søndag den 30. december 2012

Dead Like Me


Jeg har længe villet se Dead Like Me, men jeg er (heldigvis) blevet bombarderet af nye afsnit af mine yndlingsserier den sidste tid, så derfor har jeg nedprioriteret denne ældre serie, der kun kørte i to sæsoner i 2003 - 2004 inden den blev cancelled (I 2009 kom en opfølger i form af filmen Dead Like Me: Life After Death.) Mit længere ophold i Farsø gjorde det dog muligt både at læse flere bøger og se hele sæsoner af tv-serier, så jeg snuppede størstedelen af Dead Like Me på en uges tid. Serien er skabt af Bryan Fuller, der også er manden bag Pushing Daisies, som jeg godt nok ikke har skrevet om på bloggen (endnu), men som jeg faktisk var meget glad for. Og eftersom det jo altså ER en Stephen King-relateret blog, må jeg hellere lige nævne, at han også stod bag den ret forfærdelige TV-version af Carrie fra 2002, men man har jo lov at træde ved siden af engang imellem. 

Dead Like Me handler om den attenårige college dropout Georgia (George), der er så uheldig at blive ramt af et toiletsæde fra en gammel rumstation - og dør. Oh well. Hun finder dog hurtigt ud af, at hun er en af de "heldige", der ikke går videre til det næste der må vente, men i stedet er blevet en "grim reaper", en ikke-død, der skal hjælpe sjælen videre, når et menneske dør. Rent praktisk foregår det ved, at hun hver morgen får udleveret en post-it med navn, adresse og E.T.D. - estimated time of death. Sjælen skal i øjeblikket inden døden indtræffer fjernes fra kroppen; på den måde oplever det stakkels menneske ingen smerte. George og hendes gruppe arbejder med de mere grumme dødsfald, 'external influence' - primært ulykker og mord - så hendes assistance er påkrævet. 

Desværre opnår man som grim reaper ikke specielle privilegier eller fordele. George skal stadig finde et sted at bo, og hun er nødt til i det mindste at forsøge at passe et rigtigt arbejde, for omverdenen ser hende ikke længere som George, men som en helt anden pige. Hendes arbejde på et vikarbureau er en af mine yndlings storylines - jeg er helt vild med hendes boss Dolores Herbig (As in "her big brown eyes"), der er en noget speciel dame med et ufatteligt nært forhold til sin kat Murray. Alting sucks i det hele taget lidt for George, der altid er god for kulsort humor og ironisk distance, og det er helt klart en af seriens forcer, sammen med det ret stærke persongalleri. De fire andre reapers i Georges gruppe er alle interessante karakterer - Daisy døde angiveligt under optagelserne til 'Gone With the Wind'.  Alt i alt en god og underholdende serie, der roder rundt lige i udkanten af min top 25. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar