torsdag den 9. april 2015

you built a tower tumbling through the trees




Den 24. februar 2015 løb det allersidste afsnit af Parks and Recreation over skærmen, og det var et vemodigt farvel til min ultimative favorit inden for komediegenren. Sidst jeg skrev lidt om indbyggerne i Pawnee fornemmede jeg en vis metaltræthed, der også prægede det meste af sjette sæson, men denne syvende og sidste sæson var en tilbagevenden til de første sæsoners varme og vanvittige komik, og cementerede seriens status helt på toppen. Det meste af sæsonen foregik i år 2017, og det var et nødvendigt og forfriskende pust til serien, der naturligt nok var kørt en lille smule fast i working-in-government-rillen. Nu var der i stedet stof til masser af gode flashbacks, og der var plads til at lade historien udfolde sig i helt nye retninger, og selvom jeg nok skal lade være med at stor-spoile, er der lige et par ting jeg bliver nødt til at adressere.

Ron og Leslies uvenskab var en af sæsonens mest overraskende og rørende storylines, og Nick Offerman bliver bare sjovere og sjovere. Jeg er uenig i flere af de ting, rollerne står for - men trods en vis konservativ tilgang til nogle emner, er de i bund og grund nogle gode, kærlige mennesker. Internettet har diskuteret hvad Ron og Leslie ville have ment om Indianas nye anti-homo lovgivning, hvilket forleden fik Nick Offerman til at holde en tale i netop Indiana skrevet af seriens skaber Michael Schur, og Ron og Leslie er i hvert fald ikke konservative i spørgsmålet om homoseksualitet (jeg havde nu heller ikke regnet med andet.)
 
I slutningen af sæson seks var Leslie gravid (!) med trillinger (!!!), og jeg var virkelig bange for, at serien ville udvikle sig i en kedelig, børneagtig retning. Børnene har dog sæsonen igennem en samlet skærmtid på omkring to minutter, og udover et par flygtige referencer til dem nu og da, har de ingen indflydelse på historien overhovedet, og man glemmer næsten at de er der. Heldigvis.  
April Ludgate er stadig en af mine ultimative favoritkarakterer på tv, og jeg bilder mig ind, at vi ville være enormt gode venner, hvis vi kendte hinanden i virkeligheden. Det er helt skørt, at jeg slet ikke kendte Parks & Recreation for bare fire år siden - ellers ville April have været en klar nummer et på min liste over fiktive veninder (et indlæg komplet med manglende billeder og for lidt tekst.) Hendes udvikling serien igennem er helt utrolig; selvom hun til sidst er mere sarkastisk og knivspark end nogensinde, er hun langt fra lige så sortsynet som tidligere, og især i sit forhold til Andy - 'the human golden retriever'- viser hun en omsorgsfuld, eventyrlysten og kærlig side af sig selv. April hader mange ting, men er til gengæld meget dedikeret til de ting hun elsker - og her er en anmeldelse 'hun' har lavet af Neutral Milk Hotels In the Aeroplane Over the Sea, hvilket kun får mig til at holde endnu mere af hende.      

Her følger måske en lidt større spoiler, men slutningen med flash forwards tredive år ud i tiden trak tråde til verdens bedste afslutning på verdens bedste tv-serie, nemlig Six Feet Unders montage over livets sidste øjeblikke  for de mennesker, man havde lært at elske undervejs. I Parks and Recreations finale var der heldigvis markant færre dødsfald (det er trods alt en komedieserie), men den var næsten lige så rørende. Jeg er virkelig begyndt at holde af den her flok, der trods de overdrevne situationer og karaktertræk alligevel virker meget mere menneskelige end rollerne i de fleste dramaserier. Jeg kommer til at savne Parks and Recreation, og jeg tror det bliver mere end svært for en ny komedieserie at snuppe førstepladsen på min favoritliste

Ingen kommentarer:

Send en kommentar