mandag den 20. februar 2012

Breaking Bad

Whoa! Breaking Bad har fuldstændig taget pusten fra mig, og er strøget direkte ind på en andenplads på listen over de bedste tv-serier nogensinde. Jeg har aldrig nogensinde (okay, måske lige med undtagelse af Lost) været SÅ optaget af en serie, og min kæreste og jeg så ofte fem-seks afsnit i træk (af halvtreds minutters varighed), fordi det simpelthen var alt for spændende at stoppe. Det bliver forfærdeligt, når vi igen må nøjes med et afsnit om ugen - femte og sidste sæson bliver endda splittet op i to mini-sæsoner... Min teori om at alt kan blive spændende i en tv-serie gør sig også gældende her - for ret beset kan serien vel sammenlignes med en meget lang actionfilm; en genre, jeg normalt holder mig langt fra. Men Breaking Bad har bare så meget mere. Det er gennemført ned til mindste detalje, og man kan bruge mange timer på at analysere alt fra farvebrugen til valg af biler - der er ingen tilfældigheder her.

Det allerførste afsnit efterlod mig med en lidt ambivalent følelse, for jeg syntes egentlig, at både Walt og Jesse var et par sindssygt irriterende karakterer. En følelse, jeg har vanskeligt ved at forstå nu, hvor jeg mest af alt har lyst til at gifte mig med sidstnævnte. Det må være den kvindelige beskyttertrang der slår igennem, for han er mildest talt ikke min type. Men hvor han dog rører mig. Jeg har sådan en lyst til at holde ham i hånden og fortælle ham, at det hele bliver okay - men det ved jeg bare ikke rigtigt, om det gør. Jeg har læst, at Jesse egentlig skulle dø i slutningen af første sæson(!), men det er vist ikke rigtigt en spoiler at afsløre, at han heldigvis er i live endnu. Han spillede også med i fjerde sæson af Big Love, men rollen som Jesse passer ham meget bedre.

Den egentlige hovedperson Walter White træffer af og til nogle beslutninger, som jeg overhovedet ikke kan forstå, men for det meste synes jeg egentlig, at han handler på et meget fornuftigt grundlag. Så fornuftigt som det nu kan blive, når man er in the drug business og har problemer med den mexicanske mafia, I ved... Det giver serien en ekstra dimension i forhold til en ellers fantastisk serie som Sopranos, hvor udgangspunktet ER gangstermiljøet, og det kan derfor ikke komme som en stor overraskelse, at der bliver taget nogle stoffer og skudt med nogle pistoler. Walter er gymnasielærer og lidt af en wuss (i starten, anyway), og hans helt normale familie giver en god kontrast til det hæsblæsende liv, han lever på sidelinjen.

Resten af persongalleriet er også fantastisk - jeg ELSKER Hank og Marie. <3 Først fandt jeg Hank virkelig irriterende, men han er fandme sej. Det er en underlig følelse at håbe på, at han får succes i sit job som DEA-agent, samtidig med man håber, at Walter slipper af sted med at producere sin meth. Sønnen Walter Jr. er bare en sweetiepie, og selv Jesses idiotiske venner viser sig at have gode kvaliteter. Jeg er VIRKELIG fan, og femte sæson kan ikke komme hurtigt nok.        

Ingen kommentarer:

Send en kommentar