lørdag den 28. februar 2015

the world's a mess and so are we

Fjerde sæson af American Horror Story sluttede i januar, men den fylder stadig enormt meget i min bevidsthed, da den simpelthen var helt utrolig. Bedst som man troede at det ikke kunne blive vildere, brager fjerde sæson med undertitlen 'Freak Show' derudaf med vanvittige historier, bizarre karakterer, overdrevne kulisser og et absolut fremragende koncept, og det er helt utroligt hvordan den serie bare bliver bedre og bedre. Fjerde sæson har fået hug rundt omkring for ikke at have kød nok på historiedelen om dette freakshow, og jeg medgiver gerne, at der ikke var det helt store fokus på én, overordnet storyline - for mig betød det bare ingenting, da karaktererne var helt enestående.

American Horror Story var en af de første serier, der rykkede lidt på grænserne i den ellers ganske fasttømrede model af en tv-series opbygning. Hver sæson har således budt på de samme skuespillere i nye roller, nye landsdele og nye årtier, hvilket har fungeret meget bedre end det måske lyder til på papiret. Det faste slæng er også kernen i sæson fire, men ellers adskiller 'Freak Show' sig markant fra sine forgængere ved at introducere et væld af nye karakterer - der i de flestes tilfælde er freaks. Især verdens mindste kvinde, Jyoti Amge, er bedårende i rollen som Ma Petite, og Mat Fraser er charmerende og fascinerende som Seal Boy. Hele sæsonen føles som en homage til den fremragende film Freaks fra 1932, som jeg lige har nævnt kort her, og den har helt klart den samme feeling over sig. 

Skuespilleren Benjamin Woolf, der portrætterede lille Meep, er i øvrigt lige blevet dræbt i et trafikuheld. Uden at spoile noget gør hans skæbne i American Horror Story bare hans død lidt værre. 
Også de velkendte ansigter gør det godt i deres nye roller. Mit crush på Evan Peters er bestemt ikke blevet mindre efter at have set ham i sin mest sympatiske rolle i serien overhovedet som Jimmy the Lobster Boy, og selvom hans replikker ikke er blandt de allermest velskrevne, virker både hans sorg og vrede ægte nok. Jeg døde lidt indeni (på den gode måde), da han sang Nirvanas 'Come As You Are', men jeg kan ikke finde en video med både lyd og billede. Sarah Paulson er så sød som de eftertragtede siamesiske tvillinger Dot og Bette, og Kathy Bates er god som den skæggede dame. Min favorit Frances Conroy har en relativt lille rolle i denne sæson, men hun er perfekt i rollen som mor til den møgforkælede psykopat Dandy, spillet  af et nyt ansigt, den skræmmende charmerende Finn Wittrock

Jessica Lange overskygger dog alle i rollen som den tyskfødte Elsa,  der både ejer og headliner freakshowet. Hun er en kompleks figur med en grusom fortid, og selvom hun til tider er et ganske skrækkeligt menneske, kan man ikke lade være med at heppe lidt på hende alligevel. Det er efter sigende Jessica Langes sidste sæson, og hun får lov til at slutte på toppen med stil - hun har enormt meget skærmtid, og selvom jeg generelt ikke er vild med sang i tv-serier, var hendes Bowie-fortolkninger helt eminente. Hun vil godt nok blive savnet.    
Og lad os slutte af med begyndelsen - introen alene giver nemlig stof nok til flere års mareridt, og er på bare et minuts tid meget mere uhyggelig end de fleste gyserfilm. Ellers er horror-elementet nu ikke så fremtrædende, selvom der bestemt var et par scener, der fik mig til spontant at kigge væk. American Horror Story har leveret endnu en sæson af sublim underholdning, og jeg glæder mig så meget til at se, hvad de finder på næste gang.    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar