mandag den 5. januar 2015

messy hearts made of thunder

Min veninde Rannvá anbefalede mig den britiske ungdomsserie 'Skins' for hundrede år siden, men de uoverskueligt mange sæsoner (syv) gjorde, at den altid endte bagerst i rækken, når jeg skulle starte på en ny tv-serie. Men så manglede jeg noget at se, da min kæreste var på tour i næsten hele november, og her var Skins et oplagt valg. Det viste sig jo også, at sæsonerne kun indeholdt otte-ni afsnit hver, og jeg har arbejdet mig gennem serien hurtigere end jeg havde troet muligt. Det var godt nok svært ikke at snuppe en hel sæson i et hug, når man først var kommet i gang, for det bliver ret hurtigt vanedannende at føle sig ung med de unge. Skins skifter hele castet ud efter hveranden sæson, og hele serien byder altså på tre grupper af teenagere, hvoraf jeg som den eneste i hele verden holder klart mest af tredje og sidste generation.
Seriens skiftende perspektiv og nye hovedpersoner i hvert afsnit er et frisk pust inden for genren af ungdomsserier, der ellers har tendens til at køre en smule fast i gruppeformatet - eller lade hovedpersonerne blive udsat for urealistisk mange livsændrende begivenheder på alt for kort tid. I Skins bliver der heller ikke sparet på klichéerne og ungdomsproblemerne (der bliver godt nok taget usandsynligt mange stoffer), men det hjælper altså lidt, når skuespillerne rent faktisk selv er helt almindeligt udseende teenagere, der siger almindelige ting. Flere af seriens forfattere er også selv ganske unge, så selvom det hele  er (til tider meget) overdrevet, er der alligevel en helt anden grad af realisme over serien end hvad man normalt ser inden for genren.

Første og anden sæson er blevet rost til skyerne som en af de mest innovative og realistiske tv-serier fra England, blandt andet pga. ovennævnte, men jeg skulle som sagt lidt længere ind i serien, før den for alvor fangede mig. Første generation byder ellers på et par kendte ansigter fra Game of Thrones: Hannah Murray er meget overbevisende i rollen som den usikre og drømmende Cassie, mens mit crush på Joe Dempsie dalede en smule efter jeg så ham portrættere en fjollet Chris i Skins. Hans karakter voksede dog gevaldigt på mig, må jeg hellere lige huske at sige. De to roller er faktisk også mine favoritter i de første sæsoner, der ellers mest byder på irriterende karakterer. 
Anden generation bød overordnet set på et meget mere interessant persongalleri og noget mere voldsomme problemstillinger. Den bitchy Effy var gruppens leder og min favorit, men det var også svært ikke at holde af prototypen på en rebelsk brite - den højtråbende James Cook. Desværre fandt vi også her seriens mest overflødige og utroværdige karakterer i den ubegribeligt irriterende Pandora og den mildt autistiske JJ Jones. Det virkede nogle gange lidt for konstrueret, at så forskellige unge mennesker havde en interesse i at hænge ud sammen - noget, der ellers fungerede i de andre generationer. 

Det er helt klart denne anden generation der byder på den mest interessante og troværdige dynamik i pigegruppen. Bortset fra Pandora genkender jeg alle typerne så godt, og man vil så gerne både hjælpe dem og råbe lidt af dem, når de igen fucker op. Effy (og Naomi) vendte tilbage i de to første afsnit af seriens korte, syvende sæson, ligesom Cook rundede serien helt af med de to sidste afsnit. De to mellemste bød på et velkomment og rørende gensyn med Cassie fra første sæson.
Men tredje generation er uden sammenligning den bedste af dem alle. Jeg havde ikke klaget, hvis alle syv sæsoner havde været med dette cast, for de er bare så søde, sjove, rørende, teenageagtige og ægte. Sæson fem starter forrygende ud med introduktionen af den androgyne Franky (pigen fra 'Det Gyldne Kompas' er blevet teenager) - en karakter, der længe rørte mig dybt og var en af mine yndlinge, men som udviklede sig til en regulær kælling i slutningen af første sæson. Min absolutte nummer et forblev heldigvis helt fantastisk sæson fem og seks igennem, og hvis jeg havde været sytten, ville jeg være totalt forelsket i metalhovedet Rich, der er den sødeste, mest følsomme unge fyr i nyere tv-historie. Den rødhårede bonderøv Aloysius 'Alo' er lidt sværere at holde af i starten, men afsnittet med ham i hovedrollen var helt eminent. 

Soundtracket er et andet klart plus ved serien, og i de sidste sæsoner går det fra godt til fantastisk, da Akron/Family's 'Love Is Simple' bliver brugt i en scene. Zola Jesus har fået spilletid flere gange, og af andre gode kunstnere på soundtracket kan jeg nævne Florence & The Machine, Grouper, Low, Gang Gang Dance, Yeah Yeah Yeahs, Battles, Ryan Adams, Camera Obscura og Sigur Ros - en imponerende samling, der kun lige akkurat overgås af lydsiden til Friday Night Lights som det bedste tv-serie-soundtrack nogensinde.

Jeg vil anbefale 'Skins' til alle, men det hjælper nok lidt på det, hvis man stadig kan huske hvordan det er at have ondt i hjertet på teenage-måden. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar