lørdag den 22. marts 2014

so this is what they do out here for fun

Der har været gang i chipsesmagningen det sidste stykke tid. Første pose på bordet var fra sødeste Simone, der havde taget en spændende Lays-variant med hjem til mig fra Vietnam. Jeg sætter virkelig stor pris på, at mine venner hjælper mig i dette vigtige, videnskabelige projekt. Desværre var smagen nok lige en tand for eksotisk for mig, for posen lyver ikke - de smager virkelig af tang, og det spiser jeg altså kun, hvis der ligger et stykke sushi ved siden af. Min kæreste var dog ret glad for dem, så de gik skam ikke til spilde. Af mig kan de dog ikke få mere end 3/10 pringlesrør.  
Lovepops har jeg efterhånden spist et par gange, for selvom de ikke er helt lige så gode som ostepops, er de en ganske rimelig erstatning, når man har brug for lidt afveksling. De har en god størrelse, men der kunne godt være lidt mere ostepulver på - helt 'max cheddar' er det altså ikke. Jeg vakler mellem seks og syv pringlesrør men hælder til det sidste, da jeg giver lidt ekstra point for den symbolske værdi i at få en pose fyldt med kærlighed. 
Denne omgangs værste chips er 'Det' Najs'-posen, der også har testens med afstand værste navn. Jeg er i forvejen ikke alt for vild med fennikel - og vel egentlig heller ikke timian, og så var posen en måned for gammel, men det har sikkert ikke påvirket smagen. Den var nok bare dårlig. Skam dig, Lotte! Jeg kunne have lavet en meget mere spændende chipsvariant. 1/10 pringlesrør, og det ene point går til udskæringen af kartoflen. 

En anden kandidat i chips-valget var Jørgens egne Wild West-chips, og selvom de klart vinder over Lotte og hendes klamme fennikel-chips, er jeg ikke fuldstændig overbevist om nødvendigheden af denne pose. Generelt er jeg fan, lige så snart der står 'sour cream' på posen - om den anden ingrediens så er løg, peber eller ranch-krydderi er ikke så vigtigt, men her bliver slutresultatet et underligt miskmask af sour cream & onion-chips og barbecue-chips, som er nogle af de eneste chips jeg ikke er så glad for. Jeg er ikke helt overbevist, men bestemt heller ikke afvisende. 6/10 pringlesrør. 

Rosinen i pølseenden i denne omgang er denne Lays-pose købt på Den Dominikanske Republik, der ikke havde et specielt spændende udvalg i chips. De havde ret mange banansnacks, især af den ikke-søde variant plantain, men det er kun majs- og kartoffelchips der klarer denne bedømmelses strenge adgangskrav. (Det har også lidt at gøre med, at jeg ikke fik taget billeder af alle de andre snacks vi spiste på ferien). Queso Blanco er en cremet og blød hvid ost, og den egner sig særdeles fremragende som chipsvariant. Chipsen er helt tyndtskåret og lækker, og så er der bare afsindigt meget af det her ostepulver på, der smager en lille smule yoghurt-agtigt. På den gode måde. Det er lidt pinligt at indrømme, men jeg spiste nok seks poser queso blanco-chips på fjorten dage... Jeg er kæmpefan, og slet ikke i tvivl om at uddele topkarakteren: 10/10 pringlesrør.  


4 kommentarer:

  1. Jeg har set den nederste ostehips herhjemme også! kan bare ikke lige huske hvor. Der er håb for din favorit igen finder vej til din mund!!

    SvarSlet
  2. Ej, er det rigtigt!? Du må endelig holde øje og sige til, hvis du finder dem! De var afsindigt lækre. :)

    SvarSlet
  3. Haha, hvor er du sød!
    Har du forresten smagt dem med eddike fra Lays/walkers
    Min søster var så sød at tage nogle med hjem til mig fra England.
    De har også haft dem her i dk i en kort periode. Der blev også hamstret lidt.

    SvarSlet
  4. Ja, jeg har smagt de der salt&vinegar-chips. Jeg skal lige være i humør til dem, og det er langt fra mine favoritchips, men de er virkelig gode sammen med en kold øl.

    SvarSlet