fredag den 8. maj 2015

convince me that the truth is always grey

Jeg har hørt godt om The Americans fra flere kanter, men først da jeg opdagede at selveste Felicity (Keri Russell) spiller en af hovedrollerne, blev jeg endeligt overbevist om at jeg skulle se dette politiske spion-familiedrama. Da jeg først kom i gang gik det rigtig stærkt, og jeg slugte de foreløbigt tre sæsoner på få uger, for The Americans er til tider en af de mest spændende serier jeg har set siden Breaking Bad. Omdrejningspunktet er familien Jennings - en på overfladen helt almindelig middelklassefamilie i startfirsernes USA, og deres udfordringer og glæder er næsten interessante nok i sig selv til at udgøre en god tv-serie, men forældrene gemmer også på en dyb hemmelighed. De er undercover sovjetiske agenter, der arbejder hårdt og dedikeret for moderlandet - alt imens deres børn vokser ganske uvidende op med amerikanske værdier og drømme. Det er mildest talt udfordrende for Elizabeth og Philip at opretholde facaden ind imellem; ikke mindst, da en FBI-agent flytter ind i huset ved siden af.

The Americans er virkelig spændende. Jeg har det normalt ikke så godt med politiske spændingsfilm- og serier - Homeland fik mig aldrig overbevist - men The Americans kan noget helt andet. Felicity sparker røv som en russisk spion, og det überseje faktum alene er nok til at fastholde min interesse, men også mere tekniske detaljer som klipning og kameraføring er lige i skabet. Igen holder man med skurkene, men de er et par enormt sympatiske eksemplarer af slagsen, og selvom deres gerninger nogle gange er virkelig voldsomme, er man næsten altid på deres side.

En af parrets vigtigste opgaver er at forføre nøglepersoner, have affærer med dem og udnytte deres viden om alt, der kan være gavnligt for Sovjetunionen. Det er helt vanvittigt at de kan leve på den måde og være helt åbne omkring det, men det også enormt fascinerende, og det er også forfriskende at se lidt af den kolde krig fra et russisk perspektiv. 
Det er måske en anelse urealistisk at især Philip kan leve et dobbeltliv så omfattende som han gør, men det virker faktisk overbevisende det meste af tiden. (Bortset fra det faktum at det tager sygt lang tid for dem at skifte paryk og skæg, og alligevel gør de det hele tiden.)

Jeg kan virkelig anbefale The Americans til alle, der kan lide gode tv-serier. Simple as that.    

Til sidst storspoiler jeg lige, så læs kun med, hvis du har set alle tre sæsoner af The Americans. Tredje sæsons finale var kuldegysfremkaldende, men hvor var Martha? Efter afslutningen på det næstsidste afsnit synes jeg egentlig, at hendes whereabouts er ret essentielle for den videre udvikling, og det er ikke fair at lade den historie være så åben. Og hvad skete der med hende den 15-årige? Måske var jeg bare uopmærksom, men det var da helt vildt og overvældende at Philip overvejede at gå i seng med hende, og det var en sindssygt interessant problemstilling, der pludselig blev til ingenting. Men phew, hvor er det spændende. Der er alt for lang tid til næste sæson! 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar