fredag den 18. marts 2016

I thought I'd hate it but now I can't give it up

I 2015 blev vi bombarderet med rækkevis af storslåede dramaserier, der foregik i både vores verden (Rectify og Transparent), i en lidt forvrænget udgave af vores verden (The Leftovers og The Walking Dead) og i en helt anden verden (Game of Thrones). Alle har de været intense og voldsomme, og det har derfor været rart, at året også har budt på en bunke afsindigt platte komedieserier, så man efter et afsnit med en uventet tv-karakters voldsomme død kan slå hjernen fra til dårlige jokes og fjollede punchlines. Jeg er blevet meget gladere for plathed med alderen - som teenager kunne jeg ikke afsky det, men især Will Ferrell (der faktisk optræder ganske kort i to af dagens serier) fik mig omvendt i løbet af mine tyvere. I dag kigger jeg på tre af de bedste fra 2015, nemlig den ganske sjove Welcome To Sweden og den rablende vanvittige Ash vs. Evil Dead, der kun overgås i plathed af den sindssyge The Last Man on Earth. 
Welcome To Sweden er en sød lille komedieserie på to sæsoner, der godt nok er meget langt fra at være det sjoveste derude, men som i kraft af sit indhold måske appellerer lidt ekstra til danskerne. Som titlen antyder, handler serien nemlig om Greg Poehler (ja, Amy Poehler fra Parks and Recs bror!), der siger sit job op og flytter til Sverige for at være sammen med sin svenske kæreste. Det kommer der en del forviklinger ud af - nogle af dem er ganske forudsigelige, men det er stadig sjovt og pinligt.

En af de bedste biroller er Lena Olin som den meget skrappe og bramfri svigermor, der er så typisk storby-svensk, som noget kan blive (forestiller jeg mig). Det vrimler også med seje og oplagte gæsteoptrædener fra Amy Poehler, Aubrey Plaza og Will Ferrell  - samt de helt uventede, men også sjove optrædener fra Jack Black, Neve Campbell(!) og Jason Priestley(!!) Serien fik to sæsoner, men blev taget af skærmen sidste år efter 'craptastically low ratings', som serieskaber og hovedperson Greg Poehler selv formulerede det. Det er en lidt hård skæbne, synes jeg, for jeg var bestemt underholdt så længe det varede. 
Endnu bedre er den helt vanvittige horror-comedyserie Ash Vs. Evil Dead, der er bygget på Sam Raimis kultfilm fra firserne med Bruce Campbell i hovedrollen. Det var nogle af de første gyserfilm jeg selv købte på VHS, og de har været blandt mine favoritter siden. Raimi er stadig bag roret, og Campbell er stadig stjernen af showet, og det er egentlig gået Ash som man kunne forvente - han arbejder stadig i et supermarked, han bor i en trailer, og han er stadig ret glad for damer og platte jokes. (Der refereres ikke til begivenhederne fra den tredje film, hvor Ash rejser tilbage i tiden, hvilket måske er meget godt). En aften er han både fuld og skæv sammen med en scoring, og han læser op fra The Book of the Dead for at imponere hende. Det var ret dumt; nu er ondskaben igen sat fri, og han må modstræbende begynde at rette op på sin fejl.   

Han får to umage sidekicks i den nervøse Pablo (Ray Santiago) og den smukke og badass Kelly (Dana DeLorenzo), og en af modstanderne - faktisk en fysisk  manifestation af det onde selv - er ingen andre end Lucy Lawless, der havde æren af at spille Xena i sin tid (et show, der var liiige lidt for pompøst til mig). Ash mangler stadig den ene hånd, hvilket giver anledning til nogle decideret episke scener med en påspændt motorsav, og der er i det hele taget fart over feltet hele vejen igennem. Jeg var ekstremt godt underholdt, og jeg glæder mig til sæson to. 
The Last Man on Earth er så plat og pinligt, at det af og til næsten gør ondt. For det meste er det heldigvis ret sjovt, og selvom der har været et klart formdyk i anden sæson, blev jeg alligevel positivt overrasket, da jeg opdagede at den ikke sluttede i december - men fortsætter med otte afsnit mere de næste par måneder. Will Forte fra Saturday Night Live er manden bag, og han spiller også den altdominerende og superirriterende hovedrolle, Phil Miller. En forfærdelig virus har gjort det af med (næsten) hele jordens befolkning, og efter at have kørt igennem USA i søgen efter overlevende, må vores helt Phil erkende, at han er den sidste mand på jorden. Billederne afslører, at han hurtigt må komme på andre tanker, men hele setuppet er fremragende - og jeg har jo altid været en sucker for alting postapokalyptisk; om det så er tv-serier, indie-dramaer eller comedy. 

Jeg er ret vild med castet. De fleste kendte jeg ikke i forvejen, hvilket gør en hel del for den dog bevidst uopnåelige troværdighed, men der er også gamle kendinge imellem. Kristen Schaal er forrygende og i rollen som Carol irriterende på en anden måde end Phil; January Jones, som jeg bedst kender fra Mad Men, dukkede lidt uventet op i rollen som den klart mest normale Melissa, og Mary Steenburgen får lov til at flippe lidt ud som den tidligere kok Gail. Det bliver virkelig pinligt nogle gange, næsten grænsende til det ubehagelige, og jeg har af og til samme følelse i maven som under et slemt afsnit af Klovn, selvom hele setuppet i The Last Man On Earth er noget mere absurd. Jeg er dog generelt ret glad for tv, der får mig til at føle noget, så jeg hænger i hvert fald på til de næste otte afsnit. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar