søndag den 28. oktober 2012

Wilfred

På Rannvás opfordring har jeg på rekordtid pløjet mig igennem to sæsoner af Wilfred, der er en amerikansk dark comedy, hvilket faktisk er en ganske præcis beskrivelse af serien. I første afsnit ser vi nemlig Ryan (Elijah Wood) forsøge at begå selvmord med en cocktail af piller. Det lykkes ham ikke, og dagen efter ringer den søde nabo på døren og spørger om ham kan passe hendes hund, Wilfred. Problemet er bare, at Ryan (og seerne) ikke ser en hund, men derimod en mand i hundekostume, der taler til ham med australsk accent. Så er scenen ligesom lagt, og det bliver kun bedre som historien og karaktererne udvikler sig.

Wilfred er enormt hundeagtig. Nogle af de sjoveste scener viser en forstyrret, ivrig og mistroisk Wilfred, der ikke kan acceptere naboens dreng og dennes troldmandsagtige kunstner med en tennisbold. Han er også enormt glad for at snaske i ulækre ting (hvilket tager brodden af en ellers ret rørende scene, hvor Ryan er gået kold i sin sofa og har kastet op ud over sig selv - og Wilfred spiser det med kinesiske spisepinde), og så elsker han at hade katte, hvilket er udgangspunktet til et af mine yndlingsafsnit. Han er også konstant liderlig - han overfalder oftest en forsvarsløs, udstoppet bjørn, men som han siger - og ivrigt demonstrerer, har han jizzet på næsten alle overflader i huset. Men Wilfred har også meget menneskeagtige karaktertræk, i hvert fald i Ryans hoved, hvor de bruger timevis i kælderen med en bong, ryger sig skæve og forestiller sig helt vanvittige ting.  De bliver hurtigt uadskillelige, Ryan er arbejdsløs, og naboen Jenna vil ikke lade Wilfred være alene hele dagen, og det virker egentlig til at være meget godt for Ryan at være lidt mere spontan og social, hvilket Wilfred opfordrer ham til.

Men Wilfred gør også enormt mange ting, der ikke altid er til Ryans fordel. Nogle gange når pinligheden Klovn-lignende højder, for Wilfred får altid afsløret godt gemte hemmeligheder eller framer Ryan for ting, han ikke har gjort. (eller har gjort, men er sluppet godt fra.) Det er interessant at tænke på, at Wilfred nok er en del af Ryans underbevidsthed - der er virkelig mange tegn på mental ustabilitet hos den stakkels knægt, men han er godt nok god til at bringe sig selv i problemer, hvis Wilfred virkelig bare er en almindelig hund. Og det er der altså rigtig meget der tyder på. De to sæsoner forsvandt på et øjeblik, for jeg blev virkelig grebet af Ryans historie. En klar anbefaling herfra!

torsdag den 25. oktober 2012

I want to draw you a floorplan of my head

Her er anden del af mit blast from the past-indlæg om mit gamle legetøj. Det har været lidt længe undervejs, men jeg har haft tusind andre ting i hovedet. Lige nu er det dog rigtig rart at svælge lidt i nogle gode barndomsminder. Glansbillederne var helt klart en af de ting jeg samlede allerivrigst på; de skulle helst have dyremotiv, og de viste er mine all-time favourites. Min søster samlede på heste i alle afskygninger - hun har virkelig en million - men jeg havde også et par enkelte på mit værelse. Dog begyndte min stakkels barbiehest at skalle, og så kunne jeg ikke nære mig for at pille skindet af den. Sweet. Troldesamlingen... Oh well. Og dinoerne var også blandt mine favoritter. Havde tilmed en kæmpestor T-Rex, men jeg har måske givet den væk i et svagt øjeblik. De små fik jeg på én gang - jeg var med min far i den uformelle biograf i vores by og se Landet for Længe Siden. Da Lillefods mor døde var jeg så utrøstelig, at min far smuttede ind til legetøjsbutikken ved siden af og købte en pose blandede dinoer til mig. Jeg var vel fire - så skal der ikke så meget til at aflede ens opmærksomhed. Var i det hele taget ret interesseret i dinosaurer, jeg havde også en stor plakat over min seng med de forskellige arter. Dinosaurs rock!    

onsdag den 24. oktober 2012

time is right for a guiding light

I dag har verdens bedste hund Silke fødselsdag. Hun er, som de fleste nok efterhånden har fattet, min søsters helt fantastiske blanding af en Siberian Husky og en Dansk-Svensk Gårdhund, og i dag er det altså tre år siden hun blev født. Min søster fik hende midt i en ualmindelig svær periode, og hun har virkelig været vigtig for, at min søster kom på benene igen. Nu elsker vi hende alle - hun har det kærligste sind og det sødeste smil. I mandags blev hun steriliseret, og hun har været lidt medtaget siden, men jeg håber hun er helt frisk igen i dag og bliver fejret med manér. Jeg er sikker på, at hun ville have været alle tiders hundemor, og min søster ville også enormt gerne have haft et kuld hvalpe fra Silke senere, men det lille hoved døjer desværre med falsk drægtighed. Hver gang hun havde været i løbetid, begyndte hun at producere mælk og ville ikke forlade kurven, fordi hun skulle passe på sine 'hvalpe', og hun virkede i det hele taget ked af det. Men det burde heldigvis være slut nu, og forhåbentlig får min søster sin gode, gamle og glade Muddi helt tilbage igen. Tillykke, din frække hund!    

tirsdag den 23. oktober 2012

I walk where the leaves of the trees fall at my feet

I går gik min kæreste og jeg en tur i nabolaget for at opleve Amager i efterårsfarver. Det småregnede og var ualmindelig koldt, men jeg bliver så glad af at komme ud lidt. Har bare lidt svært ved at tage mig sammen til det i øjeblikket, i hvert fald når jeg er hjemme i København, for det er ofte mere tillokkende at blive under dynen og hygge med Jimmy og en tv-serie. Heldigvis kan jeg for det meste godt nå begge dele - og stadig få forberedt mig til undervisningen, som det dog kniber med at følge.

søndag den 21. oktober 2012

Stephen King - The Bachman Books pt. III

Den sidste roman i 'The Bachman Books' var The Running Man, der om muligt er endnu mere hæsblæsende end The Long Walk. Hvert kapitel er en nedtælling fra hundrede, og det var svært ikke liiiige at snuppe et kapitel mere, når jeg først var gået i gang. Hovedpersonen er den sympatiske Ben Richards, året er 2017, og der er alvorlig mangel på alle naturlige ressourcer. En lille overklasse lever i luksus, mens resten af befolkningen skjuler sig i etagebyggeri eller dør af ellers harmløse sygdomme - Bens lille datter har influenza, og de skyhøje priser på medicin på det sorte marked får ham til at melde sig til The Running Man, et vanvittigt populært underholdningsprogram, selvom han godt ved, at han nok ikke kommer til at se sin familie igen. Men for hver time han i konkurrencen kan holde sig skjult for the hunters, får hans familie hundrede dollars.

Og han er virkelig jaget vildt. To gange om dagen skal han sende en videooptagelse af sig selv til tv-kanalen, der påstår, at de ikke videregiver oplysninger om hans opholdssted til jægerne. Men de er altid lige i hælene på ham, og det er næsten umuligt at finde gemmesteder - og endnu mindre folk at stole på. Historien udvikler sig ganske uforudsigeligt, og jeg var godt underholdt hele vejen igennem. 

