søndag den 16. august 2015

follow those created deaths

Det sidste stykke tid har jeg fået set en god bunke dramaserier. I løbet af det sidste år har min kæreste og jeg set alle fem sæsoner af periodedramaet Boardwalk Empire, der foregår under Forbudstiden i USA. Det har taget os noget længere tid end normalt at komme igennem en serie af den længde, for jeg synes ikke den er egnet til at binge-watche - hvert afsnit er over halvtreds minutter langt og ret tungt, og det har været lidt som at se 56 Scorsese-film. Der har nok også været en lille snert af opgivenhed fra min side undervejs, for til tider har historien altså virkelig trukket i langdrag, men der har alligevel hele tiden været et par velskrevne karakterer eller en spændende sidehistorie til at fastholde min interesse.

En lang række blændende skuespilpræstationer trækker serien voldsomt op. En af mine favoritter Steve Buscemi spiller hovedrollen som Nucky Thompson, og selvom han gør det godt, overstråler Michael Shannon ALLE som den ufatteligt intense Nelson Van Alden, der har en helt vanvittig historie de fem sæsoner igennem. Michael Pitt (som jeg husker bedst fra Dawson's Creek) var god, Michael K. Williams var sejere i The Wire (men det er også umuligt at overgå rollen som Omar), og Jack Huston som krigsveteranen Richard Harrow var både skræmmende og rørende. Selvom Boardwalk Empire ikke får en topplacering på min liste, er jeg glad for endelig at have fået set denne meget omtalte serie. 
Det er nok ikke helt fair at sammenligne, men hvis jeg skal gøre det alligevel, var jeg meget mere begejstret for første sæson af dramathrilleren Bloodline fra Netflix, som jeg trods det relativt lave tempo slugte på en weekend. Handlingen foregår ved de vanvittigt smukke Florida Keys, som jeg nu nærer et brændende ønske om at besøge. Jeg ville såmænd også gerne bo hos familien Rayburn, der er Bloodlines omdrejningspunkt - for de er langt hen ad vejen nogle sympatiske og rare mennesker. Seriens tagline er: 'We're not bad people, but we did a bad thing,' og gennem et veltimet mix af flashbacks, nutid og flashforwards kommer man i løbet af de tretten afsnit hele tiden tættere på den store afsløring; kulminationen på årtiers fortrængt familiedrama. 

Og man VIL så gerne kende hele sandheden, men den spændende historie er ikke Bloodlines eneste stærke kort, og man gør sig selv en tjeneste, hvis man giver karaktererne tid til at folde sig ud. (Siger hende, der som sagt så det hele på en weekend...) Medlemmerne af familien Rayburn spilles nemlig af et særdeles overbevisende cast med blandt andre Sissy Spacek og Ben Mendelsohn i store roller, og til min store glæde med min elskede Coach Taylor fra Friday Night Lights i en af de største roller som den mellemste søn John Rayburn. Jeg var meget glad for serien hele sæsonen igennem - måske lige med undtagelse af finalens allersidste minutters plottwist, som jeg godt kunne have undværet. Jeg kan godt forstå, at det var nødvendigt med mere spænding i forhold til den kommende anden sæsons eksistensberettigelse, men jeg synes det var lidt klodset udført. Det får dog ikke lov til at ændre på mit samlede indtryk af Bloodline, der er et virkelig stærkt og veludført familiedrama. 
Men allerbedst var den tredje sæson af Rectify, som jeg tidligere har beskrevet i særdeles rosende vendinger. Historien om Daniel Holden, der har siddet på dødsgangen i hele sit voksenliv, bliver ved med at overraske og bevæge mig på en helt særlig, stilfærdig måde. Jeg var rørt til tårer mindst én gang per afsnit; især sæsonfinalen var på samme tid både næsten ubehagelig og forløsende at overvære. Det er svært at være mere konkret uden at spoile noget, for selve historien fortælles stadig umådeligt langsomt - dog med liiiidt mere fart på i denne tredje sæsons seks afsnit, og jeg glæder mig usigeligt til fjerde, der skal forsøge at levere en tilfredsstillende afslutning på historien. 

Ligesom i Bloodline vil man gerne have nogle svar på de mange spørgsmål, serien stiller, men hvor Bloodlines succes afhænger af nogle gode, fyldestgørende forklaringer, kunne Rectify i princippet sagtens fortsætte syv-otte sæsoner endnu uden nogensinde at opklare, hvad der i virkeligheden skete dengang Daniel blev anholdt for mordet på sin kæreste. Det er faktisk nok bare at følge familien og deres hverdagsinteraktioner, der til trods for at have en lidt atypisk ekstra faktor på sidelinjen stadig er præget af de samme problemer, udfordringer og glæder som andre familier. Hvad enten der snakkes om køkkenrenovation eller spørgsmålet om en skabende Gud virker samtalerne mere end bare plausible; jeg er MED i det køkken, og jeg stiller mig selv de samme spørgsmål. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft så meget sympati for en fiktiv karakter som jeg har for Daniel, men han er ÆGTE; han er lun, eftertænksom og kærlig, og jeg ønsker brændende, at det skal gå ham godt - uagtet hans måske blakkede fortid. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar