fredag den 31. maj 2013

Lost

Det har været en sand fornøjelse at gense Lost, og det er også første gang, at jeg har set hele serien på én gang, hvilket virkelig klæder den. Der ER mange ting at holde styr på, og så er det altså rart at have noget forhistorie frisk i erindringen. Første og anden sæson så jeg første gang i efteråret 2006 sammen med Chrelle og Nanna - første sæson i løbet af en fredag nat, og anden sæson fredagen efter, hvilket var ret hårdt. Men sjovt! Nanna måtte give op et par gange, og fordi jeg viser et billede af den sødt sovende lille pige, viser jeg også et billede af hvordan jeg selv så ud efter fireogtyve timers Lost. Hvor var vi dog unge og søde!

Og nu til selve serien, der faktisk er ganske svær at skrive noget fornuftigt om uden at komme med spoilers, og eftersom Lost i allerhøjeste grad er en serie, der holdes oppe af overraskelseselementet, skal man nok ikke læse med, hvis man ikke har set det hele. Hvilket jeg i øvrigt kun kan anbefale alle at gøre! De tre første sæsoner er nok noget af det allermest hæsblæsende og spændende tv jeg nogensinde har set - nu er jeg svært glad for dramaserier, og bevares, de har da også en cliffhanger her og der, men det er ingenting sammenlignet med Lost. Det eneste, der kommer bare i nærheden af det intense spændingsniveau må være Breaking Bad, der i øvrigt snart vender tilbage til skærmen med sidste halvdel af femte sæson. De sidste tre sæsoner af Lost når aldrig de første sæsoners storhed, men sådan er det jo ofte med tv-serier - og når man når starten af fjerde sæson, er man alligevel blevet så involveret i historien, at det er umuligt at slukke. 

I karaktergalleriet er der virkelig skruet op for stereotyperne. En alkoholiseret kirurg, der prøver at udfylde faderens sko; en iraker, der naturligvis torturerede folk under krigen; rockstjernen på heroin; den glade tykke fyr; og det koreanske ægtepar, hvor kvinden er totalt undertrykket. Det er næsten for meget af det gode, men det skaber selvfølgelig nogle interessante historier. Selvom alle karakterer altså er omvandrende klichéer, er de alle i stand til at gøre både gode og meget dårlige ting, og det gør dem noget mere menneskelige. Benjamin Linus og John Locke er mine klare favoritter, og især førstnævnte er ansvarlig for nogle virkelig hardcore og fucked-up ting i løbet af serien! Disse to mænd virker usigeligt sikre i alt hvad de foretager sig; de arbejder hele tiden ud fra en overordnet plan, og netop derfor virker det endnu stærkere, når de begynder at tvivle. Tvivle på øen og på Jacob, der har sin helt egen agenda.

Jeg kender mange, der synes slutningen er særdeles fesen. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg kan ikke rigtigt se, hvordan den ellers skulle være endt - og jeg synes det er en fin afslutning på en mastodont af en tv-serie, der strækker sig over næsten hundrede timer. Jeg vil nok altid have en lille svaghed for Lost, der var en af de første rigtigt gode serier - en af dem, der gjorde det acceptabelt at indrømme, at man så tv-serier. Siden har jeg set meget andet, der langt hen af vejen fungerer meget bedre, men Lost er helt klart den serie hvor jeg flest gange liiiige har måttet snuppe et afsnit til, og det er et kvalitetsstempel i sig selv. At jeg efterhånden har set de første sæsoner en fem-seks gange vidner også om seriens holdbarhed - jeg lægger mærke til noget nyt hver gang, og jeg glæder mig til at tage en omgang mere om nogle år. 

9 kommentarer:

  1. Vi kan lave en tiårs-jubilæumsmarathon om tre år. (Jeg forudser at jeg til den tid heller ikke kan holde mig vågen i firetyve timer. Men den tid, den sorg.)

    Jeg har i øvrigt afleveret eksamensopgave nu, så lad os snart ses! Fra nu af skal jeg bare læse op til min mundtlige lortekulturteori-eksamen, og det kan jeg sagtens holde en pause fra i ny og næ.

    SvarSlet
  2. Og ja. Vi var virkelig unge og søde. Vi er stadig søde. Men knap så unge.

    SvarSlet
  3. Nu er jeg ikke så flov over, at jeg har den det hele to gange :)

    SvarSlet
  4. Må jeg låne, må jeg låne :) Losepottemuld

    SvarSlet
  5. Nanna - Jeg vil vildt gerne lave en jubilæumsmarathon om tre år! Det lyder ret awesome. Og ja, vi er stadig søde. Jeg er småsyg og skal arbejde hver dag indtil jeg tager til Northside - men dér skal vi i hvert fald ses og hygge os.

    Lærke - kun to gange? Amatør. ;)

    Louise - dét kan du tro. Jeg kan tage det med hjem engang. :)

    SvarSlet
  6. Er det en invitatione til jubilæet om 3 år? ;) Eller skal jeg have set det nogle flere gange inden?

    SvarSlet
  7. Lærke - to gange er godt nok lige i underkanten. Hehe, aij, jeg er sikker på du gerne må være med til vores marathon.

    SvarSlet
  8. Vi skal helt sikkert ses på northside. Jeg glæder mig mega meget. Nu har jeg også fået ondt i halsen. Øv. Jeg savner dig.

    SvarSlet
  9. Jubii, tak tak tak. Også fra rune :)

    SvarSlet