søndag den 9. oktober 2016

all consumed in the drama

Efter mine lange skoledage har det været rart at kunne flade ud på sofaen til en tv-serie, og sensommeren har ikke skortet på hypede serier - man har jo ikke kunnet færdes på internettet uden at læse om norske Skam, nostalgifremkaldende Stranger Things og intelligente Mr. Robot, og det er da også de tre serier, jeg vil snakke lidt om i dag. Det bliver nok lidt kortere end det plejer, for det meste er allerede blevet sagt - mange gange - i alt fra Politiken til facebook. 

Allerbedst er norske Skam, som jeg er faldet pladask for sammen med resten af Danmarks befolkning. Hvis jeg skal være helt ærlig, har jeg faktisk set det hele her i weekenden i stedet for at læse til eksamen, og jeg har måske også taget mig selv i at småsnakke lidt norsk med mig selv. Men hold nu op - jeg tror aldrig jeg har set så realistisk og fængende en ungdomsserie som den, og (igen, ligesom alle andre) jeg har kunnet genkende mig selv i så mange karakterer og situationer. Formatet er fantastisk - det klæder serien så godt, at afsnittene kan vare alt fra tyve minutter til en lille time, og allerede efter første afsnit virker disse karakterer og deres historier som det vigtigste i verden. Serien tør godt være langsom og give plads til laaange scener med forrygende dialog, og jeg tænker meget sjældent over, at det hele er skuespil. Skam får også en klar anbefaling med fra mig!
Det er næsten umuligt at fortælle om den amerikanske drama-thriller Mr. Robot uden at komme til at spoile noget, men serien skal alligevel have en stor anbefaling med på vejen, for historien om den hårdt plagede, unge hacker Elliot er noget af det mest spændende tv, jeg har set længe. Jeg har ikke set Rami Malek i andet før, men jeg er blevet helt forelsket i ham og i hans rolle, der rigtigt nok både er paranoid, deprimeret og personlighedsforstyrret, men også klog og loyal. Elliot arbejder i it-sikkerhedsfirmaet Allsafe, hvis største kunde er multikoncernen E-Corp, og en dag bliver Elliot kontaktet af den mystiske Mr. Robot (spillet af en fremragende Christian Slater), der vil have Elliot til at hjælpe med at hacke netop E-Corp. På papiret lyder det måske ikke så interessant - det syntes jeg i hvert fald ikke - men historien tager lynhurtigt fart og bliver et hæsblæsende ridt mellem vrangforestillinger og virkelighed; fortalt af en til tider ganske upålidelig fortæller. Det hele eksploderede i sæson 2, og jeg glæder mig meget til næste sæson kommer næste år. 
Ud af det blå kom den fine, nostalgiske sci-fi perle Stranger Things med selveste Winona Ryder i en af hovedrollerne. Hun var en af mine klare yndlingsskuespillerinder da jeg var yngre (jeg elskede hende i både Edward Scissorhands og Girl, Interrupted), og det var skønt med et gensyn med den smukke pige, der nu er blevet hele 44 år gammel. Ellers dominerede børneskuespillerne klart, for de (fleste) var SÅ søde og overbevisende - selvom knægtene råbte og skreg lidt rigeligt. Jeg blev særligt lidt betaget af Millie Bobby Brown (det navn, altså!) som den både skrøbelige og vildt seje Eleven, der var et af seriens klare højdepunkter. 
Stranger Things foregår i 1983 i en lille by i Indiana, hvor den 12-årige Will Byers en dag forsvinder. Hans mor, spillet af førnævnte Winona, er ude af sig selv, mens både søsteren og vennerne igangsætter deres egen eftersøgning. Drengene støder på den mystiske Eleven, der har telekinetiske evner og lader til at vide, hvad der er sket med Will, men snart bliver de forfulgt af skræmmende mænd fra the government. Hele serien er en homage til firserne - og også til Stephen King, da det er umuligt at overse de meget tydelige referencer til både Stand By Me, Carrie og Firestarter. Serieskaberne, The Duffer Brothers, har da også sagt, at det er ganske bevidst med de store nik til gysermesteren.

Stranger Things er en sød og forfriskende (og ind imellem lidt uhyggelig, heldigvis) lille sag, men jeg er glad for, at jeg fik set serien inden hypen omkring den for alvor slog igennem. Jeg tror jeg ville have urealistisk høje forventninger til serien, hvis jeg først skulle se den nu, og det er lidt synd, for den fortjener bestemt at blive set - det er bare ikke verdens bedste serie, som jeg har set den udråbt til flere steder.  Jeg glæder mig nu stadig meget til sæson to.  

3 kommentarer:

  1. Jeg tror også at jeg så SKAM på under en uge, de første to sæsoner. Bortset fra at de alle sammen er liiige lidt for smukke, er jeg helt enig. SÅ rammende! Glæder mig til at binche sæson tre når jeg er tilbage i Skandinavien.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan godt følge dig i, at de er RET pæne. Men jeg synes (næsten) ikke, at det er for meget. Noora er selvfølgelig helt enestående, men de andre er vel sådan... normal+, tænker jeg (føler mig slet ikke overfladisk nu!) Kan godt forstå, at du glæder dig til sæson tre! Jeg prøver bare at vente til hver fredag, så jeg har et helt afsnit af gangen. :)

      Slet
  2. Hæhæ, det er heller ikke det vigtigste - det er at de rammer SÅ bredt og så præcist. Selvom det er mange år siden "man" gik i 1.g...

    SvarSlet