fredag den 31. august 2012

Stephen King - Lisey's Story

I sommerhuset genlæste jeg Lisey's Story fra 2006. Hovedpersonen er enken Lisey Landon,  gift med den meget succesfulde forfatter Scott Landon, der døde to år tidligere. Historien er flettet sammen af to handlingsforløb; nemlig Liseys nutidige liv, samt fortællingen om hendes mand og hans helt umenneskelige opvækst. Der var seriøs psykisk sygdom i Scotts familie, manifesteret ved enten overdreven, voldelig adfærd eller en dyb, katatonisk tilstand - og Scotts far hørte til den første kategori. Som barn havde Scott et tilflugtssted i en anden verden, Boo'ya Moon, hvor han især søgte hen efter faderen havde slået broderen Paul ihjel. Boo'ya Moon er et forunderligt og smukt sted, men også et farligt sted, fyldt med distraherende, lokkende og farlige skabninger. Lisey har gennem mange års samliv lært sin mands hemmeligheder at kende, men hun har fortrængt dem og skubbet dem fra sig, af frygt for selv at miste grebet med virkeligheden. Efter Scotts død bliver hun dog stalket af en skør fan, der er ude efter upublicerede manuskripter, og da han viser sig at være særdeles farlig, bliver hun nødt til at søge hjælp i Boo'ya Moon. 

Lisey's Story er en romantisk og meget rørende kærlighedshistorie - der samtidig er dybt væmmelig, ulækker og uhyggelig, så det er lige som jeg bedst kan lide det. Visse elementer i bogen minder liiiidt om noget, der er set før (jeg forestiller mig f.eks. deres hus og tilhørende skrivelade som værende næsten identisk med huset i Bag of Bones - og så er det mildest talt ikke første gang, at SKs hovedperson er forfatter), men i denne nye kontekst gør det ikke noget.  Og jeg elsker alle referencerne til andre King-værker; hvoraf den vigtigste må være at handlingen foregår i Castle Rock, Maine, ligesom også Cujo, Needful Things, The Dead Zone, The Dark Half samt meget af handlingen i Bag of Bones gør det. Der er dog ikke kun gammelkendte temaer og steder i Lisey's Story. SK bevæger sig for alvor ind på nyt territorium i sin beskrivelse af Liseys familie. Båndet mellem Lisey og hendes søstre er nemlig fremragende godt fortalt af en mand, der ikke selv har nogle søstre. Kærligheden, overbærenheden og ikke mindst irritationen er evigt til stede, og SK er heller ikke bange for at tage de helt tunge emner op i familiebeskrivelsen - her er både selvskade og selvmordsforsøg beskrevet på en sober og skræmmende realistisk måde.  

Sangteksten fra "Where the Stars go Blue" af Ryan Adams står lige før bogens første kapitel. Den sang er en af mine yndlingssange i hele verden, og en sang jeg har hørt meget, når jeg har haft det rigtig svært. Det betyder derfor utroligt meget for mig, at det lige netop er den sang Stephen King bruger i en bog, hvor selvskade er et af emnerne. At skære i sig selv kan ofte handle om at få afløb for nogle følelser, som man overhovedet ikke har kontrol over, og i Lisey's Story er det for at kunne kontrollere ondskaben, at faderen skærer i sig selv og sine sønner. Ingen af delene hjælper selvfølgelig i længden, men vigtigheden i at anerkende og prøve at forstå den trang hos sine medmennesker understreges flere gange i romanen, der nok har en placering på min endnu ikke udfærdigede Stephen King- top ti. Jeg var virkelig rørt og meget opslugt af den - også selvom det er anden gang jeg læser den. Bogen er endnu ikke filmatiseret, men jeg gad godt se en instruktør prøve kræfter med især Boo'ya Moon.      

onsdag den 22. august 2012

Daniel Clowes - The Death Ray

Jeg købte Daniel Clowes' The Death Ray i en kæmpestor hardbackudgave i Amsterdam, og den er en af de flotteste tilføjelser i min samling af graphic novels.  Den handler om en helt almindelig teenager, der pludselig får superkræfter - og det udvikler sig til tider ganske besynderligt. Karaktererne i en tegneserie af Daniel Clowes rangerer stort sit altid fra liiiidt kiksede til de yderste tabere. The Death Ray er ingen undtagelse - og det fungerer overraskende godt at koble superhelteuniverset med en kikset teenagetilværelse. Hovedpersonen er Andy, en lidt whiny teen, hvis bedste ven lokker ham til at ryge smøger - og Andy opdager, at nikotinen får ham til at udvikle superkræfter. I hans tilfælde virker de bare overhovedet ikke befriende, men nærmest som en ekstra byrde - hvilket faktisk virker helt befriende. Jeg er glad for The Death Ray og glad for Daniel Clowes.

lørdag den 18. august 2012

all the trouble at my fingertips

Eftersom jeg skal aflevere opgave om 48 timer, tænkte jeg at nu ville være et glimrende tidspunkt at diskutere et ofte overset emne, nemlig den polske valuta. For helt ærligt - der er altså gået noget fuldstændig galt. Kursen ligger på omkring 1,8, men for nemhedens skyld gangede vi bare med to, da tingene alligevel var så billige. 50 zloty-sedlen er altså ikke engang hundrede danske kroner værd, men den er alligevel stort set ubrugelig. Næsten ingen steder vil de tage imod sedler større end en tyver, og selv dén rynker de på næsen af flere steder - blandt andet i et helt normalt supermarked. Og eftersom hæveautomaten kun spyttede store sedler ud, komplicerede det tingene en smule - vi kunne kun bruge dem, når vi var ude at spise. Det lyder meget first world problem-agtigt, men det var faktisk ret irriterende. Dertil kom et hav af mønter, helt ned til én øre, eller hvad det nu hedder på polsk. Det holder jo ikke. Jeg var lykkelig, da 25-øren endelig døde i Danmark, og min største indvending mod euroen er genindførelsen af små mønter. Jeg må dog slutte med at sige, at det alligevel har sin charme at være i et land, der har sin egen valuta -besværlig eller ej. Nå, det var bare lige dét, jeg ville sige.      

tirsdag den 14. august 2012

OFF Festival Katowice, pt. II

Klog af skade tog jeg lørdag først hen på festivalpladsen om aftenen efter en laaang middagslur. Jeg kunne skyde genvej gennem det fine, lille campingområde, hvor Chrelle, Emilie, Tobias og flere andre lå (de nederste tre billeder), men selvom der var virkelig hyggeligt, var jeg ret glad for vores fine hotelværelse til 600 kr for fire overnatninger - især fredag nat, da det virkelig regnede meget. Aftenen startede med Baroness, som min kæreste syntes var så dårligt, at han var nødt til at gå. Jeg kan nu meget godt lide sådan noget storladent metal. Derefter leverede Thurston Moore en virkelig god koncert - det er sjældent, at jeg lytter så godt efter uden at kende et eneste nummer. Og SÅ var der ellers fest med Iggy Pop and the Stooges! Det kan godt være, at gamle Iggy ikke længere ruller sig i glas, hvilket nok er meget godt, men han er stadig ekstrem på en scene. Respekt! Derefter drak vi et par øl, og klokken halv tre sluttede High Places af med hvad der efter min mening var festivalens bedste koncert. Jeg har snakket meget om Peaking Lights på det sidste, og High Places er lidt i samme kategori - dog slet ikke så stenet. Der var tværtimod fest i det lille telt, og vejen hjem bagefter føltes ultrakort.

Søndag så jeg kun to koncerter, da jeg først kom ved nitiden, og kom til at bruge meget tid på at drikke øl og hygge mig med Heidi - der var alligevel aaaaalt for mange mennesker til Kim Gordon, der spillede i et lillebitte telt. En times tid efter måtte jeg tage festivalens eneste trælse valg - Battles på den store scene eller Connan Mockasin i det lille telt. Men jeg har efterhånden set Battles flere gange, og det er bare ikke det samme uden forsanger, så det blev sidstnævnte. Og hurra for det! Jeg blev meget overrasket over det polske publikums reaktion, de elskede Connan Mockasin og hans legesyge band, og der var virkelig fest i teltet. Og da de sluttede af med at spille en funky (i ordets bedste betydning) udgave af MJ's Remember The Time, var min lykke gjort. Det var derfor noget voldsomt at gå direkte over til Swans og deres onde energiudladning på den store scene; jeg beundrer virkelig frontmand Michael Gira, men er nok mere til hans andet projekt, Angels of Light. De spillede i næsten tre timer, og Michael Gira var til sidst ved at komme op at skændes med en arrangør bag scenen, der ville have dem til at slutte. Der var Heidi og jeg dog gået hjem for længe siden - de spillede alligevel så højt, at vi kunne høre det tydeligt hjemme på hotellet. Alt i alt overraskende mange gode koncerter til dette års OFF Festival!    

mandag den 13. august 2012

OFF Festival Katowice, pt. I

Fredag eftermiddag åbnede festivalpladsen i Katowice endelig - i højt solskin og med iskolde, stadigt billige øl. Vi var blevet fortalt, at man ikke måtte drikke øl foran scenerne, så vi havde forestillet os et usselt indelukke pakket med mennesker, der hurtigt tyllede øl for at komme tilbage til musikken. Sådan var det ikke helt... Rundt omkring en lille sø fyldt med dunhammere var sække- og liggestole strategisk placeret under enten en parasol eller et skyggefuldt træ, og det var tit meget tillokkende bare at blive siddende og høre musik fra den store scene, end at gå på eventyr i de mindre teltscener. Maden var også overraskende god - jeg levede af vegetarpanini og stegte nudler - min eneste anke var manglen på coca cola. Toiletterne var, som festivaltoiletter nu engang er, men der var rigeligt af dem, og de lå i skygge ved nogle træer - stort plus. 

Og musikken! Jeg blev meget, meget positivt overrasket over de koncerter jeg fik set. Har ellers brugt de sidste måneder på at være muggen over manglen på gode navne - og aflysninger af de navne, jeg helst ville se. (Akron/Family, jeg kigger på jer!) Men det gjorde mine aftener meget mindre stressende at jeg ikke skulle forholde mig til tusind overlap, eller skynde mig fra sted til sted. Torsdag startede med et enkelt nummer af Colin Stetson i et aaaaalt for varmt telt - ja, du kan få lyde ud af din oversize saxofon, men nej, det lyder virkelig ikke godt. Rykkede hurtigt udenfor til den store scene og Kurt Vile, som leverede en fin og stenet koncert. Perfekt start på festivalen for mit vedkommende. Converge (billedet) var et af de navne, jeg ville se - og det var da også en super fed koncert. Converge må være det mest høflige band i hele metalverdenen - forsanger Jacob Bannon udtrykte hele tiden sin taknemmelighed over at være blevet inviteret til at spille. Aftenen sluttede lidt tidligt for mit vedkommende, og jeg gik glip af Mazzy Star, men jeg var godt tilfreds.

fredag den 3. august 2012

climbing high can take its toll

De lokale i Østrig var meget begejstrede for Silke, og mindst fem gange om dagen kunne vi høre folk hviske begejstret, "Sie hat zwei verschiedene Augen!", men hun har altså også bare de smukkeste øjne i verden. De gør det meget nemmere at tigge et stykke kage på toppen af et bjerg midt i skyerne. Der boede også en sand abomination of nature, som jeg blev lidt forelsket i. Kunne næsten høre den hviske kill me, kiiiiill me pleeeeeease, men det var nok bare den tynde bjergluft, der var steget mig til hovedet. Den lille fyr ser jo ganske fornøjet ud. På vej ned af bjerget så vi både ægte sne og et murmeldyr, inden vi blev fanget i et gevaldigt tordenvejr og måtte køre en omvej hjem på tre timer i silende regnvejr. Det havde nu også sin charme.