søndag den 9. marts 2014

over and over it ended today

Jeg har længe haft Hannibal nederst på min prioriteringsliste, da jeg ikke havde hørt ret meget godt om den. Thomas Harris og hans karakterer har draget mig siden jeg var ung teenager, og jeg er begejstret for både bøger og film, så jeg havde ikke lyst til at få ødelagt min opfattelse af Hannibal Lecter, der altså bare ER Anthony Hopkins. Men så gik det op for mig, at Bryan Fuller er manden bag den nye serie- samme mand, der har produceret Dead Like Me og Pushing Daisies; to serier, hvis univers jeg er ret begejstret for, og som også har opklaring af mord (og andre dødsfald) på dagsordenen. Derfor har jeg udnyttet et par aleneaftener og kværnet mig igennem hele første sæson, der viste sig at være meget bedre end forventet. 

Mads Mikkelsen er eminent i rollen som Hannibal Lecter, han er bare en anden Hannibal. Hugh Dancy er også fremragende som den lettere sindsforstyrrede FBI-efterforsker Will Graham, der opklarer mord ved at gennemleve dem i hovedet i rollen som morderen. De fleste karakterer er faktisk rigtig gode, på nær lige den kvindelige journalist Freddie Lounds, der er ret øretæveindbydende. Soundtracket er super godt og med til at øge den ekstremt ubehagelige stemning og væmmelsen ved de klamme mord. Og de er virkelig klamme - hvor ulækkert er det ikke at slå mennesker ihjel for at gro svampe på deres rådnende kroppe? Det bliver dog præsteret næsten elegant med flotte kameravinkler og lange scener, og seriens mord er langt mere interessante end f.eks. Dexters. Jeg er fan, og jeg er glad for at anden sæson netop er startet i USA. 
Evan Peters, mums
De sidste par måneder har også budt på tredje sæson af den hæsblæsende og altid underholdende American Horror Story, der stadig benytter mange af de samme skuespillere, og som denne gang har undertitlen 'Coven'. Det øgede mine forventninger en del, da jeg  altid har været fascineret af hekse i enhver forstand; endnu en interesse jeg har arvet fra min far, der har reolen fyldt med litteratur om emnet. Jeg har muligvis også messet 'light as a feather, stiff as a board', mens jeg prøvede at få en veninde til at levitere efter vi igen havde set The Craft. Det lykkedes ikke. Historien i tredje sæson af serien udspiller sig på en kostskole for unge hekse, der er efterkommere fra Salem, og selvom antallet af elever i det store hus er drastisk faldende og nede på bare fire, er huset alligevel fyldt godt op med interessante karakterer. Der er forstanderinden Cordelia og hendes mor - den altid helt eminent spillende Jessica Lange, samt den sindssygt uhyggelige butler Spalding, der bruger sin fritid på at afholde teselskaber for sine lige så uhyggelige dukker på loftet.En anden favoritkarakter i tredje sæson er Kathy Bates som Delfine - en udødelig racist, der bliver gravet op efter hundrede og tres år i jorden. Hun har noget svært ved at tilpasse sig nutidens New Orleans, og hun fælder en tåre, da hun ser, at en sort mand er blevet præsident. Det er over stregen, og det er SÅ sjovt.

Evan Peters har jeg haft et lille crush på siden første sæson, hvor han spillede den uhyggelige nabosøn Tate, der måske/måske ikke var et spøgelse, og sæson to, hvor han som karakteren Kit måske/måske ikke var sindssyg seriemorder. Jeg har googlet ham, og han er lige fyldt syvogtyve, så mit crush er tilladt. Jeg frygtede, at han var lidt yngre. I tredje sæson er det dog noget sværere at holde af Kyle, der tidligt går en frygtelig skæbne i møde, hvor han faktisk dør. Slutresultatet af den genoplivede Kyle, der er sat sammen af dele fra flere forskellige kroppe, er en meget hæmmet og voldsom ung mand, der føler så meget uden at kunne udtrykke det - og selvom man har bunkevis af sympati for ham, er han altså ikke lækker mere. Han spiller dog stadig virkelig godt, ligesom den Stevie Nicks-elskende sumpheks Misty Day.  Der har været delte meninger om sæson tre, men jeg synes helt klart, at det har været den bedste endnu. Se den!

Omend spændingsniveauet til tider har været næsten identisk med intensiteten i de to horrorserier, har det været noget mindre bloddryppende at se Matador. Det skulle tage mig otteogtyve år at få det set (kan næsten høre ramaskriget bag skærmen - jeg møder i hvert fald tit opfattelsen af, at det er helt vanvittigt at jeg arbejder med film og tv-serier uden at have set dette vigtige stykke af vores fælles kulturarv.) Det har dog været hele ventetiden værd, for jeg er øjeblikkeligt blevet fan af Korsbæk og byens beboere, og i modsætning til de fleste andre danske serier, virker Matador på ingen måde uddateret. Den er både meget mere velskrevet, godt instrueret og velspillet, end jeg overhovedet havde turdet håbe på. Jeg troede lidt at alle mennesker elskede den, fordi de har et nostalgisk forhold til at se serien sammen med deres familie igen og igen, men den virker altså også på en 28-årig førstegangsseer. Jeg har også lært at elske Helle Virkner og holde meget af Ghita Nørby, som jeg ellers altid har fundet ret irriterende. Matador overhaler ikke Riget som den bedste danske tv-serie i mit hoved, men den er strøget ind på en direkte andenplads (over mit uforklarlige crush på Rejseholdet), og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig har fået den set. Det har været et par særdeles gode måneder på tv-serie-fronten, og nu er der kun en måned til Game of Thrones starter igen. 

2 kommentarer:

  1. Det bedste ved Matador er de seje karaterer og de der underspillede relationer mellem dem på kryds og tværs. Jeg er også fan :)

    SvarSlet
  2. Ja, der er godt nok mange seje karakterer i Matador!

    SvarSlet