Filmen fra 1987 er til gengæld helt forfærdelig, men den har nu heller ikke ret meget med sit litterære forlæg at gøre. Udgangspunktet er stadig konkurrencen The Running Man, men stort set alt andet er ændret, og den har virkelig fået action på drengen, undskyld udtrykket. Arnold Schwarzenegger spiller Ben Richards, der i denne udgave er helikopterpilot i militæret, og han ryger i fængsel, da han ikke vil nedskyde en gruppe ubevæbnede demonstranter. Han slipper selvfølgelig fri fra fængslet i en storstilet fangeflugt (og der er stadig ikke gået mere end ti minutter), men bliver senere tvunget til at stille op i The Running Man. Også her er der mildest talt skruet op for intensiteten - konkurrencen minder nu mest af alt om en vildt urimelig gladiatorkamp, hvor den ene part er bevæbnet med alt fra motorsave til flammekastere, mens den anden (Arnold, selvfølgelig) må sætte lid til sin høje intelligens og hurtige reaktionsevne. Der er selvfølgelig også en lækker firserchick med, som han skal passe på og redde på de mest ubelejlige tidspunkter. Der var så meget action at jeg mistede koncentrationen undervejs - men jeg havde altså heller ikke forventet mig meget andet af en actionfilm fra firserne med Arnold Schwarzenegger i hovedrollen... 

Stephen King - The Bachman Books pt. II

Efter The Long Walk kastede jeg mig over roman nummer to i samlingen - nemlig Roadwork fra 1981. Jeg havde faktisk også skrevet en ret lang anmeldelse af den, men på en eller anden måde fik jeg slettet indlægget, så nu prøver jeg lige igen. Min motivation er dog til at overse, for Roadwork er en af de King-romaner, der har sagt mig mindst. Jeg ved ikke helt hvorfor, det er ikke fordi jeg udelukkende vil læse om monstre og apokalyptiske fremtidsscenarier, men historien om Barton George Dawes var simpelthen for langsom til at komme rigtigt i gang. Udgangspunktet er ellers rimeligt - der skal bygges en ny motorvej i byen, og ruten går igennem både Bartons hus og arbejdsplads, der begge skal rives ned. Barton kæmper i forvejen med sorgen over at have mistet sin voksne søn, og ægteskabet til konen hænger også i en tynd tråd. Han har det mildest talt ikke så godt, og til tider er det næsten ubehageligt at følge hans mere og mere vanvittige eskapader. Stephen King skrev romanen, da han lige havde mistet sin mor. Det kan man godt mærke. Det er bare feel-bad hele vejen igennem, og på en helt anden måde end det normalt er i King-universet. Jeg skal ikke kunne sige, om jeg bare læste den på det helt forkerte tidspunkt (det er en af de eneste jeg ikke har læst tidligere), men for mig var det bare en gang unødvendig og alt for privat lidelse. King var i lang tid ikke tilfreds med romanen og var ikke glad for, at den blev genoptrykt. Det forstår jeg godt.

mandag den 15. oktober 2012

True Blood

De sidste par måneder har jeg set alle fem sæsoner af True Blood. Jeg har gemt på serien længe og virkelig glædet mig til den, for manden bag er selveste Alan Ball, der også har lavet min yndlingsserie Six Feet Under. Men som datter af en mand, der har (haft, i hvert fald) en stor interesse i alt fra vampyrer til varulve, var jeg også noget skeptisk, for jeg har en helt klar holdning til hvordan en vampyr skal være. Noget min søster og min far altid kan diskutere, er netop de falske, glitrende vampyrer i Twilight, som jeg altså heller aldrig har været begejstret for. I det hele taget gør vampyrer sig sjældent godt på tv, så jeg havde også lidt bange anelser før jeg startede True Blood.

True Blood er en solid og underholdende serie, men det er ikke blevet en af mine favoritter. Jeg elsker, at den foregår i Louisiana, som jeg enormt gerne vil besøge, og faktisk synes jeg, at vampyrerne er ganske troværdige. Varulvene er endnu bedre, og meget mere realistiske end de overdimensionerede computermonstre man ofte ser. Rent visuelt er jeg virkelig begejstret, det er mere handlingen og især hovedpersonerne, der trækker serien ned for mig. Sookie lærte jeg aldrig at elske, og Tara er sindssygt irriterende. Vampyrerne fungerer som sagt ret godt, med undtagelse af Bill, der var nogenlunde i starten - men jeg finder det altså utroværdigt, at en så gammel vampyr er så omskiftelig af sind. Sidekaraktererne er straks bedre - mine favoritter er Pamela og Jessica - og selvfølgelig Godric, omend hans rolle er lille. Men der er også et par gode karakterer blandt de dødelige - Jason, Lafayette og Hoyt er alle ret fantastiske på hver deres måde. 

Første sæson fangede mig ikke rigtigt. Jeg blev først overbevist af en forrygende anden sæson, en hæderlig tredje og en rigtig god fjerde. Femte har været den dårligste af dem alle, desværre, med Scott Foley (Noel fra Felicity...) i en underlig og ligegyldig sidehistorie med den ellers sympatiske Terry Bellefleur. Og så må de godt snart slappe lidt af med alt det sex, dér. Vi har forstået det, det er modigt og vildt at vise på tv, og bevares - det er da godt udført. Men det bliver lidt trættende i længden når halvdelen af dialogen foregår lige op til, under eller efter samleje. Alt i alt har jeg været meget godt underholdt, og jeg skal også se sjette sæson næste år - men jeg venter ikke på den som jeg venter på Game of Thrones, Breaking Bad og Fringe.    

søndag den 14. oktober 2012

why does this feel so appealing

Rannvá er ligesom Nanna noget mere opfindsom med LEGO end mig, og hun fantaserede løs mens jeg byggede skovfolkets borg, der i øvrigt var den allerførste LEGO ting jeg fik - juleaften 1990, hvor min far hjalp mig med at bygge den på min bedstemors langbord (der nu står hos mine forældre) i spisestuen på gården. Transporten var oprindeligt en dragetransport, men bruges nu til at fragte heste og spøgelser. Troldmanden og dragen med øksen er ret badass, men jeg har desværre glemt, hvad de beskytter. Jeg har haft fornøjelsen af Rannvás selskab tre aftener i denne uge, og det har været så hyggeligt. Normalt har jeg ikke så meget imod at være alene, men for tiden er det meget rart at være sammen med nogen, der kan distrahere mig en lille smule. Vi har tegnet, malet, leget med LEGO, set New Girl, Wilfred og Parks and Recreation, samt drukket uhørt store mængder cola. Niceness.

torsdag den 11. oktober 2012

Stephen King - The Bachman Books pt. I

Stephen King har altid været ufatteligt effektiv og spytter som regel flere bøger ud om året. Det kan man godt tillade sig som en af verdens største forfattere, men da han begyndte at blive udgivet i halvfjerdserne, var hans forlag ikke helt så begejstrede for hans produktivitet, og han udgav derfor en række bøger under pseudonymet Richard Bachman. Han var også lidt i tvivl om sit eget talent, og ville se om fortællingerne kunne klare sig uden King-brandet. De solgte alle pænt, men salgstallene eksploderede først, da King blev afsløret som manden bag. De tre første er samlet i "The Bachman Books", som jeg lige har genlæst. 

The Long Walk er i realiteten Stephen Kings allerførste roman, selvom den først blev udgivet fem år efter Carrie, i 1979. King begyndte at skrive på den mens han var førsteårsstuderende på University of Maine i 1966, og den bærer da også tydeligt præg af at være skrevet af en ung knægt. Stephen King har alle dage været glad for det vulgære, men især i denne bog er blandt andet fænomenet sexlyst hos teenagedrenge utroligt præcist beskrevet... Handlingen udspiller sig i et futuristisk USA, hvor den årlige vandrekonkurrence er blevet nationalsporten. Hundrede drenge stiller hvert år op til dysten, hvor det i al sin enkelthed handler om at gå, indtil man ikke kan mere. Alle deltagerne må opretholde en gennemsnitsfart på seks en halv kilometer i timen, og stopper man op i mere end tredive sekunder, falder der en advarsel fra en af de mange soldater, der går eller kører i vejkanten og måler farten. Efter tre advarsler får man sin 1ticket' - man bliver skudt. Ofte i hovedet, men også gerne i maven, så indvoldende vælter ud - det er publikum ret begejstrede for. Ret brutalt - og ret medrivende. Vores hovedperson Garraty er seksten år, fra Maine, hvor konkurrencen selvfølgelig foregår - og han når naturligvis langt. Det er lidt af en page-turner og bestemt ikke et eksempel på sofistikeret litteratur, men jeg er blevet ret glad for den. 

tirsdag den 9. oktober 2012

fills the void that working late creates

Jimmy og jeg er ret tit alene hjemme, og når vi er, kan han godt lide at være i samme rum som mig. Jeg bruger immervæk en del timer på at forberede mig til undervisningen, og Jimmy ELSKER at lave lektier sammen med mig. Sådan et 450-siders kompendium er åbenbart alletiders liggeunderlag, og i går var jeg faktisk nødt til at finde et gammelt tysk litteratur-kompendium frem, så han kunne ligge dér i stedet, og jeg kunne læse sprogpsykologi. Min kandidat er rigtig spændende, men jeg må indrømme, at jeg har meget svært ved at koncentrere mig om det i øjeblikket. Nu må vi se. 

søndag den 7. oktober 2012

a promise kept make trust these offers

Mandag for to uger siden kunne man se denne forside på sportssektionen i Nordjyske. Jeg ville have postet det med det samme, men så tabte drengene pludselig til Esbjerg og Silkeborg, efter en ellers helt fantastisk stime med en utrolig målscore. Jeg gemte det derfor til i dag, hvor Brøndby fik tæv på udebane med 3-1, og hvor Nicklas Helenius og Kasper Kusk begge fik scoret. Det er altid godt at vinde, og altid ekstra godt at vinde over Brøndby. Jeg forventer ikke, at AaB ender på andenpladsen når sidste kamp spilles til maj - dertil er holdet nok for ungt og uprøvet - men det gør ingenting, for det er virkelig spændende at følge de unge knægtes udvikling. 

an unseen force behind the turning leaves

I mandags gik min kæreste og jeg (samt en bunke asiatiske turister) en tur ved Langelinie. Da jeg boede på Østerbro gik jeg tit tur på Kastellet, gerne i selskab med Nanna, men nu kommer jeg der virkelig sjældent. Jeg legede guide og fortalte om historien bag min yndlingsskulptur, Gefionspringvandet, og fandt en ny favorit - den hedder Valkyrie og står i Churchillparken. Havde et lille håb om, at det koreanske landshold (i hvad ved jeg ikke, men de lignede et landshold) ville begynde at danse Gangnam Style, men de tog bare fem tusinde opstillede billeder i stedet. I dag sender jeg Simon til Italien - han skal på mini-tour dernede sammen med Mattia Coletti, og jeg kommer sådan til at savne ham.   

tirsdag den 2. oktober 2012

wasting away the better part of the day

Verdens bedste lille mand havde fødselsdag i går - han blev hele fem måneder og blev fejret behørigt, nu er han teenager med hvide hår på brystet. Han fik en robust papæske, der tidligere har indeholdt de første bøger i A Song of Ice and Fire - nu har jeg fået flere, så æsken kan bruges til bedre formål - og han elsker den. Han fik også lov til at smage vådmad, som vi altid har kaldt det i min familie, og det elsker han også. Så meget, at han nu miaver højlydt, hver gang jeg er ude i køkkenet. Det er altså svært at stå for det lille fjæs. Jeg har forresten helt glemt at nævne, at mr. Jimmy Nielsen himself (som kræet naturligvis er opkaldt efter) har liket min Jimmy på facebook. Så bliver det ikke meget større.