tirsdag den 3. februar 2015

but it all fades into morning when you open your eyes

De sidste par måneder har vi fået set et par korte serier herhjemme mens vi ventede på nye afsnit af The Walking Dead, American Horror Story, South Park og American Dad, og vi startede med Awake, der kun fik lov at køre en enkelt sæson på NBC i 2012.  I hovedrollen som politibetjenten Michael Britten ser vi Jason Isaacs, som Harry Potter-elskere straks vil genkende som selveste Lucius Malfoy, der i øvrigt er en af mine yndlingskarakterer fra Rowlings univers. Awake har et ret interessant udgangspunkt - Michael Britten oplever to forskellige virkeligheder efter et voldsomt biluheld; i den ene har han mistet sin søn i ulykken, i den anden sin kone, og hver gang han falder i søvn i den ene virkelighed, vågner han morgenen efter i den anden. 

Det er en superfed idé, og jeg synes faktisk, at udførelsen også er ret god. Der er sat et (næsten umærkeligt) filter foran kameraet, så den ene verden er i blåtoner, mens den anden er mere varm i farverne, hvilket mindsker forvirringen en hel del for seerne. Jeg har kun enkelte gange været i tvivl om, hvilken virkelighed vi befandt os i - og det var fordi, Michael selv var i tvivl. I begge virkeligheder går Michael i terapi, hvilket er nogle af showets stærkeste scener; de to psykologer spiller enormt overbevisende, og dialogen er knivskarp. De tror naturligvis begge, at netop deres virkelighed er den rigtige, og det er interessant at se hvordan de prøver at få Michael overbevist om det samme. Hans sorgproces er også spændende at følge, for det er selvfølgelig lidt lettere for ham at forholde sig til konens død end det er for sønnen, når Michael alligevel ser hende dagen efter - og det samme med sønnens død, for den sags skyld. Et faktum han ikke han fortælle hverken kone eller søn. 

Desværre begynder historien at halte lidt, når fokus kommer på politiserie-elementet. Michael har to forskellige partnere i de to virkeligheder, og det er ikke de samme sager han arbejder med begge steder - men han får hele tiden hints i den ene verden, der hjælper ham med opklaringen i den anden. Det er godt fundet på, men (for mig) dybt uinteressant - jeg gider ikke at se politiserier. Derudover er der også nogle småting, som man ikke må tænke for meget over, hvis en serie af denne type skal fungere. Vi kendte f.eks. aldrig datoen eller ugedagen - og fik altså ikke at vide, om han levede den samme dag to gange - men det kan jeg godt leve med. Jeg var ikke overrasket over at læse, at serien blev cancelled efter bare én sæson, for den ville ikke kunne bære en hel sæson mere uden en afklaring - og selvom vi ikke fik et klart svar på alle spørgsmål, kan første sæsons finale godt fungere som en hæderlig afslutning på hele serien også. Jeg var ret godt underholdt i alle tretten afsnit, og det var et forfriskende take på genren, men der bliver ikke plads til Awake på min top 25.
Dernæst var turen kommet til Firefly fra 2002, som jeg havde glædet mig til siden sci-fi-katastrofen i efteråret. Firefly har jeg nemlig kun hørt godt om (med en score på 9.2 på imdb går man sjældent helt galt i byen), og jeg har altid haft en idé om, at jeg er glad for instruktøren Joss Whedon, selvom jeg egentlig ikke har set noget han har lavet. Udgangspunktet for Firefly lød også ret spændende - historien er sat femhundrede år ude i fremtiden, hvor vi følger fartøjet Serenity og dets besætning, der er en ret broget flok på ni meget karikerede mennesker. De flyver rundt fra det ene småjob til det andet, smugler gods og stjæler fra de rige på planeter, der oftest ligner kulisser fra en westernfilm. Skibets kaptajn Malcolm 'Mal' Reynolds bliver spillet af ham den ligegyldige fra '2 fyre, 1 pige og et pizzeria', Nathan Fillion, men der er heldigvis lidt mere kød på hans rolle som spacecowboy.

Jeg havde altså nogle ret høje forventninger til Firefly, og de blev desværre ikke indfriet helt. Min kæreste gav op allerede efter tre afsnit, men så skidt synes jeg nu slet ikke det var, og eftersom den blev cancelled efter bare fjorten afsnit, ville jeg gerne se det hele. Den blev heldigvis hurtigt meget bedre, og jeg kan sagtens forstå, hvorfor serien næsten er blevet kult i visse kredse, for den er for det meste ret sjov - nogle gange måske ufrivilligt - og bestemt også spændende til tider. I min bog er den dog alt, alt for ufokuseret til at kunne opnå en plads på min topliste, og det er virkelig ærgerligt, at vi skal helt hen til slutningen af afsnit syv, før der for alvor sker noget med det, jeg formoder skal være hovedplottet. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at forfatterne havde regnet med flere sæsoner, men jeg synes stadig, at det er en alt for tilfældig og ligegyldig start på sæsonen, hvilket trækker meget ned. 

Jeg har også enormt svært ved at finde ud af hvilken stemning serien stræber efter. Den er ret sjov til tider - mit yndlingsøjeblik var nok, da den ellers ret usympatiske Jayne finder ud af, at han ved et uheld fra hans side har fået en hel by opkaldt efter sig. Det er absurd og fjollet, deres kinesiske skældsord er overraskende naturlige (USA og Kina har dannet én supermagt, Alliancen), og karaktergalleriet er så farverigt og klichéfyldt, at det må være med vilje, men det næste øjeblik står den på voldsomme tortur-lignende scener, massemord og forræderi på kryds og tværs. Det er lidt svært at forklare, for i andre serier kan de to ting sagtens gå hånd i hånd (American Horror Story, jeg kigger på dig!), men i Firefly synes jeg kontrasten er for stor. Interaktionen crewet imellem er både en af seriens største forcer og største svagheder, for når det er godt, er det virkelig godt - men ofte er det desværre bare lidt ligegyldigt. Jeg var for det meste godt underholdt af Firefly - og også af filmen Serenity fra 2005, der fungerer som en slags afslutning - men helt overbevist er jeg altså ikke.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar