lørdag den 13. december 2014

Sons of Anarchy

Det er efterhånden blevet en tradition for min kæreste og jeg at tage hul på en ny tv-serie når juletravlheden melder sig, for vores arbejdsdage er lange, og om aftenen er der ikke energi til meget andet end udfladning på sofaen, hygge med Jimmy og en serie på skærmen. I år har vi været godt forsynet med de allerede kørende The Walking Dead, American Horror Story, South Park og American Dad, og for to år siden så vi den fremragende sci-fi-serie 'Battlestar Galactica.' Sidste års serie var 'Sons of Anarchy'. og vi snuppede seks sæsoner på to måneder. Dette efterår har budt på syvende og sidste sæson, og i tirsdags løb den 77-minutter lange sæson-og seriefinale over skærmen.

'Sons of Anarchy' har aldrig lovet at være andet og mere end god underholdning, og det er lige præcis det, min trætte hjerne har brug for efter en lang dag. Velspillede og rørende dramaserier som mine favoritter 'Six Feet Under' og 'Friday Night Lights' kan næsten være for meget, når man er helt udmattet og letpåvirkelig, og de sørgelige scener går lige i hjertet. Derfor har en serie om en motorcykelbande i Californien været helt perfekt timet, og jeg har virkelig været godt underholdt, men med lidt andre forudsætninger end normalt. Jeg har forventet lidt mindre af SOA, jeg har tilgivet plothuller, jeg ikke ville acceptere i andre serier, jeg har rystet på hovedet af sæson fem og seks, der var helt unødvendige - men så kom syvende sæson med gode skuespilpræstationer og en historie, der faktisk var enormt spændende. Efter så mange timer i selskab med disse ofte usympatiske mænd, gik det op for mig, at jeg alligevel er begyndt at holde af et par stykker af dem.
Juice, spillet af Theo Rossi
Hovedpersonen er den unge Jackson 'Jax' Teller, spillet af Charlie Hunnam, og som vicepræsident i en motorcykelbande gør man bare nogle ting, jeg ikke synes er så fede. Flere af medlemmerne i klubben har ved seriens afslutning vel et sted mellem tredive og halvtreds menneskeliv på samvittigheden hver (i øvrigt er der et helt vanvittigt bodycount i serien set over alle syv sæsoner, og det er helt ufatteligt urealistisk, at politiet ikke er mere involverede end de er), men man lærer hurtigt, at the bad guys ikke er andet end netop det, og de mange unaturlige dødsfald er til sidst ikke så chokerende. Hvor tåbeligt det end lyder, er medlemmerne af SOA for det meste fremstillet som nogle interessante, sjove og sympatiske mennesker, og på trods af de ret psykopatiske tendenser, blev jeg faktisk rigtig glad for både ireren Chibs og sødeste, sødeste Juice, der har gået så grueligt meget igennem.

Det har de faktisk alle sammen. Gået grueligt meget igennem, altså. Syv sæsoner er to-tre for mange, og de evindelige bandekrige om stoffer og guns og damer blev hurtigt trættende. Til sidst var det næsten umuligt at holde styr på, hvem der var i ledtog med hvem og hvorfor, og det virkede også ret ligegyldigt. Der skal selvfølgelig være nogle beefs og nogle blærede biljagter og slåskampe, men alt med måde. Langt mere interessant var det at se medlemmerne begå sig i det lille lokalsamfund og forsøge at balancere familielivet med deres noget usædvanlige livsstil. Præsidenten i klubben er Jax' stedfar Clay, spillet af en uhyggelig Ron Perlman, og moderen Gemma er spillet af Katey Sagal (hende fra 'Married With Children). Hun er tilfældigvis også gift med skaberen af serien, Kurt Sutter, og derfor får hun alt, alt for meget skærmtid i forhold til hvad hendes rolle kan bære. Hun er simpelthen så sindssygt irriterende, men deres familierelation er alligevel et af seriens bærende elementer.
Syvende sæson var en god blanding af indviklede bandeforhold, enormt rørende storylines og - ikke mindst - en fantastisk gæsteoptræden af Marilyn Manson, der (selvfølgelig) spiller en virkelig badass nazist-agtig type, som Jax og Juice stifter bekendtskab med i fængslet. Der skulle bindes sløjfe på hele syv sæsoners drama, intriger og løse ender, og det synes jeg altså, at seriens skabere klarede meget godt. De sidste tre afsnit var meget intense, voldsomme og sørgelige (så meget for bare at være en underholdende actionserie), og jeg er glad for, at jeg var med til det sidste, for det var en værdig og god afslutning. Sons of Anarchy holdt hvad den lovede og kom i mål, selvom den tog et par unødvendige detours undervejs. 

Det er allerede blevet meget langt, og jeg har egentlig ikke indtryk af, at SOA er en specielt populær serie, men her til sidst vil jeg alligevel lige snakke frit om et par ting, så det følgende indeholder spoilers. For det første: Juice. Stakkels Juice, der blev voldtaget og slået ihjel af Marilyn Manson, der var uhyggeligt skræmmende. I det mindste var det sidste nogenlunde barmhjertigt udført - hvis man på nogen måde kan bruge dét udtryk om et mord - men jeg er så ked af, at Juice ikke fik mulighed for at få et godt liv et sted laaaangt væk fra Sons. For det andet: Gemma. What the fuuuuck, en usympatisk kælling. Der er bare ingen undskyldning for at drukne Tara og stikke hende i hovedet med en stegegaffel. For det tredje: Jax. Jeg finder det lidt dobbeltmoralsk, at det er okay for Jax at begå selvmord, men ikke for Juice. Slutningen var ellers ganske fin, omend på kanten af det platte med billedet af de frie krager, der flyver væk og den lidt for åbenlyse henvisning til Jesus med både udstrakte arme og det efterladte brød og vin på asfalten. Jeg startede med at holde af meget af Jax, men endte med at finde ham både utilregnelig og usympatisk, hvilket er en modig vej at gå for seriens skabere. På den anden side måtte det jo ske - ligesom Walter White, Dexter Morgan og Tony Soprano måtte Jax Teller sande, at man ikke både kan have et normalt familieliv imens man er ultrakriminel.  

2 kommentarer:

  1. Det skal jeg også se engang, skal jeg ikke?

    SvarSlet
  2. Jo, måske. Der er mange andre serier, jeg synes er bedre; 'SOA' er måske lidt 'let' underholdning, men det er jo også lige det man har brug for nogle gange. Der er i hvert fald et par lækre mænd. :)

    SvarSlet