fredag den 3. oktober 2014

heaven ain't close in a place like this

Rectify er historien om den nogle-og-tredive-årige Daniel Holden, der har siddet på death row i nitten år for at have voldtaget og myrdet sin dengang sekstenårige kæreste. Nye DNA-beviser peger på andre aktører i forbrydelsen, og sagen mod Daniel er ikke længere stærk nok til at holde ham fængslet, så da vi møder ham, er han lige blevet løsladt og skal vende tilbage til livet hos sin familie i det lille samfund i Georgia, der stadig er splittet i spørgsmålet om Daniels skyld. Skyldsspørgsmålet fylder naturligvis også meget hos seeren, men man tager sig selv i at glemme det i perioder i takt med at relationerne mellem karaktererne udvikles, og på en eller anden måde er det slet ikke så vigtigt.

Rectify er en full-blown dramaserie uden zombier, stofmisbrug, aliens, (ret meget) politi eller andre forstyrrende elementer, så skuespillet kommer automatisk mere i fokus, hvilket serien heldigvis sagtens kan bære. Der er fremragende skuespilpræstationer over hele linien, der får lov at udfolde sig endnu mere, fordi pacingen er så afsindigt langsom. Det er uden tvivl den mest stenede serie, jeg nogensinde har set, men det er i dette tilfælde absolut positivt ment. At se Daniel (spillet mesterligt af den for mig ukendte Aden Young) reagere på og forundres af verden omkring ham er noget af det mest tilfredsstillende tv meget længe, og en af de klare fordele ved et ikke plot-drevet manuskript. Serien handler mere om små øjeblikke og samtaler, end om vejen mod et klart defineret mål. Der er især en helt fantastisk scene i et kæmpestort supermarked, hvor Daniel falder helt i staver foran en fjernsynsvæg, der alle viser et actionfyldt naturprogram. Jeg er virkelig kommet til at holde af Daniel, der med sit altid rolige, ærlige og velformulerede - omend lidt distancerede - væsen er en karakter, der alt for sjældent er hovedpersonen på skærmen.

Daniel er ikke den eneste sympatiske rolle i Rectify; jeg blev også hurtigt glad for hans stedbroders unge kone Tawny, der er religiøs på en så umiddelbar og åben måde, at det slet ikke virkede irriterende eller forceret. Da han vender hjem, er hun den første til at have en rigtig samtale med ham, og de udvikler hurtigt et stærkt bånd, der fører mange rørende samtaler med sig. Ligesom i Daniels tilfælde kendte jeg ikke skuespilleren i forvejen, hvilket nok forstærker fornemmelsen af autencitet, og jeg sidder ofte med følelsen af at have overværet en meget privat samtale - hvilket også skyldes det lettere vilkårlige element i disse samtaler; i Rectify får vi ikke kun serveret de mest spændende og plotdrevne dialoger, men også ganske almindelig, dagligdags snak.

De mange flashbacks til tiden i fængslet er også enormt stærke. Især samtalerne med knægten i nabocellen, den afroamerikanske Kerwin, er voldsomt rørende. Jeg læste i en anmeldelse, at en af seriens forcer er dens evne til at vise den fine uromantiske kærlighed - en dyb og ægte hengivenhed til en ven eller et familiemedlem kan være lige så stærk som den romantiske udgave, der ikke spiller helt så stor en rolle i Rectify. Kerwin ved, hvornår han skal dø, hvilket er ret ubehageligt at tænke på - både for ham selv, Daniel og for os. Det ubehagelige, triste og voldsomme spiller i det hele taget en stor rolle i serien, må jeg hellere understrege; det er altså ikke kun sjov og ballade at lade en morddømt gå rundt i et lille samfund, hvor alle kender alle, hvor stedbroderen er sygeligt jaloux, hvor politichefen er venner med en af de dengang med-mistænkte, og hvor de efterladte igen bliver konfronteret med det tab, de har brugt så mange år på at bearbejde. 

Rectify får mine varmeste anbefalinger, og jeg glæder mig virkelig meget til tredje sæson. Især efter sæsonafslutningen, der både fik mig til at tude lidt mens den også var en cliffhanger af dimensioner. 

4 kommentarer:

  1. jeg er nu ved at hente hele første sæson.

    SvarSlet
  2. Uh, spændende! Glæder mig til at snakke med dig om det.

    SvarSlet
  3. Jeg er godt inde i første sæson. Jeg er meget betaget allerede.

    Min favoritscene indtil nu er helt sikkert den charmerende sammenligning mellem dengang og nu, hvor Daniel først undersøger sin halvbrors teenageliv, hvorefter han genfinder sit eget på loftet.

    Måske er det fordi, jeg stammer fra samme generation som han, men da han graver sine kassettebånd frem, sætter et i sin walkman og falder fuldstændig hen til Cracker, Stone Temple Pilots og Mazzy Star....det øjeblik, hvor han lukker øjnene til musikken og trækker vejret frit for første gang siden sin hjemkomst. Uhh, en vellykket, fantastisk scene.

    SvarSlet
  4. Sikke en dejlig kommentar, Lisbeth. Du beskriver præcis, hvorfor jeg er så glad for serien; den giver så god tid til de enkelte scener, så Daniel når at krybe ind under huden på én. Han er jo så sød i sin genopdagelse af verden. Jeg er ikke helt Daniels generation og har ikke et nostalgisk forhold til musikken, men scenen virkede alligevel lige efter hensigten.

    SvarSlet