torsdag den 4. september 2014

you're not the kind I keep in my heart

De seneste måneder har jeg forsøgt mig med hele tre forskellige sci-fi-serier, for efter at være blevet enormt positivt overrasket over Battlestar Galactica, er det et område jeg pludselig har fået lyst til at udforske. Først på skærmen var mini-serien Taken fra 2002, dernæst den kortlivede Invasion fra 2005, og til sidst den stadigt kørende Falling Skies, som jeg havde glædet mig mest til. Lad mig sige det med det samme - det har desværre ikke været en speciel positiv oplevelse.

Taken bliver præsenteret som en mini-serie, men med den grundige dækning af tre familier i fire generationer, spændt ud på hele tyve timers ligegyldigheder, er det begreb vist en anelse misvisende. Idéen er ellers god nok; i de første fem afsnit følger vi Owen Crawford (spillet af Joel Gretsch, der også leger med aliens i den noget bedre 4400), en officer i hæren der står bag undersøgelsen af UFO-styrtet i Roswell, og i de sidste afsnit følger vi den lille pige Allie, der er oldebarn af den eneste alien-overlever af styrtet. Men pacingen er helt vanvittig - den første del strækker sig over flere årtier, mens den sidste del foregår over bare et par dage, og det er altså en særdeles uelegant overgang i tempo.

Og så er der karaktergalleriet... Sjældent har jeg set så klichéfyldte karakterer levere så banale livsanskuelser og opføre sig stik imod enhver logik, og især pigen Allie (spillet af en meget ung Dakota Fanning), der også fungerer som en slags alvidende fortæller hele serien igennem, er helt ufatteligt irriterende. De helt klassiske grå aliens (som også kan tage skikkelse af mennesker) bliver præsenteret tidligt i serien og efterlader ingen mystik, og der er meget mere sci-fi drama over serien end bare sci-fi, desværre. 'Steven Spielberg presents'  står der på boksen - men det skulle han ikke have gjort. Taken undervurderer seernes intelligens, og det er noget af det værste, en serie af denne type kan gøre. 
Dernæst kastede jeg mig over 'Invasion' fra 2005, der kun fik lov til at køre en enkelt sæson - men en lang en af slagsen med toogtyve afsnit på en time hver. Jeg må være ærlig og sige, at serien fangede min opmærksomhed, fordi jeg læste at Evan Peters fra American Horror Story spillede en stor rolle, og ham er jeg altså blevet ualmindeligt glad for. Han var da også en sød bette knægt i serien, men denne gang helt sikkert for ung til at crushe på. Serien er middelmådig; ind imellem ganske spændende og med gode idéer, men jeg forstår godt, at den ikke blev forlænget.

Invasions omdrejningspunkt er en lille by i Florida, der er blevet ramt af en voldsom orkan og som ud over ødelæggelserne nu også må se flere af indbyggerne opføre sig ganske besynderligt. De er underligt følelseskolde og spacer helt ud, når de kigger på rindende vand, og vores hovedperson, parkrangeren Russell, må snart erkende at noget er helt galt. Hans ekskone - og byens betjent, som hun nu er gift med - opfører sig begge mystisk, og snart har han slet ikke lyst til at lade de fælles børn opholde sig hos dem. Deres kroppe er selvfølgelig blevet overtaget af en særlig klam udgave af aliens, men historien kunne i princippet lige så godt handle om sygdom eller religion, for fokuspunktet er på relationen mellem byens beboere; hvordan de mistænkeliggør hinanden, trækker sig væk og skaber splid i det lille samfund. Jeg sidder endnu engang med følelsen af hovedsageligt at have set en dramaserie, der tilfældigvis også indeholdt et lille sci-fi element, og det er i længden ikke interessant for mig. 
Det sidste skud på stammen er den ganske hypede 'Falling Skies', der begyndte i 2011 og utroligt nok kører på fjerde sæson i skrivende stund. Jeg kan lige så godt sige det med det samme - det var så dårligt, at jeg ret hurtigt var nødt til at give op, og det tror jeg aldrig før jeg har oplevet. Der er næsten altid et eller andet forsonende element ved en serie, men det var bare ikke tilfældet her. Gudskelov er jeg ikke længere så OCD-ramt, at jeg føler det tvingende nødvendigt at se samtlige fire frygteligt lange sæsoner nu jeg er gået i gang, for det ville have været helt ulideligt. Sammen med min kæreste så jeg de to første afsnit, og efter han havde givet op, prøvede jeg selv at give de to næste en chance, men det blev ikke bedre.

Udgangspunktet er ellers meget lovende for en som mig, der elsker alt indeholdende bare en lille gnist af noget postapokalyptisk. Jorden er blevet overtaget af en særdeles grum alien-art, der samtidig også har udslettet det meste af befolkningen og bombet både by og land til ukendelighed. Alt dette præsenteres for os i introen ved hjælp af børnetegninger(!), hvilket er så elendig en løsning, at jeg næsten gav op allerede dér. Jeg har forståelse for, at der ikke lige er budget til at vise jordens ødelæggelse, men nogle lidt for perfekte tegninger parret med en irriterende barnestemme er altså ikke vejen at gå. 

Herefter går tiden med at se Noah Wyle (som min indre teenager husker allerbedst som Dr. John Carter i Skadestuen) prøve at redde verden - eller i hvert fald de godt sekshundrede overlevende han befinder sig sammen med. Han får hjælp og bliver forhindret og får hjælp igen af tv-historiens mest karikerede og ligegyldige karakterer, der er leveringsdygtige i tåkrummende replikker og dybt utroværdigt skuespil - især de kvindelige karakterer er helt åndssvage. Ønsket om at se hele flokken udslettet meldte sig ret hurtigt hos mig, men et af de afsindigt mange plothuller betyder, at selvom de her aliens er vanvittigt intelligente og teknologisk overlegne, kan de åbenbart ikke opspore en gruppe på SEKSHUNDREDE mennesker, der har lavet en lejr midt i det hele. I stedet venter de tålmodigt ved supermarkeder, lægeklinikker og andre steder, hvor folk kunne tænkes at proviantere, så strategien er åbenbart at udrydde hele menneskeheden én mand af gangen. Det startede skidt og blev hurtigt værre, og så gad jeg altså ikke Falling Skies mere. 

Jeg har dog ikke givet op på gode sci-fi-serier endnu - jeg har stadig den franske Les Revenants til gode, og den har jeg hørt rigtig meget godt om. Den lidt ældre Firefly står også på hylden og venter, og jeg er sikker på, at også den er mere underholdende end disse tre ligegyldigheder. Jeg tager gerne imod anbefalinger i kommentarfeltet!

6 kommentarer:

  1. Jeg er utæmmelig sci-fi elsker, og har ikke engang set de tre serier. Jo, ét afsnit af 'Falling Skies', men var ikke overbevist. End ikke Dr. Carter kan redde den.

    Sci-fi serier er vanskelige størrelser at anbefale. Jeg siger ikke at man nødvendigvis skal have en forkærlighed for genrelitteratur for at sætte pris på dem. Mange mainstream tv-serier indarbejder jo også sci-fi elementer med stor succes (f.eks. Lost), men de rene 'udforsk universitet i et rumskib' serier, skal man nok have en svaghed for på forhånd.

    Men gode (eller ihvertfald underholdende) sci-fi/overnaturlige serier er:

    * Fringe
    * Revolution
    * Continuum
    * Warehouse 13
    * Firefly

    'Haven' er nok lidt en vandedeler, men jeg kan godt lide den. Og hvis du er mere ovre i sjov-og-ballade genren, så er 'Supernatural' den tv-serie jeg holder ubetinget mest af.

    SvarSlet
  2. Ja, det er nok ikke det allermest hardcore sci-fi jeg er ude efter, men det kan altså også komme til at fylde for lidt, synes jeg. Jeg ELSKER Lost og Fringe, der netop er gode til det overnaturlige, uden det nødvendigvis betyder en optræden fra de klassiske aliens. Haven kan jeg også godt lide. Den faldt jeg over pga. dens minimale forbindelse med Stephen King.

    Revolution har jeg egentlig liggende, men så blev den cancelled (gjorde den ikke?), og så prioriterede jeg hurtigt noget andet. Continuum har jeg selv haft et godt øje til, så den tror jeg hellere jeg må undersøge nærmere.

    Supernatural? Virkelig? Ej, jeg har altid troet den var sygt dårlig. Har ikke engang gidet at prøve, men lidt sjov-og-ballade har jo aldrig skadet nogen, så den må jeg lige have i baghovedet. Har fået den anbefalet før, men fra mindre troværdige kilder...

    SvarSlet
  3. Der er jo også Under the Dome, men den må du nærmest have set?

    Nu har jeg lige tjekket wiki, og du har desværre ret: Revolution fik kun to sæsoner. Har kun set den første, som jeg synes er ganske fornøjelig.

    Supernatural er ikke finkultur, men den er sublimt underholdende, sjov og helt skamløs i sin brug af det overnaturlige. Det er som de bedste dele af Buffy, så hvis du har blot en flig af kærlighed til den serie, så er der intet at betænke sig på.

    SvarSlet
  4. Jeps, Under The Dome er jeg også med på, selvom jeg nu ikke er begejstret. Jeg har faktisk aldrig set Buffy - andet end et afsnit her og der til SerieSøndag på TV2 - og jeg tror egentlig, at jeg fandt det lidt for fjollet. Har dog flere gange snakket med en ven om at holde Buffy-marathon, fordi jeg er sikker på, at jeg vil være mindre hård ved den nu. Da jeg var teen var jeg generelt ikke så glad for fjollede ting. Jeg tror jeg giver Supernatural en chance en dag!

    SvarSlet
  5. Buffy har faktisk, trods en del fjol, nogle ret seje elementer og temaer underveje i de 6 (gisp) sæsoner.

    SvarSlet
  6. Ja, Lærke, det siger du jo! Det kunne være vi skulle gøre alvor af al den snak om Buffy-marathon. Og velkommen tilbage til den digitale verden!

    SvarSlet