torsdag den 7. april 2016

we've all got hungry bellies

Marokko havde faktisk et overraskende stort udvalg i chips, og de fleste kom heldigvis i så små poser, at jeg sagtens kunne nå at smage en del forskellige. Vi fik lov til at betale alt fra et par kroner pr. pose til sindssyge overpriser for blandt andet den pose på øverste billede, men de var også rejsens bedste, så det var ydmygelsen værd. Disse Fun-chips med pizza-smag smagte faktisk overraskende nok af pizza, og ikke på en klam, kød-agtig måde. De smagte af tomat, basilikum og ost, og de var perfekte som siesta-snack på vores tagterrasse. Otte ud af ti pringlesrør. 
Disse tre varianter af mærket Leader var den første indikation på, at noget var anderledes i det marrokanske chips-univers. De var lidt mærkelige i smagen - de var ikke for gamle, konsistensen var god nok, men de havde alligevel en udefinerbar eftersmag. Den blå variant med løg og ost var meget overvældende i smagen, hvor løget klart dominerede og var intens på den dårlige ånde-måde, og kebab-varianten var ikke meget bedre. De får et lille femtal hver, mens ostevarianten (der næsten altid står stærkt hos mig) lige kan snige sig op på en sekser - mest fordi det var rart med en mere anonym smag efter to insisterende smagsoplevelser. 
Jeg havde svært ved at skjule min begejstring, da vi i et spændende supermarked i den nye bydel fandt intet mindre end Gangnam Style-chips. Det var nyt og spændende, og rent guf for en anmelder som mig, der nogle gange er fanget i en endeløs strøm af forskellige bølgechips med sour cream & onion-smag. Jeg var villig til at være lidt large med min anmeldelse, bare fordi posen var så fantastisk. Desværre var de små, luftige majskugler måske de dårligste chips, jeg nogensinde har smagt. De skulle tilsyneladende smage af ketchup, men de smagte kun af meget luftigt pap. Jeg kan ikke med god samvittighed give dem mere end ét pringlesrør, og det får de udelukkende på grund af posens design.   
Lidt bedre gik det med de fire mikrosopiske poser af mærket Chipsy D'Or, som vi købte for ingen penge i samme supermarked som de forfærdelige Gangnam-snacks. De gyldne chips havde dog samme mærkelige grundsmag som Leader-chipsene, så det passede mig egentlig fint nok, at der ikke var 200 gram i hver pose. Den bedste af bunken var også den sikre - nemlig Sour Cream & Onion-varianten, der ender med syv pringlesrør, mens både Mexican Chili og Ketchup-varianterne er helt nede på et femtal. Især sidstnævnte skuffede ved ikke at smage nævneværdigt af hverken ketchup eller eddike. De stadigt relativt høje karakterer skyldes selve chipsenes udformning, og de skønne omgivelser de blev indtaget i. Solskin og en miniaturecola kunne dog ikke redde den sidste, sølle pose med en omgang mærkeligt krydderi, der smagte decideret ulækkert. De får et to-tal, fordi de stadig var klasser bedre end PSYs katastrofe. 
Hvis jeg blev glad for at se Gangnam snacksene, der allerede har fået alt for meget taletid, blev jeg decideret euforisk, da jeg så de marokkanske Lays med Cheese flavor. Jeg var helt sikker på, at jeg endelig havde fundet de legendariske Queso Blanco-chips fra Den Dominikanske Republik, og på gåturen hjem fortrød jeg allerede, at jeg ikke havde købt flere. Det skulle dog vise sig at være en god beslutning, for det var ikke de samme chips. De gør altså et eller andet underligt ved deres chips i Marokko, for selv Lays smagte off, og denne variant var ikke god. Den fortjener måske seks pringlesrør, men jeg giver den kun fem, fordi jeg blev så skuffet.   
Testens sidste omgang chipsposer var også nogle af de dyre af slagsen - vi købte dem i en café ved en busholdeplads, der var første stop efter vores overnatning i ørkenen, og de fungerede derfor også som vores morgenmad, da tørt brød serveret klokken halv syv om morgenen ikke var helt så fristende. Det kan derfor ikke helt udelukkes at disse Chio-varianter får en lidt højere karakter end de egentlig fortjener, for de var altså ret gode efter tre timer i en bus på tom og rumlende mave. Egentlig var de begge bare ganske hæderlige, omend oste-varianten blev en anelse kvalm i længden. De får begge syv pringlesrør af mig.

Marokkos chips tog mig altså ikke helt med storm, men jeg giver stadig point for deres store udvalg, der på kartoffelsnack-fronten var bedre end de fleste andre lande, jeg har besøgt, og det havde jeg ikke regnet med. 

2 kommentarer:

  1. Spændende om Vienna har noget nyt og spændende at byde på ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det ligner nok det tyske marked en del, men lad os håbe på en overraskelse eller to. :)

      Slet