tirsdag den 23. maj 2017

turn it on when you are able

Jeg kan ikke lade være med at føle, at jeg gentager mig selv lidt, men i øjeblikket har jeg virkelig gang i mange gode serier - og jeg prøver også at nyde lidt af det der sommervejr. Lige nu løber nye afsnit af Adventure Time, The Leftovers, Better Call Saul, American Dad, Fargo, Animals, The Americans og Twin Peaks(!) over skærmen, og jeg er også begyndt på de hypede The Handmaid's Tale (whoa!) og American Gods. Det skal nu ikke handle om nogle af dem i dag, men derimod om tre ganske udmærkede serier, der dog aldrig når helt op blandt mine favoritter. Anden sæson af The Expanse og The Path er netop blevet vist, mens dagens tredje serie, Penny Dreadful, blev vist fra 2014 til 2016. 

Det er ret ofte mig, der overtaler min kæreste til at se en serie, jeg synes ser lovende ud - men en gang imellem får han lov til at vælge, og derfor har jeg nu set to sæsoner af The Expanse, der er rendyrket sci-fi. Historien udspiller sig nogle hundrede år ude i fremtiden, hvor Jorden efterhånden har koloniseret hele solsystemet. Mars er en uafhængig nation med et dedikeret militær, og mennesker født i astroidebæltet kaldes 'Belters', og er den nye arbejderklasse, som Jorden og Mars kan blive enige om at udnytte. Her er konstante spændinger, lidt for smukke mennesker, en anelse overkarikeret skuespil og lækre space-scener, men selvom præmissen er god og truslen om en fælles fjende er lovende, mangler serien alligevel lidt for at nå helt i mål. 
Med Aaron Paul fra Breaking Bad og Hugh Dancy fra Hannibal i hovedrollerne, blev jeg ret hurtigt overbevist om at jeg skulle se The Path. Seriens omdrejningspunkt er den new-age-inspirerede bevægelse The Meyerist Movement, der i virkeligheden opfylder mange af kriterierne for at kunne kaldes en decideret kult. Serien skulle angiveligt være inspireret af Scientology (serieskaberen Jessica Goldberg afviser kategorisk, men mange andre tvivler); uanset hvad er det et fascinerende indblik i en hverdag for en gruppe mennesker, der på overfladen ligner alle os andre, men som er drevet af helt andre kræfter.

Sektens åndelige leder Steven Meyer (til hvem sandheden angiveligt blev fortalt på toppen af en bogstavelig stige af brændende lys) er forsvundet i Peru, og tilbage i USA forsøger den karismatiske stedfortræder Cal Roberts (Dancy) at holde styr på tropperne og den stadigt voksende bevægelse. Aaron Paul spiller Eddie Lane - en familiefar, der efter en bevidsthedsudvidende rejse til netop Peru begynder at sætte spørgsmålstegn ved sin tro, og han er ikke glad, da teenagesønnen Hawk vil dedikere sig fuldtid til sagen. Hans kone, der også er med i sektens absolutte top, spilles af Michelle Monaghan, og de tre skuespillere alene er nok til at gøre det meste interessant. Heldigvis er historien i sig selv for det meste også virkelig fængende - og krydret med mange fine bikarakterer og sideplots, der dog fik lov at udfolde sig lidt rigeligt i  dele af anden sæson, der haltede lidt. Slutningen var dog hæsblæsende spændende, og jeg glæder mig til tredje sæson kommer næste år.  
Gennem årene har jeg sendt en hel del serieanbefalinger i min fars retning, og jeg synes jeg har ramt plet med det meste. Jeg burde have vist ham samme tillid, da han anbefalede mig Penny Dreadful for et par år siden, men jeg var helt sikker på, at jeg allerede vidste, hvilken type serie det var - en middelmådig, 'monster-of-the-week'-serie i stil med Supernatural eller Grimm, og det havde jeg egentlig ikke behov for at se mere af. Min far gav dog ikke op så let, og da han ligefrem forærede mig et HBO-abonnement, sukkede jeg dybt og gav det en chance. Det har jeg IKKE fortrudt.

Eva Green har hovedrollen som den karismatiske Vanessa Ives, og hun spiller som altid helt forrygende. I Penny Dreadful er hun en plaget sjæl, der i selskab med flere særdeles kendte karakterer prøver at navigere rundt i 1890'ernes London blandt både overklassen og gadefolket. Dr. Victor Frankenstein er ung og ambitiøs og skaber sympatiske monstre, den evigt unge Dorian Gray charmerer bukserne af både kvinder og mænd, og vi møder også Dr. Jekyll, Dracula, Van Helsing og varulve. Det fungerer overraskende godt, og det er virkelig underholdende -  jeg har ikke kedet mig på noget tidspunkt i løbet af de tre sæsoner. 

Der er ret meget sex, blod og vold i Penny Dreadful. Det er altid en dejlig overraskelse når tv-serier er så eksplicitte, og her bliver der bestemt ikke sparet på effekterne. Jeg har faktisk næsten kun godt at sige om serien; selv Josh Hartnett spiller egentlig nogenlunde - det hjalp dog gevaldigt, da hans karakter fik lidt mere dybde i løbet af historien. Ud af dagens tre titler får Penny Dreadful min største anbefaling, og jeg er glad for, at jeg endelig lod mig overtale til at se den. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar