrygende Ted Danson og en lige så potrygende Zach Galifianakis, og de trækker virkelig det samlede indtryk af serien op! Efterhånden holder Jonathan også op med at være en whiny little bitch, selvom han ikke rigtig lærte at drikke andet end kølig hvidvin. Tredje sæson, der var på skærmen i USA i efteråret, er efter min mening klart den bedste. HBO var af en anden mening, for serien blev cancelled i december - heldigvis uden nogle alt for irriterende løse ender. Sæson tre indeholdt ellers mindeværdige øjeblikke som Ray (Zach G.) og hans hær af kiksede superhelte samt tabukærlighed til ældre kvinder. Samlet set når den ikke ind på min top femogtyve, men det er bestemt en værdig bobler, for hvem kan ikke lide wine, weed og sex?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar