onsdag den 5. juni 2013

Stephen King - Gerald's Game

Min seneste Stephen King-genlæsning stod på Gerald's Game fra 1992, som jeg ikke rigtig kunne huske noget fra. Fandt hurtigt ud af, at det nok skyldes at  jeg faktisk ikke har læst den før, og de første halvtreds sider læste jeg med stor begejstring; det er ikke hver dag, jeg har muligheden for at læse en King-roman for første gang. Desværre når Gerald's Game slet ikke samme høje niveau som de andre romaner han skrev i samme periode; nemlig Needful Things og Dolores Claiborne, og han burde nok have holdt sig til short-story-formatet, hvilket han meget sjældent går galt i byen med, og hvilket var hans udgangspunkt for historien. I stedet får vi en fortælling på 350-400 sider (alt efter hvilken udgave man læser), og det kan historien ikke bære. 

Det starter ellers meget godt. Ægteparret Jessie og Gerald Burlingame har efterhånden været sammen i mange år, og for at spice sexlivet lidt op, eksperimenterer de af og til med noget bondage. Denne gange foregår det i deres sommerhus ved søen - i et område, hvor alle de andre sommergæster for længst er rejst hjem (selvfølgelig), men denne gang synes Jessie, at det er for ydmygende og nedværdigende at blive lænket til sengen med håndjern, og hun beder Gerald om at slippe hende fri. Det gør ham kun endnu mere ivrig, og selvom han nok godt ved at hun mener det, har han ingen intentioner om at stoppe sit foretagende. Frustreret og ydmyget placerer hun et veltilrettelagt spark i skridtet på den stakkels Gerald, og så går det hverken værre eller bedre end at han får hjertestop og dør. Oh well. Nøglerne til håndjernene er på en kommode i den anden side af rummet, telefonen er i køkkenet nedenunder, og eventuelle redningsmænd er flere kilometer uden for rækkevidde. Fedt udgangspunkt, men herfra går det altså hurtigt ned ad bakke.

Den langsomme pacing i historien hjælper til forståelsen for den helt håbløse situation Jessie befinder sig i. Hver tanke, bevægelse og udråb er minutiøst beskrevet, og det virker efter hensigten - det var en ganske klaustrofobisk oplevelse bare at læse bogen. Horror, uhygge og desperation i aflukkede områder er efterhånden blevet et varemærke for Stephen King, og det fungerer helt sublimt for ham i The Shining, Cujo og Misery - så Gerald's Game burde ikke have nogle problemer i den forstand. Desværre ødelægges det gode udgangspunkt af Jessies evige svælgen i fortiden, hvor hendes far måske-måske ikke forgreb sig på hende under den solformørkelse, der også spiller en stor rolle i Dolores Claiborne. Det virker et eller andet sted irrelevant - forstå mig ret, overgreb er aldrig irrelevante, men det her var i småtingsafdelingen, hvilket hun også selv konstaterer, og det virker mest af alt som en distraktion fra den rigtige historie. Hun får også nogle uforklarlige syner om en kvinde og en brønd, og 'the constant reader' (som King kalder sine trofaste læsere) genkender straks scenen fra netop Dolores Claiborne, der også er en kvindes opgør med mænd og misbrug. Og Stephen King ER virkelig god til at portrættere stærke kvinder. Lisey's Story, Rose Madder og netop Dolores Claiborne er klare eksempler herpå, men jeg kommer aldrig for alvor til at heppe på Jessie i Gerald's Game. 

Og med tohundrede siders ingenting trukket i langdrag, er man lidt træt af historien når der endelig begynder at ske noget. En undtagelse er den hjemløse hund, der desperat af sult bliver draget af døde Gerald's lugt, og snupper en luns af hans ansigt ('It's own personal McDonald's Drive-Thru') uden Jessie kan gøre andet end at råbe af den.  Det er klamt, men også frydefuldt, og King som vi kender ham. Men ellers er det først da Jessie bliver rigtig desperat og tyr til ekstreme metoder for at slippe fri, at det bliver rigtig interessant. Det er svært at læse om hendes smertefulde kramper, om hendes tørhed i munden (og det fyldte vandglas på hylden over hende) og om hendes desperation, for det virker så ægte. Bogen er altså 150 siders virkelig god litteratur - men desværre også lige så meget tomgang.  Alt i alt vil jeg kalde Gerald's Game en ligegyldig parantes i det større billede, og den er da heller aldrig blevet filmatiseret.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar