torsdag den 31. maj 2012

Grimm

For et par måneder siden, da der var pause i alle mine tv-serier, fulgte jeg søde Stines råd og gav serien 'Grimm' en chance. Brødrene Grimms samlinger af gamle folkeeventyr har altid været mine favoritter i den genre, selvom de også har givet mig adskillige mareridt. Den illustrerede udgave, der står på hylden hos mine forældre, har især ét frygteligt billede - afhuggede hoveder spiddet på pinde, og jeg husker tydeligt følelsen af gru blandet med fryd, når jeg læste bogen igennem. En TV-serie med samme navn virkede derfor næsten for godt til at være sandt. Serien påstår at finde sin inspiration i Brødrene Grimms univers, men udover et par tydelige henvisninger i især de første afsnit, er det altså mest titlen, der har noget med de gamle tyskere at gøre.

Det betyder nu ikke det helt store. Monstre og shapeshiftere finder jeg altid interessant, så denne serie om den temmeligt pæne homocide detective Nick, der finder ud af, at han stammer fra en lang række af Grimms, jægere, der bekæmper overnaturlige kræfter. Ved et utroligt tilfælde er der forskellige monstre (der for alle andre ligner helt almindelige mennesker) indblandet i ALLE Nicks sager, og der er i det hele taget unaturligt mange mytologiske væsener i Portland. Men lad nu det ligge. Nick bliver venner med Monroe, en Blutbad der ved meget mere om hele dette mytologiske univers. 

De første afsnit er ret lovende. Især det fjerde, med den altid bizart udseende Patrick Fischler som en Ziegevolk (et satyr-lignende væsen), der tiltrækker kvinder med sin duft. Derefter kører serien en anelse i tomgang - bevares, det er spændende nok at se nogle nye mysterier, men en egentlig sammenhæng var svær at få øje på. Derudover blev jeg aldrig for alvor interesseret i sidekaraktererne, kæresten Juliette og partneren Hank, da de simpelthen var for utroværdige og ligegyldige. Men første sæson indeholder altså hele 22 afsnit, og til sidst begyndte der for alvor at ske noget. Underverdenen viser sig at være langt mere organiseret - oprørene linkes til det Arabiske Forår og Irak - og der er krig på vej. 

Med den meget stærke afslutning på første sæson, skal jeg helt sikkert se anden sæson - og jeg ser frem til den. Grimm når alligevel ikke ind på min top 25, men der ER altså også mange gode serier derude. Heldigvis!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar