fredag den 29. maj 2015

the perils of keeping it real

Jeg har det helt fantastisk i Barcelona, men tid har jeg ikke meget af, så nu spiser jeg jer af med endnu en serieanbefaling. Unbreakable Kimmy Schmidt er den nyeste komediesatsning fra Tina Fey og Netflix, og alle tretten afsnit af første sæson blev tilgængelige i starten af marts - perfekt til at bingewatche, og det er præcis hvad jeg har gjort. Det tog mig også lige et par afsnit at komme rigtigt ind på tonen og stemningen i serien, der virkelig er noget af det mest overgearede og farverige, jeg nogensinde har set, og det kan ved første øjekast ligne et tween-show fra Nickelodeon, men der er en meget dyster og egentlig voldsom historie bag Kimmys boblende fremtræden. 

Kimmy Schmidt blev som ung teenager bortført af en manipulerende præst, der spærrede hende inde i en bunker sammen med tre andre kvinder. Her levede hun de næste femten år i den tro, at hele verden omkring hende var gået under - der bliver insinueret, at hun også blev udnyttet seksuelt, så overraskelsen er stor, da the Mole Women en dag bliver befriet fra deres underjordiske fangeskab. Ellie Kemper i titelrollen som Kimmy er sød, optimistisk og sympatisk (kan næsten sammenlignes med Leslie Knope fra Parks) - og helt ufatteligt naiv, hvilket fører til en del absurde situationer, da hun hurtigt efter befrielsen flytter til New York for at starte på en frisk. 
Kimmy finder hurtigt en super gay roomate i en tvivlsom kælderlejlighed hos en alkoholisk landlord. Et job kommer også ret let til hende - hun skal være assistent for den skrækkelige, rige housewife Jacqueline Vorhees (bemærk Friday the 13th-referencen) spillet af en overbevisende  Jane Krakowski, og hendes lige så ulidelige steddatter Xanthippe Lannister Vorhees (udpegning af reference bør være overflødig). Serien er generelt besat af nogle stærke, velskrevne roller, og den eneste karakter der virker en anelse off er Kimmys stedfar, der heldigvis heller ikke har ret meget skærmtid.  Især er Kimmys roommate Titus virkelig sjov, og selvom hans optræden langt overskrider det stereotype for en gay black guy, er det også meget forfriskende med en karakter, der går all in. Men Titus er også et udtryk for seriens måske største svaghed - den er spækket med ikke særligt sjove race-jokes, der ikke engang er over stregen; de er bare dårlige. Kimmys vietnamesiske ven Dong kan så meget mere end bare at snakke fjollet engelsk og levere fast food, og det er for plat at en af the mole women er en sydamerikansk kvinde, der tilsyneladende ikke har lært at snakke engelsk i de femten år, hun har tilbragt i de andre kvinders selskab (eller har hun?)

Det gør bare ikke så meget for det samlede indtryk, for serien kan så meget andet, og er dejligt forfriskende på mange måder. Kontrasten mellem Kimmys åbne tilgang til verden og de frygtelige oplevelser, hun har med i bagagen, er virkelig interessant, og hendes måde at tackle traumerne på er, ja, sjov at følge. Hendes første date er med en gammel og senil mand, der ikke ville kunne huske de ting, hun betroer ham, hendes natlige mareridt er utroligt voldsomme, og hun har en mærkelig fobi for velcro. En fuldstændig perverteret, misdannet plastikkirurg spørger hende om hun har oplevet meget stress, 'because you have very distinct scream lines. Where did those come from, I wonder.'  
Alle disse popkulturelle referencer går godt i spænd med de mange forrygende gæsteoptrædener i især sidste halvdel af sæsonen, der lige trækker serien et par ekstra takker op. Kiernan Shipka, der spiller Don Drapers datter i Mad Men, er her Kimmys usandsynligt vrede og indebrændte halvlillesøster Kymmi, og det fungerer virkelig godt. Hun skal nok blive til noget stort. Men det er hendes Mad Men-far Jon Hamm der virkelig stjæler rampelyset i de sidste par afsnit som den præst, der bortførte pigerne, og han er simpelthen så sjov når han rambler derudad - og det var han også i sin ultrakorte optræden i Parks & Recreation. Hundrede gange bedre end i Mad Men,  i hvert fald, men det er jeg også kørt lidt død i efterhånden.  Dean Norris (Hank fra Breaking Bad) har i øvrigt også en god, lille optræden som en personlig træner, der skal lære Titus ikke at være så bøsset i sin optræden.

Unbreakable Kimmy Schmidt er en fin lille størrelse, der gør tomrummet efter Parks and Recreation lidt mindre. Det er langt fra perfekt, men dejligt forfriskende, og jeg glæder mig til anden sæson.  


Ingen kommentarer:

Send en kommentar