tirsdag den 29. april 2014

True Detective

Der har aldrig rigtig været nogen tvivl om hvorvidt jeg skulle se True Detective - jeg har glædet mig lige siden serien blev annonceret. For det første fordi HBO står bag - det er virkelig sjældent jeg er blevet skuffet over noget, der kommer fra dén front, og for det andet grundet formatet - en miniserie med otte afsnit af knap en times varighed er den perfekte platform til en rigtig langsom, dyster og smuk fortælling om de mørkeste sider af mennesket. For mig virkede det også særdeles tillokkende, at den ene hovedrolle skulle spilles af en af mine gamle favoritter, Woody Harrelson, mens jeg tænkte, at Matthew McConaughey måtte kunne et eller andet, siden de havde valgt ham som Woodys sidekick.

For lige at slå en ting fast: Jeg har altid HADET Matthew McConaughey. At se hans navn på rollelisten til en film, har været nok til at få mig til at fravælge den, og hans irriterende solbrændthed, lyse, bittesmå krøller og overlegne smil har altid givet mig ticks. Måske har han faktisk kun været overgået af Nicholas Cage på listen over mine hadeskuespillere, og jeg har ikke set en film med ham i årevis. Al min skepsis og alt mit had forsvandt som dug for solen inden for de første ti minutter af True Detective. Han spiller eminent godt som den dystre betjent Rust Cohle, der med sit nihilistiske livssyn og trang til at filosofere driver den noget mere umiddelbare makker Martin Hart (Harrelson) til vanvid. Jeg vil faktisk gå så langt at sige, at McConaughey er en lille smule lækker i serien, og det er altså helt vanvittigt. Jeg ved ikke hvordan jeg skal forholde mig til at få mit verdenssyn vendt sådan på hovedet. 

Efterforskningen af nogle rituelle mord er drivkraften i serien, der dog mest bare er fortællingen om disse to meget forskellige mænd. Den ene halvdel af historien foregår i 1995, mens den anden halvdel fortsætter i 2012, da en række nye mord kunne tyde på, at man ikke fik fat i den rigtige morder i første omgang. De sytten år har også taget hårdt på vores to helte, især virker Rust Cohle til at være en slidt og alkoholiseret (omend stadig ekstremt veltalende) skygge af sig selv. De tidligere partnere snakker ikke længere sammen (efter et forståeligt, men fucked-up powerplay fra Hart's kone nogle år tidligere), men det kan måske blive nødvendigt, hvis de slemme drenge skal fanges. 

True Detective er en meget atypisk politiserie, hvilket helt sikkert er en af grundene til, at jeg holder så meget af den. Pacingen er uendeligt langsom, omgivelserne barske og smukke, karaktererne har både historie og dybde, og de forskellige locations er umådeligt interessante. Mit største problem var de manglende undertekster; for serien foregår trods alt i Louisiana, og producerne har ikke ligefrem gjort en indsats for at tydeliggøre lokalbefolkningens dialekt, ligesom McConaugheys drævende ytringer til tider er decideret umulige at forstå. En stor anbefaling herfra - men se den lige på HBO, så du kan få underteksterne med... 

5 kommentarer:

  1. Vi sidder også og ser den herhjemme. Kan faktisk ikke huske om vi har set den færdig... Hjernen virker stadig ikke helt optimalt haha.
    Men det er en ret god serie, den er meget anderledes en andre krimiserier synes jeg, men på den gode måde.

    SvarSlet
  2. En virkelig solid overraskelse på seriefronten. Jeg er også begyndt at stole næsten blindt på kvaliteten fra HBO (fordømt, at de droppede at fortsætte med Neil Gaiman's "American Gods" - den ville jeg SÅ gerne se, hvad HBO kunne gøre ved).
    Jeg er også helt på linie med dig i forhold til McConaughey. Du godeste, hvor har jeg altid syntes, han var flødet, fjollet og trættende. Men i "True Detective" leverer han på ALLE kanter. Han spiller eminent. Og så hjalp det nok også, at jeg lige havde set ham i "Dallas Buyers Club", hvor han også spiller fantastisk. Og ja, jeg tog mig søreme også i at finde ham ganske, ganske tiltrækkende. En nærmest rystende oplevelse. :)

    Fedt serieformat, lækkert soundtrack, smukt filmet, interessante karakterer, og jeg elskede, at forholdet mellem de to hele tiden var i forgrunden. Jeg glæder mig til sæson to, og selvom jeg allerede savner de to karakterer, håber jeg de holder sig til planen og vender tilbage med en ny historie.

    Nåh ja, og så kan jeg anbefale Thomas Ligottis bøger - fx "Teatro Grottesco", hvis du er til Cohles enetaler og filosoferen. Til hans livssyn er der vist kigget lidt dybt i Ligotti-brønden.

    SvarSlet
  3. Åh, Sine. Den pokkers hukommelse. Om ikke andet, kan True Detective vist godt tåle et gensyn på et tidspunkt. :)

    headway/Lisbeth(?) - super fedt at høre fra dig igen, og så med en skøn, lang og konstruktiv kommentar. Jeg var også helt klar på American Gods, men vi må vist væbne os med tålmodighed.
    Og hvor er det fedt, at jeg ikke er den eneste, der havde det sådan med McConaughey! Det er altså noget grænseoverskridende at skulle forholde sig til hans åbenbart store talent og tiltalenhed. Jeg tror hellere jeg må vente lidt med Dallas Buyers Club, ellers er jeg bange for min hjerne imploderer.

    Jeg tror bestemt de holder sig til planen med en helt ny historie i sæson to. Jeg kunne ellers også godt klare en sæson mere med Rust og Cohle, men glæder mig samtidig til at se om anden sæson er markant anderledes i forhold til netop de parametre vi har været glade for - pacingen, soundtracket, dialog osv. Håber det ikke!

    Og tak for anbefalingen.

    SvarSlet
  4. Jeg er bagud i min bloglæsning. Men sjovt, vi har LIGE set den færdig, og så når jeg til dit indlæg her. Pisse fed serie, og jeg har det nøjagtigt som dig mht McConaughey! Har altid hadet ham, men hold op han var god her!

    SvarSlet
  5. Haha, Natazcha, det kan man da kalde god timing! Det lyder til vi var ret enige med den gode Matthew. Tog mig selv i at forsvare ham i en diskussion i går. Det er helt skørt.

    SvarSlet