tirsdag den 29. november 2016

things would fall out of the sky into my lap


Jeg har naturligvis også fejret min elevplads med bunkevis af forskellige chips, og jeg har fundet guld i denne omgang i det svenske mærke Gårdschips. Indpakningen alene er særdeles overbevisende med en yndig tegning af kartoffelplanten på en baggrund med fine, sarte farver, og på posen er også påtrykt navnet på den kartoffelavler, der har leveret kartofler til produktionen (og man kan læse mere om dem på hjemmesiden. Adorable.) De chips, der bliver brugt i alle varianterne, er i øvrigt nogle af de tyndeste og sprødeste chips, jeg nogensinde har smagt. Det er en gammel sang, at grovchips altid bliver for olierede og måske lidt for grove, men Gårdschips smager slet ikke af den frygtede olie, men derimod kun af de mange lækre krydderier, der er drysset på. 

Og nu til karaktererne. Allerbedst, og et nyt medlem i den eksklusive 10/10-gruppe, er den helt vidunderlige parmesan-variant, der smager afsindigt lækkert. Endelig har jeg fundet en værdig afløser til den ligeledes fantastiske 'Queso Blanco' Lays-variant, jeg fandt i Den Dominikanske Republik - de smager næsten identisk, men de nye svenske favoritter er naturligt nok lidt grovere i strukturen (det er jo grovchips). Næsten lige så god er den, for mig, nye smagsvariant med trøffel, der faktisk smager præcis af... trøffel, hvilket er en overraskende god smag til chips. De får et stort 9-tal herfra. 

De to sidste varianter ender også ganske højt på min karakterskala med fine 8-taller. Deres smagsvarianter var måske ikke helt så nyskabende og interessante, men de fungerer bare. 'Créme fraiche & peppar' var bunkens mindst spændende variant, mens 'chipotle chili' leverede et godt take på en halvstærk chip, der havde en meget afbalanceret smag. Jeg plejer ikke at være så glad for chili på chips, men her fungerede det cirka hundrede gange bedre end på en tør majs-tortillachip. Jeg kan se på hjemmesiden, at jeg stadig har et par smagsvarianter til gode, nemlig 'sourcream & black garlic', 'lime & rosépeppar' og den interessante 'sparris', som jeg går ud fra er asparges. Dem havde de ikke i min lokale Meny, men måske kan jeg få min svenske chipspusher til at skaffe mig et par poser. Gårdschips er i hvert fald hurtigt blevet et nyt favoritmærke herhjemme. 
KiMs har også haft travlt det sidste års tid og har lanceret en god håndfuld nye varianter. Jeg har ikke prøvesmagt dem alle endnu, men fritterne købte jeg med det samme. Jeg ville gerne sige noget negativt om posens design og den grimme, lille pomfritmand, men jeg må med skam melde, at jeg faktisk godt kan lide ham. Fritterne er både hans hår og hans stok - og jeg er vild med det. Selve fritterne var også overrraskende gode - jeg var forberedt på en halvtør og kedelig omgang salte chips, men grundet deres udformning har de et ualmindeligt godt crunch, og så smager de faktisk lidt af godt krydrede pomfritter. På hjemmesiden optræder de under kategorien 'snacks', men selvom de er gode, snupper jeg nok en pose ostepops, næste gang jeg har lyst til 'snacks' og ikke chips. De får nu alligevel et fint syvtal fra både min kæreste og jeg, og de findes i øvrigt også i en variant med barbecue-smag, men den ser jeg ikke mig selv anmelde i nærmeste fremtid. 
Nu startede jeg dette indlæg med at lovprise et helt brand, så for at afbalancere indlægget lidt, har jeg også medbragt en pose seriøst dårlige chips. De blev solgt i fakta til en femmer pr. pose for et par måneder siden, og selvom jeg egentlig godt vidste hvor ringe de ville være, kunne jeg ikke lade være med at købe dem. Jeg var sært fascineret af den på posen afbillede fodboldspiller, der tydeligvis skal ligne Suarez, men ikke er det(?!), og synes det er ekstremt søgt at kalde de små papstykker for 'Football snacks', når de på ingen måde har lighed med en fodbold. Jeg skulle til at sige, at de smagte af helvede til, men faktisk smagte de af ingenting, hvilket er en endnu større dødssynd i min chipsverden. De var bare triste og klæge og ulækre, og de får kun skrabet et 1-tal med hjem, fordi jeg synes Suarez-efterligningen er så syret. 
De sidste tre chipsvarianter til anmeldelse i denne omgang er østeuropæiske; hjembragt af min kæreste efter han var på tour med bandet i Slovakiet, Tjekkiet og Tyskland. De andre bandmedlemmer havde souveniers og chokolade med hjem til deres kærester, men min kæreste ved, at jeg sætter større pris på muligheden for at smage nogle nye chips. I Slovakiet fandt han denne pose ostechips til mig, og som man næsten kan ane på posen, var det nogle meget solide og tykke bølgechips, der havde klaret den lange tur hjem uden problemer. Selve chippen havde en meget lækker konsistens, der trods tykkelsen knækkede godt i munden, og havde den haft cirka dobbelt så meget ostepulver på sig, havde den ligget helt i top. Desværre var smagen lidt for anonym, og det kan kun blive til et syvtal fra både mig og min kæreste, der var en meget ivrig medanmelder denne gang. 
De to sidste poser i denne omgang er fra Tjekkiet og fra mærket Chio, og det var to stærkt smagende varianter. Pennene i den gule pose smagte meget kraftigt af noget udefinerbart krydderi, men hellere lidt for meget end for lidt, og jeg giver point for intensiteten. Selve pennene var mindre end jeg havde regnet med, men de havde også et godt crunch. Jeg er gavmild og slipper et 8-tal, mens min kæreste kun giver dem 6. Wasabivarianten var jeg lidt skeptisk overfor, men de var faktisk helt perfekte af sin slags at være. Selve chippen var en tyndtskåret 'fransk kartoffel'-agtig variant, hvilket passede utroligt godt til den skarpe smag. Jeg er normalt ikke stor fan af wasabi, men her virkede det godt - lige når jeg syntes det blev for stærkt på tungen, forsvandt smagen og efterlod lyst til mere. Min kæreste giver et 9-tal, mens jeg trods alt nøjes med 8. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar