onsdag den 27. februar 2013

oh my dreams are getting so strange

I starten af januar skrev jeg om de seneste sæsoner af flere af mine favoritserier, der løb over skærmen i efteråret. På daværende tidspunkt var de sidste afsnit af Fringe og American Horror Story ikke blevet sendt endnu, så derfor måtte I vente lidt på del to af indlægget. Ligesom sidst er det fyldt med spoilers, så læs kun med, hvis du er godt opdateret. Fringe blev i sidste øjeblik forlænget med en femte og sidste sæson, og det synes jeg godt man kan mærke på især de første afsnit af sæsonen. Historien med Olivia og Peters datter er bare lidt irriterende - man skulle tro de ville have grund nok til at ville redde verden fra the observers selvom de ikke havde en voksen datter. Hvor datteren Henrietta er totalt ligegyldig, byder femte sæson dog også på et gensyn med en af mine yndlingskarakterer, nemlig observeren September. Som historien skrider frem og kæmpe spoiler Henrietta dør spoiler slut, tager tingene dog for alvor fart. De sidste afsnit er nogle af seriens bedste overhovedet, og det er virkelig en intens omgang med følelsesladede afskedsscener og - hvilket er virkelig sejt - et endeligt opgør, hvor alle de tidligere Fringe-cases bliver bragt til overfladen og brugt i kampen mod the observers. Femte sæson startede svagt, men endte med at være en mere end værdig afslutning på serien. Jeg måtte da også fælde en tåre, da Walter rejste ud i fremtiden med Michael til sidst, og tårer er for mig ofte en indikation på en god serie. 
Og så er American Horror Story løbet over skærmen med tretten helt vanvittige afsnit. Altså  helt over-the-top, sindssyge og overdrevne afsnit, og det har været utroligt underholdende. Denne gang foregår historien i fireogtres på Briarcliff Asylum, der drives af nonner med den lettere tyraniske Jude (spillet helt eminent af Jessica Lange) i front. Og det er i det hele taget persongalleriet, der får dette skøre eksperiment til at lykkes - både hovedpersonerne Kit Walker, Grace og Lana Winters spiller rigtig godt, men niveauet stiger lige nogle ekstra procent, når Chloe Sevigny, Franka Potente og Frances Convoy (der alle er blandt mine favorit skuespillerinder) dukker op i gæsteroller - for sidstnævntes vedkommende som The Angel of Death. Der sker ting og sager,  og det gælder altså om at holde tungen lige i munden, hvis man skal gøre sig forhåbninger om at holde bare nogenlunde styr på de mange forskellige tråde i handlingen. Vi snakker alien abductions, en læge med fortid i anden verdenskrigs udryddelseslejre, lesbiske og inter-racial parforhold, sadistiske nonner og meget, meget andet. Det giver ikke altid mening (hvad havde de der aliens med nogetsomhelst at gøre?), der er lidt for mange flugtscener (det lykkedes Lana at flygte fra Briarcliff hele tre gange) men det er ret underholdende undervejs. 
Og så er mit elskede Parks and Recreation ved at nærme sig afslutningen på femte sæson. Og selvom jeg er glad, hver eneste gang der kommer et nyt afsnit, håber jeg også femte sæson bliver den sidste, så serien kan stoppe på toppen. Femte sæson har måske manglet lige de sidste ti procent til at nå tidligere tiders højder, men det er stadig en af de mest innovative, skæve og hysterisk morsomme sitcoms derude - og stadig min favorit indenfor genren. Jeg er virkelig stor fan af at en sjov serie stadig kan være så rørende og skabe så sympatiske karakterer som det er tilfældet med Parks. Også karaktererne udvikler sig - selveste Ron Swanson formår faktisk at være en ganske troværdig 'stedfar' for sin kærestes to små piger - en situation, der havde været ganske utænkelig i sæson et, og April får rent faktisk sat nogle projekter i værk - blandt andet en dog park, hurra! Lidt trivia her på falderebet: Nick Offerman, der spiller Ron Swanson, er i virkeligheden rent faktisk gift med sin i serien forfærdelige eks-kone Tammy II (spillet irriterende godt af Megan Mullally - Karen fra Will & Grace). 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar