fredag den 19. april 2013

Stephen King - Cujo

En af de første Stephen King-romaner jeg læste som ganske ung, er Cujo fra enogfirs. Den er også det nyeste projekt i min genlæsning af hele Kings forfatterskab, og det er tilmed en af de rigtig gode - og ret klassiske horrorhistorier, som de fleste kender i en eller anden udstrækning; når man siger Cujo, tænker mange på Kings monsterhund. Bogen er dog over firehundrede sider, og altså meget mere end 'bare' historien om en hund med rabies, der dog helt klart er handlingens omdrejningspunkt. Måske er den hundrede sider for lang; det tager tid før den for alvor kommer i gang, men når man når den sidste tredjedel er den til gengæld umulig at lægge fra sig.  Cujo er en af de romaner, som King overhovedet ikke kan huske at han har skrevet, fordi han var fuld konstant, hvilket er lidt en skam. Den er mørk - så mørk, at slutningen blev ændret i filmatiseringen fra treogfirs, men jeg kan godt lide, når King ikke lefler for læseren, og slutningen er helt fin med mig. Det skinner dog tydeligt igennem, at Cujo er skrevet af en mand, der ikke har den helt store tiltro til den menneskelige race, og jeg er glad for King fik det bedre, for hans sympatiske karakterer er mindst ligeså interessante som idioterne.

To vidt forskellige familier er romanens hovedpersoner - på den ene ende af spektret Vic og Donna Trenton, samt deres fireårige søn Tad - familien er lige flyttet til Castle Rock fra New York. Donna er Vic utro med en lokal tennisspiller, og stemningen er mildest talt lidt anspændt før Vic rejser væk med sit arbejde. Uden for byen bor Joe og Charity Chamber med deres søn Brett; og Cujo, den kæmpestore og godmodige Sankt Bernhard, der dog langsomt forsvinder ind i smerten og sindssygen efter at være blevet bidt i snuden af en rabiesramt flagermus. Joe er mekaniker, alkoholiker og generelt ret ubehagelig, så da Charity vinder i lotteriet, ser hun en chance for at rejse væk med sin søn en uges tid. Joe griber muligheden for et par dages sanseløs druk, og der er derfor ingen hjemme til at ordne bilen, da Donna og hendes dreng kommer kørende i deres gamle Pinto, der udånder på gårdspladsen. Kun Cujo er der til at byde dem velkommen, og han er ikke glad for at se dem. Hunden er faktisk et virkelig skræmmende monster, for de fleste af os kender en hund, som vi føler vi kan stole helt og fuldkomment på - ligesom man kunne stole på Cujo, før han blev syg. Hans vedholdenhed er også uhyggelig; han venter i timevis på sin chance for at skabe ravage og slå ihjel, for den rest af hans hjerne der stadig fungerer, fortæller ham at det er kvinden i bilen, der er skyld i hans smerte. Herfra udfolder historien sig i mere og mere forfærdelige retninger, med groteske og meget detaljerede beskrivelser af død og ødelæggelse og frithængende indvolde. 


Filmen fra treogfirs er en lidt anden historie. Stadig langt fra en familiefilm, men dog med en noget mere... publikumsvenlig slutning end bogen. Jeg genså den sammen med Rannvá, og hendes største frustration gik på, at Donna virkede så handlingslammet i bilen. Seriøst, det er trods alt bare en hund, løb nu ud af bilen og gør et eller andet! Det giver jeg hende ret i, og på det punkt lykkes det bogen noget bedre at forklare, hvorfor hun ikke prøver at tackle situationen lidt anderledes. Cujo er altså også lidt mere uhyggelig i bogen. Jeg har læst, at de var nødt til at binde skuespillerhundenes haler ned, fordi de logrede hele tiden, hvilket gør mig lidt glad. Positivt er det også, at filmen udelader det lidt ligegyldige subplot med Vics reklamefirma, der er i store problemer, men nogen stor film er det ikke. Jeg har hørt rygter om en genindspilning her i år, hvilket nu heller ikke er noget, der får mig til at vente i åndeløs spænding - faktisk forstår jeg ikke helt, hvorfor de lige har valgt at genindspille Cujo, når der findes så mange andre af Kings romaner, der endnu ikke har optrådt på det store lærred.  

Cujo er også et godt eksempel på, at jeg nærmest er vokset op med Stephen King og hans univers. Da jeg var helt lille og sov på mit gamle værelse i stueetagen i vores hus, havde jeg 'monster-remsen' hængende på væggen. Den havde min far læst i Cujo, hvor Tads far skriver ordene ned og læser dem højt hver aften for knægten, der er frygtelig bange for monstret i skabet. Min far havde oversat remsen og indsat mit navn, og selvom jeg ikke kan huske, at jeg har været specielt bange for monstre, var det nu meget rart at have dem over hovedpuden, når det rev og ruskede udenfor. 

monsters, stay out of this room!
you have no business here.
no monsters under tad's bed!
you can't fit under there
no monsters hiding in tad's closet!
it's too small in there
no monsters outside of tad's window!
you can't hold on out there
no vampires, no werewolves, no things that bite
you have no business here
nothing will touch tad, or hurt tad, all this night
you have no business here.

2 kommentarer:

  1. Jeg er simpelt hen så pjattet med din blog!
    Så er det sagt :-).

    SvarSlet
  2. Jeg er simpelthen så pjattet med din kommentar! Ej, det gjorde mig faktisk virkelig glad, tak fordi du sagde det. :)

    SvarSlet