søndag den 3. januar 2016

I think I'll just let the mystery be

The Leftovers og Fargo er begge gode eksempler på tv-serier, der leverede en ganske underholdende første sæson, men som virkelig har vist deres værd med decideret fremragende andensæsoner. The Leftovers er gået fra at være en meget interessant, men lidt prætentiøs dommedagsfortælling til i anden sæson at være konstant rørende og mind-fucking. Ikke siden Six Feet Under har jeg set denne følelse af sorg portrætteret som en altdominerende faktor i menneskers liv, og slutresultatet er en omgang smukt, smukt tv. 
The Leftovers tager udgangspunkt i det amerikanske samfund efter The Sudden Departure - en helt vanvittig begivenhed, hvor 140 millioner mennesker - eller 2% af jordens befolkning -  pludselig forsvandt ud i det blå. De forsvandt fra deres senge, fra bag rattet på kørende biler, fra middagsborde og svømmeture, og tilsyneladende helt uden en sammenhæng mellem de forsvundne. Ingen ved, hvad der er blevet af dem, men det er faktisk heller ikke længere det allervigtigste. Det er et helt fantastisk udgangspunkt, der jo er right up my alley, men jeg havde heller ikke forventet andet fra en af skaberne af Lost, Damon Lindelof. 

Første sæson af The Leftovers udspiller sig i den lille by Mapleton, hvor Justin Theroux i rollen som politimanden Kevin Garvey prøver at opretholde lov og orden i et samfund, der tre år efter The Departure stadig er ødelagt af sorg og fortvivlelse, og hvor folk er blevet kyniske, bitre og bange. En ny bevægelse, de hvidklædte, storrygende The Guilty Remnants, trækker medlemmer blandt de mest traumatiserede - blandt andet Kevins egen kone - og er ganske nådesløse og brutale i deres mission med at få folk til at huske det, som ingen alligevel har glemt. Det er en dramaserie med store armbevægelser og mange intense scener, og det er på samme tid hjerteskærende og forløsende at se så store følelser. Første sæson er god, men hele tiden på grænsen til det førnævnte prætentiøse, så jeg var noget spændt på at se, hvad anden sæson kunne byde på.

Her er første sæsons hovedpersoner - der nu alle mere eller mindre er én stor familie - rykket til en ny location - nemlig den lille by Jarden i Texas, der også kaldes Miracle grundet det enestående faktum, at byen ingen departures havde. Jeg kan ikke helt sætte fingeren på, hvad der har ændret sig i den nye sæson, men pludselig falder alle brikkerne på plads, og det er ti decideret fænomenale afsnit, jeg har været vidne til. Man skal være villig til at acceptere nogle seriøst langt ude forklaringer (og ikke mindst mangel på samme - det er jo nogle af folkene bag Lost), men i seriens univers er det hele skruet umanerligt godt sammen. Sat sammen med den smukkeste lydside i nyere tv-historie og fremragende skuespilpræstationer fra især Carrie Coon som Nora Durst, er der virkelig ikke meget at sætte en finger på hos The Leftovers. Selv slutningen var lige i skabet, og jeg blev næsten lidt bekymret da jeg hørte nyheden om en tredje og sidste sæson, for det kan næsten ikke blive bedre end nu. 
Første sæson af The Leftovers var skrevet over en roman  af Tom Perrotta, og første sæson af Fargo er baseret på Coen-brødrenes fremragende film af samme navn. Tilfældet for begge serier er, at deres anden-sæsoner er skrevet fra et blankt papir, og de er meget bedre, meget mere frie og opfindsomme, og i Fargos tilfælde næsten mere Fargo-agtig end selve Fargo-filmen. Sidste år fik jeg en fin Fargo-hue, hvor der er broderet (hvis det da ikke var en cheap udgave med tryk) både en mand med en pistol, dollars og snefnug. 

At forsøge at give et bare nogenlunde sammenhængende resumé af Fargo er næsten umuligt, for begge sæsoner er et herligt sammensurium af  bizarre misforståelser, usandsynlige tilfælde og hysterisk morsomme familieforhold, og det er ikke så meget karakterernes ageren, som det er deres reaktioner på de ting, der sker for dem, der er seriens klare force. Hovedpersonerne er nemlig langt hen af vejen helt almindelige mennesker, der oplever noget helt sindssygt, og reagerer både irrationelt og uforudsigeligt på det.  Martin Freeman og ikke mindst Billy Bob Thornton gjorde det godt i sæson et, men det er i sæson to (der sprang tredive år tilbage i tiden og introducerede et helt nyt cast) at de sande stjerner skal findes. 

Den største, lysende stjerne over dem alle er Kirsten Dunst, der i rollen som den totalt virkelighedsfjerne og absurde beautician Peggy leverer en af sine allerbedste præstationer nogensinde. Mit forhold til Kirsten Dunst har altid været lidt meh - men efter Fargo er jeg virkelig imponeret, for hun spiller forrygende godt og leverer alenlange, afsindigt morsomme monologer, der sidder lige i skabet, og som har fået mig til at hulke af grin flere gange. Hendes hårdt prøvede mand, slagteren Ed, spilles af en af mine favoritter Jesse Plemons, og det er sjovt at se den kejtede dreng fra Friday Night Lights være en kejtet voksen. Nick Offerman fra Parks and Recreation har også en god lille rolle, men ellers er det faktisk en lang række ganske uprøvede skuespillere, der bærer serien. Det tilføjer et ekstra lag af troværdighed (hvis man kan kalde det dét - der er ikke ret meget i Fargo der er troværdigt, selvom serien insisterer på at være baseret på virkelige hændelser) at man ikke forbinder hvert ansigt med en tidligere rolle, og jeg kan sagtens tro på, at Gerhardt-familien har levet i sus og dus i halvfjerdsernes North Dakota.

2015 var i det hele taget et forrygende serieår. Det er næsten umuligt for mig at lave en liste, men tag et kig på tv-serie-tagget og se, hvor begejstret jeg har været. The Leftovers og Fargo kommer ind fra højre som det bedste i år, og jeg er meget spændt på at se, hvad 2016 fører med sig af godt og banebrydende tv. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar