torsdag den 11. april 2013

Girls

I sidste måned løb sidste afsnit af anden sæson af Girls over skærmen, og jeg er meget, meget taknemmelig for denne serie, der er så markant anderledes end alt andet tv derude, og samtidig er meget eksplicit i forholdet til sex - og skønhedsidealer generelt, psykiske sygdomme, udfordringerne ved at stå på egne ben og så videre. Serien er skrevet - og til dels produceret- af hovedrolleindehaveren Lena Dunham, der spiller Hannah - en karakter, der til dels er bygget på hende selv, hvilket kun giver bonuspoint på troværdighedskontoen. Hannah er spirende forfatter, men da hendes forældre i første afsnit brat stopper for pengetilførslen og Hannah selv må betale både mad og husleje, begynder det at knibe med at få plads til kreativiteten. I perioder har hun ellers ganske høje tanker om sig selv - hun mener, at hun måske kunne være sin generations stemme - eller 'a voice of A generation, anyway', og selvom man i serien griner lidt af dét udsagn, er jeg tilbøjelig til at give hende ret - ikke siden Ghost World og Claire i Six Feet Under har jeg i så høj grad kunnet genkende mig selv i en fiktiv karakter. Ligesom jeg også kan genkende flere af mine veninders karaktertræk i Hannahs veninder (og i Hannah selv - det er ikke fordi jeg lider af den vrangforestilling, at jeg er den eneste der forstår hovedpersonen i sidste års mest omtalte tv-serie), der i øvrigt bidrager til det ret fine persongalleri.

For selvom Hannahs veninder er en anelse mere karikerede end hende selv, er de altså også spot-on i mange situationer. Hendes flatmate Marnie i første sæson er en irriterende smuk og perfekt serial-dater, der keder sig gudsjammerligt i sit forhold til Charlie, men som heller ikke kan finde ud af ikke at være kærester med ham. Og hendes berejste og totalt over-the-top boheme-veninde Jessa, for hvem det hele altid skal være lidt vildere og lidt mere ekstremt, er måske en af de bedste karakterer overhovedet. Hendes kusine, den lidt yngre og ekstremt naive Shoshanna, er også en klar favorit - hun elsker Sex & The City, og har lidt en forestilling om at hendes eget ophold i New York kommer til at spejle den virkelighed hun kender fra serien. Boy, is she wrong! Alle pigerne er i det hele taget lidt irriterende på mange punkter - men det er piger godt nok også i virkeligheden, og det lykkes jo alligevel de fleste at finde gode veninder og seriøse forhold. Det kan lyde lidt som om jeg hylder alt, der er autentisk, men det er overhovedet ikke tilfældet - jeg er jo svært glad for både zombier og drager - det er bare så tydeligt, at Girls ikke er skrevet af en midaldrende mand, men i stedet af en ung pige, der ved hvad hun taler om.

Anden sæson skruede lidt op for seriøsiteten og tog nogle ret modige valg hen af vejen. Afsnit fem er en såkaldt bottle-episode, der næsten udelukkende udspiller sig i et luksuriøst byhus tæt på Hannahs arbejde. Hele afsnittet centrerer om Hannah, der hiver stikket ud et par dage og nærmest flytter ind hos en totalt ukendt mand, Joshua (spillet af Patrick Wilson, der også virkelig sjældent har en dårlig rolle). Man ser hende i nogle virkelig sårbare situationer, men afsnittet markerer også lidt et vendepunkt - f.eks. beder hun eksplicit Joshua om at tilfredsstille hende seksuelt i stedet for bare at gøre, hvad han beder hende om (hvilket hun er vant til i sit lidt bizarre forhold til Adam, som jeg i øvrigt elsker), og det er altså store sager. Rent personligt blev jeg også dybt påvirket af at se hende kæmpe med OCD i slutningen af sæsonen, for OCDen vises fra sin allergrimmeste side og ikke - som oftest på tv - som en lidt quirky ting folk lider af, hvis de er bakterieforskrækkede eller farvesorterer deres bogreol. (De viser sjovt nok sjældent, hvordan bogreolen må sorteres igen lige bagefter, eller hvordan huden på hænderne bliver helt rå af at blive vasket så meget). Hannah stikker blandt andet en vatpind så langt ind i øret at hun må på hospitalet for at få den fjernet - men det afholder hende ikke fra at gøre præcis det samme med det andet øre, da hun kommer hjem - for der skal jo være symmetri i tingene. Det er også voldsomt at se hende tælle hele tiden, for det kender jeg kun alt for godt for mig selv. Jeg er ret imponeret af hvor præcist og overbevisende det fortælles, for OCD er vist nok en af de ting Lena Dunham ikke selv har med i bagagen.

Lena Dunham er min nye heltinde. Hun er simpelthen så inspirerende, dygtig og sjov - og så ligner hun et helt almindeligt menneske. Sexscenerne i Girls er ganske udpenslede, og Lena Dunham er altså ikke indehaver af en modelkrop - hun er lidt chubby og har ret små bryster- men det forhindrer hende ikke i at lave en scene, hvor hun spiller bordtennis i bar overkrop. Nå, det blev langt, men jeg er virkelig også begejstret. En femtendeplads på min top25 er ALT for fedtet, men den blev opdateret før jeg havde set sæson to, der virkelig fik mig overbevist. Har ikke engang nævnt soundtracket endnu, men jeg tror jeg ville blive fan af enhver serie, der har hovedpersonen dansende rundt alene til Dancing On My Own med Robyn. Hvis du også er glad for Girls, kan jeg anbefale dig at få fat i filmen 'Tiny Furniture', der også er skrevet af og starring Dunham, og i øvrigt har samme omdrejningspunkt som serien + mange af de samme skuespillere. Det var den, der overbeviste Judd Apatow om, at han gerne ville arbejde sammen med Dunham om en tv-serie - and the rest is history. 

3 kommentarer:

  1. Så overbevisende, at jeg for ud og købte 1. sæson. Glæder mig MEGET til at komme igang med den!

    SvarSlet
  2. Tak, Lotte! :) Det tror jeg bestemt ikke du vil fortryde!

    SvarSlet
  3. virkelig god beskrivelse og anmeldelse af denne fantastiske serie. får helt lyst til at gense det hele.

    SvarSlet