fredag den 30. november 2012

my heart asleep with no air

De, der følger regelmæssigt med på bloggen, kan jo nok godt regne ud hvad min tavshed skyldes. Det er ikke så svært at gætte hvad der er sket, eller hvad der er ved at ske, hedder det vel. Da jeg tog hjem til København sidste tirsdag, var jeg i bedre humør end jeg havde været længe, for min mor var hjemme og havde det rimeligt. Men lørdag aften ringede min far og fortalte, at mor havde fået det rigtig skidt, og at sygeplejersken ville råde mig til at komme hjem. Med det samme. Simon og jeg havde lige fået besøg af hans forældre, hvilket var held i uheld, for så kunne vi låne bilen. Jeg var fuldstændig hysterisk og opløst af tårer, og der var ikke flere flyafgange, så jeg ved ikke hvad vi ellers skulle have gjort. Turen hjem føltes helt uendelig, og selv motorvejen modarbejdede os - af alle dage var den selvfølgelig fuldstændig spærret ved Fredericia lige dén aften. Vi ankom til Farsø ved halv to-tiden, og det var rystende at se hvor meget der var sket på bare fire dage. Mor havde det rigtig dårligt, men rakte armene ud mod mig da jeg kom, og kunne godt sige hej. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville nå at snakke med hende en sidste gang, men sådan skulle det heldigvis ikke gå.

Når man er meget syg, kan man overgå i en tilstand af delirium, i daglig tale delir. Det kan skyldes selve sygdommen, en infektion eller den medicin man får. Det var ret tydeligt, at det var sket med mor, for hun havde en helt vanvittig uro i kroppen og følte trang til at bevæge sig hele tiden - hvilket immervæk er svært, når man er så svag som hun. Hun var oppe at sidde på sengekanten, men der var ikke rigtig noget der hjalp, og det var virkelig hårdt at se hende have det så forfærdeligt. Hun begyndte også at virke fjernere allerede søndag, så jeg er virkelig glad for jeg kom lørdag nat. Hendes vejrtrækning var også helt håbløs - hun holdt ligesom vejret alt for længe, og lukkede det ud i en klagende, rallende lyd, der simpelthen gjorde os så kede af det. Vi kunne dog trøste os med, at hun ikke havde nogle smerter, men hun havde det bestemt heller ikke godt. 

Mandag kaldte hun mig Tinemus og gav mig faktisk et knus. Det glemmer jeg aldrig. Ellers sagde hun ikke meget - hun var meget fjern. Hun fik det tydeligvis dårligere, og hun var også begyndt at blive koldere, hvilket er et tegn på, at organerne er ved at sætte ud. Jeg ville ikke ønske for min værste fjende at skulle opleve at se sin mor have det så dårligt som mor havde det mandag. Hendes smertestillende og beroligende medicin blev hele tiden øget, men det var som om det ikke rigtig virkede. Lægen besluttede derfor tirsdag at give hende propofol (jeps, det Michael Jackson fik en overdosis af), et middel, der normalt bruges under narkose - for at bedøve hende og mindske hendes ubehag. Tirsdag morgen fik vi det sidste smil fra hende, og siden har hun ikke været ved bevidsthed. Lægen sagde samme dag, at det nok var et spørgsmål om timer eller halve dage, og vi prøvede at forberede os mentalt på det helt ufattelige.

Men mor er stærk. Selvom hun ikke har spist i over en uge og ikke har fået noget væske overhovedet siden tirsdag, så hænger hun i. Det skyldes nok, at hun er forholdsvis ung (femoghalvtreds), og at hendes krop ikke har nået at blive fuldstændig nedbrudt i et langt sygdomsforløb. Det er trods alt ikke engang ti uger siden vi fik besked, hvilket overhovedet ikke er til at forstå. Og selvom det er hårdt at være her hele tiden (vi har alle kunnet sove og spise her og har gjort det siden i lørdags), er det også dejligt at kunne være tæt på mor. Holde hende i hånden og fortælle hende alle de ting, vi lige skal huske at sige. Det er ikke sikkert hun kan høre det, men man har jo lov til at håbe. Det er for uoverskueligt at tænke på hvad der skal ske, når hun holder op med at trække vejret. 

torsdag den 22. november 2012

I'm a horse with a fantasy twist

Jeg tror mildest talt det bliver lidt af en opgave at komme i julestemning i år, for at være helt ærlig. Men jeg har taget mine forholdsregler og bevæbnet mig med de tungeste skyts overhovedet; min elskede Sufjan Stevens har nemlig udgivet sin juleboks nummer to, 'Silver & Gold'. Han har de sidste ti år lavet en EP hver jul til familie og venner, i 2006 samlede han de første fem i en virkelig fin boks til sine fans, og nu er de næste fem altså kommet. I denne boks er samlet ikke mindre end otteoghalvtreds sange samt en bunke overdådigt lir. Fire ark med helt fantastiske klistermærker (tjek lige pandaen i julesweateren der holder et skull..!) og fire ark med lige så utrolige temporary tattoos, en DIY-julestjerne, en stor plakat og en dejlig, tyk lille bog med tekster, akkorder og almindelig randomness fra Sufjan. Det er svært ikke at komme i godt humør, prøv bare at tag et lyt til 'Christmas Unicorn':
 

tirsdag den 20. november 2012

I wanted to walk a trail with no end in sight

Jeg boede i Mariager de første tyve år af mit liv, og min familie bor der stadig - mine forældre i det samme, skønne hus og min søster i en lejlighed hundrede meter derfra. Mariager Fjord kaldes Danmarks smukkeste fjord, og det er der bestemt noget om. I går gik min kæreste, Silke og jeg en lang tur ved vandet, og jeg ved ikke hvem af os, der nød det mest. Min mor er hjemme fra sygehuset og har været det siden søndag, og det giver en helt anden stemning i hele huset. Hun er meget træt hele tiden, men bare det at have hende liggende i stuen og småsove i sit eget tøj mens vi andre ser fodbold, er så meget bedre end at besøge hende i en halv time, liggende i deprimerende hospitalstøj på en overfyldt stue. Det var i det hele taget et rigtig dejligt besøg hjemme, og jeg skal heldigvis snart tilbage igen. 

mandag den 19. november 2012

you made my mind feel like a hurricane

I dag har været en virkelig god dag! I morgen går turen til København igen, men jeg vender tilbage i næste uge. 

søndag den 18. november 2012

my ride is gone it's time to leave

I går stod jeg tidligt op, tog S-toget til Vallensbæk (ikke den kønneste strækning, den linje A dér), mødtes med mine to kusiner og kørte afsted mod Jylland. Den ene bor til dagligt i Uppsala og er faktisk blevet svensk statsborger, men hun var altså fløjet hjem for at kunne køre med og besøge min mor. Det var enormt hyggeligt med et roadtrip og dejligt at snakke med Anja igen - jeg ser hende alt for sjældent, efter hun er flyttet til Sverige. Desværre havde min mor det for dårligt til at få besøg, hun blev indlagt igen fredag aften (efter kun halvanden dag hjemme) og kunne ingenting overskue i går. I stedet samlede vi min søster op og kørte ud til vores alles bedstemor, der blev enormt glad for at se fire ud af fem børnebørn på én gang. Vi tog også hende med på en lille tur i bilen - vi kørte til Skelund Kirkegård, hvor vores faster blev begravet for et halvt års tid siden. Derefter gik turen forbi gården, hvor min bedstemor boede hele min barndom. Vi har alle de bedste minder derfra - om fiskeri i åen, imaginære heste i stalden, fodbold på den kæmpe græsplæne og uhyggelige manddomsprøver på det mørke loft. Det er skørt at tænke på, at der nu bor nogle andre børn, der danner deres helt egne minder omkring det sted.

fredag den 16. november 2012

she'll lay belief on you

Mit antal af sidevisninger er tredoblet de sidste par dage, for jeg er nemlig blevet nævnt på søde Anne og Kits fine blog. Deres er også en af mine favoritter - de spiser virkelig tit virkelig god mad, både hjemmelavet og på gode caféer, og så bliver det tilmed serveret på de fineste tallerkener og i de flotteste kopper. Derudover har søstrene enormt god smag i børnelitteratur og bøger generelt, og jeg sætter også stor pris på de tilbagevendende jokes om Harry Potter. Og så bor de selvfølgelig i Aalborg, og selvom det ikke helt er der jeg kommer fra, kan jeg alligevel genkende de fleste steder der bliver nævnt.

 Og så har jeg oven i købet fået endnu en anbefaling fra Stine, der står bag bloggen Lady Grinning Soul. Selvom jeg ikke rigtigt kender hende (i det virkelige liv, anyways), føler jeg alligevel en vis samhørighed med hende. Da min mor blev syg, var hun hurtigt på banen med opmuntrende ord og link til hjælp. Hun er enormt kreativ og dygtig til at tegne - senest er jeg blevet virkelig imponeret over hendes Candy Girls, men der er masser af fine ting at finde i arkiverne. Derudover har hun også ret god smag i tv-serier, som vi flittigt kan diskutere. Jeg er utrolig glad for omtalen på begge blogs, og jeg kan kun sende rosen retur. De er begge Jimmy-approved!  

tirsdag den 13. november 2012

when I was young I thought fruit was an infinite thing

Første forsøg med de manuelle indstillinger på mit nye kamera resulterede i en halvgennemsigtig udgave af Jimmy, der nyder, at han godt må være på sofabordet nu hvor der er flyttet et rigtigt spisebord ind. (Det må han til gengæld ikke være på, men det er vist en diskussion vi skal have et par gange.) I dag er jeg ved at ordne - eller er i hvert fald startet på- en bunke praktiske ting, som jeg har udsat alt for længe. Noget med studievejledning, sorggruppe og læge. 

I går spillede Animal Collective på Statens Museum for Kunst, og selvom jeg overhovedet ikke havde lyst til at tage afsted og være social, var der aldrig nogen rigtig tvivl i mit sind, for når AC kommer til byen, SKAL jeg se dem. Koncerten i går var sjette eller syvende gang jeg så mine yndlingsknægte, men det var desværre ikke den bedste. Jeg skyder skylden på Copenhagen DOX og Statens Museum for Kunst, der insisterer på, at det er en god idé at afholde koncerter et sted, der overhovedet ikke er egnet til det. At sidde ned til en AC-koncert er jo fuldstændig håbløst, og det lagde desværre en dæmper på publikum det meste af showet - indtil alle endelig rejste sig op og begyndte at danse. Bandet gjorde ellers hvad de kunne, og jeg var især glad for "Wide Eyed" og "Applesauce", der også er mine favoritter på den nye plade. Skøre Avey havde farvet sit hår blåt, og også han sad ned bag sit keyboard - han plejer ellers at hoppe og danse helt afsindigt. Men det er altid godt at se Animal Collective, og de fik virkelig smilet frem på mine læber. I love those guys.

søndag den 11. november 2012

all those angels with their wings glued on

Fredag var den bedste dag i meget lang tid. Min veninde og jeg brugte det meste af eftermiddagen på Vestre Kirkegård, der ligger tæt på Enghave Station. Det var mit første besøg på Danmarks største kirkegård, men det bliver bestemt ikke det sidste - har faktisk planer om at tage en tur mere derud allerede i morgen. Der var så smukt og eventyrligt i afdelingen med de gamle, kæmpestore familiegrave, at vi følte vi var trådt ind i en helt anden verden. Vi var også på den jødiske og den katolske kirkegård, der var smukke på hver deres måde, og selvom vi gik rundt i flere timer, er der stadig meget af kirkegården vi ikke har set endnu. Da det begyndte at blive mørkt, gik vi ned på MOHS exhibit på Sønder Boulevard, hvor den ret fantastiske John Kenn Mortensen udstillede i noget større format, end de post-its hans normalt tegner på. Udstillingen fortsætter til den 24. november, og jeg synes bestemt I skulle kigge forbi, hvis I har muligheden - det var virkelig betagende.
Fredag aften tog vi til Headbanger's Ball(!) på BETA, hvor vi så Rising spille. Vi kender begge to forsangeren - faktisk boede jeg på et værelse i hans lejlighed på Østerbro det første halvandet år jeg boede i København, men har sidenhen ikke snakket så meget med ham. Det var virkelig en oplevelse at se ham stå og fyre den af på en scene, mens metalpublikummet headbangede og sendte djævletegn til bandet. Bagefter stod vi udenfor i en times tid og snakkede, og det var slet ikke til at mærke, at det efterhånden er fem år siden vi kendte hinanden rigtig godt. Vi gik lidt tidligt hjem, da jeg skulle arbejde i går, og vi sluttede den enormt gode dag behørigt med cola og chokolade i store mængder.

what sunshine do you bring?

Mine "new in" og "gaver"-tags bliver brugt ret meget i øjeblikket, men jeg klager bestemt ikke. Plakaterne over sofaen kom med hjem fra Zoologisk Have for et par uger siden, og nu hænger de dér, med månen som nærmeste nabo. Spisebordet havde jeg jo også lovet et billede af - nu med dækkeservietter med Mumi-motiv. Bordet ser lidt ud som om det fortsætter evigt ud i stuen, men det er nu ganske fint og lille. I hjørnet kan den opmærksomme læser spotte mit seneste nyindkøb (eller scrolle ned til næste billede) - et spejlreflekskamera, som jeg allerede knuselsker. Jeg glæder mig meget til at komme i gang med at lege mere med det; weekenden har været ualmindelig travl med koncert, arbejde, julefrokost og kunstudstilling, så indtil videre har den bare kørt på autofunktionen. Der allerede tager billeder, der er en milliard gange bedre end hvad mit gamle kamera kunne præstere. Men ja. Bær over med mig i starten.

fredag den 2. november 2012

love comes in colors I can't deny

For en time siden sagde vi farvel til elskede Froy. Min far er i Aalborg hos min mor, og min søster og jeg har brugt hele formiddagen på at overnusse Froy og fodre hende med alle livretterne, som hendes gamle, sarte mave ellers ikke kan tåle. Rejer og Silkes hundemad fik hende til at spinde højere end nogensinde, og hun syntes det var SÅ hyggeligt at få lov at spise ved bordet. Så kom den enormt søde og sympatiske dyrlæge, og det var utrolig rart at man godt kunne fælde et par tårer over gamle Froy uden at føle sig helt åndssvag. Han gav hende en beroligende sprøjte så hun blev rigtig træt, og da hun var faldet i søvn, aflivede han hende. Stille, roligt og ganske udramatisk - og når det nu skulle være, var det helt klart den bedste måde. Han havde også en fin papkasse med til hende, og senere skal vi begrave hende. Det er ikke til at forstå - hun har været min makker de sidste seksten år, og da jeg boede hjemme, fortalte jeg hende alle mine hemmeligheder. Nu håber jeg bare, at kattehimlen og menneskehimlen er den samme, så Froy kan passe lidt på min mor, når den tid kommer.

torsdag den 1. november 2012

standing up embraced enamored

Verdens bedste mindstemand fylder hele seks måneder i dag, hurra! Han skal fejres med vådmad, torskestang og overdreven hyggenusning, men det bliver desværre ikke af mig. Jeg håber min kæreste forkæler min minimakker behørigt - ellers får han med mig at bestille. Jeg må fejre ham lidt, når jeg kommer hjem igen. Ellers har Jimmy vist lært at fejre sig selv, hvis man lader kattemaden stå fremme, men det er nok ikke en langtidsholdbar løsning - jeg tror ikke helt han ved, hvornår han skal stoppe med at spise igen. I det mindste er det da bevist, at han har en god mund- og tandhygiejne, som lovet på pakken. Kattekærlighed mangler jeg heldigvis ikke mens jeg er hjemme - her er jo hele to pragteksemplarer. (I hvert fald ind til i morgen, men mere om det en anden gang.)