mandag den 3. november 2014

we partly messed it up

Denne sommer har budt på de allersidste sæsoner i tre af de serier, jeg godt kan lide og har skrevet om før; nemlig Wilfred, Californication og True Blood. For at starte med det bedste, var Wilfreds fjerde og sidste sæson en solid afslutning på historien om den depressive Ryan, der hænger ud med naboens hund Wilfred, som han ser som en potrygende, øldrikkende og vulgær australsk mand i en hundedragt. Sæsonen samlede alle tråde og opklarede de enormt mange ubesvarede spørgsmål, men først måtte vi igennem en række meget forvirrende afsnit, der ærligt talt var lidt trættende. Der var ikke nogen grund til flere sidehistorier, der bare trak tiden ud inden forløsningen kom, selvom jeg godt kunne lide idéen om en kult, der tilbad en hundegud hvis navn lød som Matt Damon.  De to finaleafsnit var dog det hele værd; faktisk var det noget af det mest rørende tv, jeg længe har set. SPOILERS. Okay, så den allermest åbenlyse forklaring på Wilfred er også den rigtige - han er faktisk bare en almindelig hund, og Ryan er ikke helt rask. Det var brutalt og rørende at se flashbacks, hvor situationer fra serien bliver vist i deres sande form - med en nuttet hund siddende på sofaen, mens en manisk Ryan puster røg i hovedet på den, og tror han snakker med en mand. Wilfreds endeligt var vanvittigt sørgeligt, Jenna er en bitch (men det ville have været forkert, hvis Ryan og hende var endt sammen), men slutningen er alligevel positiv, synes jeg. Ryan accepterer sin sindssyge og lukker en imaginær Wilfred tilbage i sit liv, men denne gang ved han godt, at Wilfred er en forsvarsmekaniske skabt af hans eget sind. Stærke sager. 
Californication var jeg meget begejstret for efter de første fire sæsoner, men de sidste tre har kørt lidt i tomgang og er faldet gevaldigt i niveau. Med syv sæsoner har serien haft en del mere skærmtid end Wilfred, men det har desværre også fået mig til at synes lidt mindre om Californication som helhed, selvom det bestemt stadig er god underholdning med mange lyspunkter. Især var jeg glad for Marilyn Mansons fantastiske gæsteoptræden i sæson seks, og Californications karakterer er jo altid ret sjove, men en serie af den slags burde kende sin besøgstid. I syvende sæson er Hank Moody stadig fucked og prøver stadig at overbevise Karen om sin kærlighed til hende, imens han knalder alt med en puls. Intet nyt under solen her. I mellemtiden har han fået job som manuskriptforfatter på den elendige tv-serie 'Santa Monica Cop', men har ret svært ved at acceptere, at arbejdspladsens regler og ordentlig omgangstone også gælder for ham.

Jeg binge-watchede hele syvende sæson sammen med Lærke, og vi blev enige om, at selvom det stadig var sjovt, var det også lidt forceret og allerede lettere outdated. Det er ikke længere nyt eller sjovt at folk instagrammer deres mad, og det er åndssvagt at Michael Imperiolis karakter bliver så overrasket og sur over det. Ellers et godt gensyn med en favoritskuespiller fra Sopranos. SPOILERS. Hank har altså en vildt irriterende, usjov Jonah Hill-lignende søn med Heather Graham. Ikke specielt overraskende, og deres forhold forløber ret forudsigeligt, men det er stadig en kærkommen afvigelse fra de samme gamle storylines, der ellers præger sæsonen. Slutningen er sådan lidt blah. David Duchovny har sagt, at han altid havde forestillet sig Hank Moody dø, når serien sluttede, og det ville faktisk have været en slutning, der var noget lettere at forholde sig til.
True Blood har jeg altid haft et lidt ambivalent forhold til, for jeg ville så gerne elske det, men blev aldrig helt grebet. Manden bag de første sæsoner er geniet Alan Ball, der også har skabt både American Beauty og verdens bedste tv-serie Six Feet Under, så jeg havde nok også urealistisk høje forventninger til denne vampyrserie, der skulle være alt det, som Twilight ikke var.  Det gik da også rimeligt i starten, men niveauet begyndte desværre ret hurtigt at styrtdykke med underlige, unødvendige subplots og nye, ligegyldige karakterer; men denne syvende og sidste sæson har heldigvis trukket helhedsindtrykket gevaldigt op igen med et fængende plot, der var spændende lige til det sidste. Modigt at slå en hovedperson ihjel i første afsnit! Ellers er det stadig de smukke billeder og de velskrevne karakterer, der er seriens force, og her var hele slænget endelig samlet igen. De irriterende karakterer var stadig irriterende, men mine favoritter var til gengæld både sjove (Jason, Pam & Lafayette) og lækre (Jessica & Eric), så det var det hele værd. Denne sæson har også lært mig at holde af Sookie,  og jeg synes at slutningen var præcis som den skulle være. Det er fedt, når serier lige leverer en sidste god sæson, for det gør det meget nemmere at huske alt det gode.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar