torsdag den 22. juni 2017

oh, my vision is blurred again

Allerførst bliver jeg lige nødt til at sige velkommen til en lille bunke nye følgere. Jeg har været lidt bagud i min bloglæsning, og først nu har jeg fundet ud af, hvor I kommer fra - hvidkaffe spurgte efter bloganbefalinger i sidste uge, og både Udkastet og Aalborg-søstrene har skrevet nogle virkeligt pæne ting om mig. Det er jeg meget glad for og beæret over, og det betyder ekstra meget, når det kommer fra nogle af mine yndlingsbloggere. Og så må jeg også knytte en kommentar til min lettere uheldige timing, der betød, at jeg mødte potentielle nye følgere med et indlæg om chips - på den anden side er det jo et meget typisk indlæg for mig, og jeg kan lige så godt tone rent flag fra starten.

I dag ville min mor - den søde pige på billedet - være fyldt tres, men i stedet er det nu fire et halvt år siden hun døde. Hun har fyldt ekstra meget i min bevidsthed de sidste par måneder, for selvom hun hele tiden har manglet, føles det nu helt uretfærdigt, at hun ikke kan få lov til at opleve alt det gode der sker i vores liv. Altoverskyggende er min søsters graviditet, for jeg skal nemlig være moster til en lille pige til november! Det er en helt fantastisk nyhed, og jeg bliver helt rørt, hver gang jeg tænker på det. 

Min mor ville have været verdens bedste mormor, og hun ville sådan have nydt at se min søster blomstre op igen. Hun ville have glædet sig til sin nye titel, og hun ville have haft masser af tid og kærlighed til at hjælpe og støtte, og jeg er ked af det på alles vegne over, at hun ikke kommer til at være en del af det. Min mor var så fantastisk, og jeg kan ikke forstå, at jeg aldrig kommer til at se hende igen. Jeg har nævnt det før, men det er stadig som om en lille del af mig ikke forstår, at hun ikke kommer tilbage igen, for det virker simpelthen for uretfærdigt. 

Jeg har fået snakket lidt om hende de sidste måneder. Hun er en stor del af historien om mig, og selvom hendes død selvfølgelig ikke er min indgangsreplik når jeg møder nye mennesker, fortæller jeg tit om hende, når jeg har lært folk lidt bedre at kende. På mit arbejde er jeg på en lille afdeling sammen med fire skønne, modne damer (der alle har børn), og jeg håber ikke, at jeg fornærmer nogen når jeg siger, at det er dejligt med noget der kunne minde om lidt moderlig omsorg i hverdagen. Jeg har i hvert fald fortalt dem om min mor, og de har fortalt mig om deres familier - og spurgt om råd om deres teenagere. Det er mildest talt ikke min spidskompetence, men jeg kan fortælle dem om, hvordan mine forældre hjalp mig, når jeg havde det svært. For det gjorde de godt, og jeg bliver mere og mere bevidst om, hvor heldig jeg har været med at vokse op i en så omsorgsfuld og opmærksom familie.

I aften vil jeg tænde et lys for min mor. 

mandag den 19. juni 2017

and smiles you'll give and tears you'll cry

Jeg er som sagt begyndt at se flere kvaliteter i Taffel end bare deres klassiske, franske kartofler (som stadig er de bedste på markedet), og denne gang har jeg afprøvet endnu et par varianter; nemlig Dild, American Ranch og Sourcream & Onion. 

På bagsiden af posen står der om American Ranch, at smagen tager udgangspunkt i amerikanernes yndlingssalatdressing - ranch-dressing - der ifølge teksten smager 'absolutely fantastic af ost, løg, tomat, hvidløg og et spark af syrlig creme fraiche - yihaa!' Trods den lidt pinlige, kække tekst (der minder lidt for meget om KiMs All In-chips) lød chipsene meget interessante, og jeg bed mærke i, at den på posens forside dominerende peberfrugt slet ikke blev nævnt. Jeg er IKKE glad for peberfrugt, hvilket betyder at den populære KiMs Holiday-variant slet ikke falder i min smag. American Ranch smager ikke af peberfrugt, men de smager af meget, hvilket er et stort plus i min bog. Samtidig er de småtriflede - en anden god egenskab til denne type chips - og alt i alt når posen helt op på et lille otte-tal.

Dild-chipsene var faktisk lidt bedre end forventet. Jeg kan godt lide dild - så godt, at jeg gav KiMs 'Sour Cream & Dild'-variant hele ni pringlesrør - men meget af successen tilskriver jeg den store mængde sourcream. Dild i sig selv kan godt blive en anelse kedeligt, og jeg nåede da også at blive lidt træt af smagen før jeg nåede helt til bunden, men de trækker stadig et lille syv-tal hjem for en hæderlig indsats.

Tilfældigt udvalgt, men lidt i samme boldgade som American Ranch, er American Grill fra KiMs. Det er en ganske nydelig og indbydende pose, og chipsene er tyndtskårede og småtriflede, men derudover kan jeg ikke finde på så meget mere pænt at sige om dem. De er en favorit hos mange, men ligesom jeg heller ikke er glad for strukturen i Snack Chips eller barbecue-smag generelt, må bedømmelsen af denne KiMs-variant stå som endnu et eksempel på, at bloggens anmeldelser af chips er ekstremt subjektive. Jeg er ikke glad for den let røgede smag, og American Grill får kun et femtal med fra mig. 
Min far har endnu engang budt ind med en pose til anmeldelse - han er ret god til at finde dem rundt omkring, og jeg kan ikke helt huske om denne er fra Aldi eller Lidl. Posen har også et lettere discount-agtigt skær, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting, og beskrivelsen med 'mature cheese and onion' lød særdeles lovende. Det er en af mine yndlingssmage, og især Irland var leveringsdygtige i nogle virkeligt lækre varianter. Min far, søster og jeg åbnede posen fulde af forventning - og blev mødt af en distinkt... aroma af babybræk. Vi havde stadig ikke opgivet håbet, for nogle gange lugter lækre chips rigtig dårligt, men det var desværre ikke tilfældet her - de både lugtede og smagte rigtig klamt. En anelse harske, faktisk, og vi endte med at levne halvdelen af posen. Det sker alligevel sjældent. Min søster giver karakteren 3, mens jeg har noteret, at både min far og jeg svinger os helt op på et lille fire-tal, hvilket jeg ikke helt forstår. Måske var jeg gavmild på grund af det gode selskab. 
De salte skruer fra KiMs er vel egentlig en klassiker i sig selv, og selvom de mere er en snack end en egentlig chips-variant, fortjener de stadig en plads på bloggen. De har i hvert fald været på markedet i hundrede år, og de smager af klassefester i folkeskolen. Lige så snart den lidt pap-agtige, men stadig lækre skrue rammer min tunge, bliver jeg sendt tilbage til fødselsdage med ballondans og rød sodavand. De salte skruer er trods alt lidt for kedelige til at opnå topkarakter, men både min kæreste og jeg sender et pænt syvtal efter dem.
Vi slutter hvor vi startede - nemlig hos Taffel, der på falderebet skulle prøve at imponere mig med deres bud på min all-time yndlingsvariant, Sourcream & Onion. Taffels chips er tykke, og virkede også en anelse tykkere end favoritten fra KiMs, men det er faktisk kun et plus. De er store, de har et virkelig godt crunch, og de er fyldt med en lækker krydderiblanding, der kun er få procent fra at opnå topkarakter. Når Taffel er på tilbud, tøver jeg ikke med at smide deres variant i kurven frem for KiMs, for selvom den ikke er heeeelt lige så god, er den alligevel rigtig lækker og anderledes nok til at være en god afveksling. Både min kæreste og jeg giver posen et stort ni-tal, og Taffel har taget endnu et stort skridt mod toppen af chips-hierarkiet. 

fredag den 16. juni 2017

she's the kind I like to flaunt and take to dinner


Da jeg lige var fyldt 18, tilbragte jeg et par påskedage i en mikroskopisk hytte på en campingplads på Djursland. Jeg var i selskab med tre efterskolebekendtskaber fra året før -  i dag har jeg virkelig ingen idé om, hvorfor lige netop vi fire havde fundet på at tage i hytte sammen, for vi var virkelig en umage samling mennesker - men det gjorde vi altså. Det var et par dage fyldt med de helt store snakke om livet, lidt for mange øl, og en introduktion til det særdeles tilforladelige euforiserende stof poppers.

Jeg ved ikke, om det var rusmidlerne eller forårsvejret, men jeg blev i hvert fald lidt småforelsket i en af de andre piger - paradoksalt nok en tidligere værelseskammerat, som jeg på skolen blev så meget uvenner med, at vi endte med at kaste tallerkener efter hinanden før jeg flyttede ind på et andet værelse. Men et år er lang tid når man er teenager, og nu havde vi fundet ud af, at vi egentlig ret godt kunne lide at snakke sammen. Jeg tog derfor ikke imod et lift til Århus, for jeg ville hellere hoppe på en bus til Ebeltoft sammen med mit nye crush. Vi vinkede farvel til de andre og traskede langsomt mod bussen; vejret var fantastisk, og vi havde ikke travlt med at komme hjem, så vi var helt indstillede på at vente en times tid. Men det var påske, og der kom slet ikke nogen bus.

Min nu-ikke-helt-så-meget-dødsfjende og jeg besluttede os for at blaffe, hvilket jeg aldrig i mit liv kunne drømme om at gøre alene. Det har absolut intet at gøre med en skræk for at blive voldtaget og dræbt, men alt at gøre med min aversion mod at tale med fremmede mennesker. (Af samme grund tager jeg aldrig en GoMore - og ser det mere som et nødvendigt onde end en luksus, hvis jeg bliver nødt til at tage en taxa alene.) 

Der gik ikke ret længe, før en autocamper med et midaldrende ægtepar holdt ind til siden. Vi blev tilbudt et lift, og fandt hurtigt os selv siddende helt sammenklemte og fnisende ved et lille sofabord i campingvognsdelen. Manden sad overfor os, og lige så snart motoren startede igen, bragede Tom Jones ud af højttalerne på en helt uhørt høj lydstyrke. Og han skruede ikke ned, men kiggede bare på os. Det var tyve akavede kilometer med først 'She's A Lady', efterfulgt af 'What's New Pussycat' og selvfølgelig 'Sex Bomb', og det var så højt, at vi slet ikke kunne tale sammen. Det blev aldrig for alvor weird, og vi var i stedet tæt på at bryde sammen af grin flere gange inden vi uden et ord blev sat af i Ebeltoft.

Nu kan jeg ikke høre Tom Jones uden at tænke på den dag, men det er da heldigvis gode minder jeg forbinder med ellers ufattelig elendig musik. I sidste uge spillede 'She's A Lady' i radioen imens jeg kønssorterede mus, og siden har jeg ikke kunnet kigge en hunmus bagi uden at have den sang kørende i hovedet. Og det gør jeg alligevel en hel del gange i løbet af en dag. Det ender med, at mine lettere bizarre associationer til 'She's A Lady' bliver erstattet med andre, lidt besynderlige minder fra mit arbejde. Og nu har jeg faktisk dedikeret et helt blogindlæg til et Tom Jones-nummer. Det havde jeg alligevel aldrig set komme. 

lørdag den 10. juni 2017

something never dreamed in all the science books

2017 er på papiret et rigtig godt år at være Stephen King-fan. Der er nemlig adskillige film og tv-projekter undervejs (og selvfølgelig også et par bøger), og selvom det ikke nødvendigvis bliver lige godt det hele, bliver det under alle omstændigheder interessant.

Filmatiseringen af The Dark Tower har jeg nævnt et par gange, og det er helt klart også den, jeg har flest blandede følelser omkring. Jeg har en decideret dårlig mavefornemmelse omkring filmen, der i øvrigt kun varer 85 minutter - ingen film varer under to timer i dag, og da slet ikke en storladen actionfilm?

Jeg er netop blevet færdig med min genlæsning af de første fire i serien. Det er også mine klare favoritter - de sidste tre virker en anelse forhastede, og er da også skrevet på bare to år, hvor de første fire blev skrevet mellem 1982 og 1997. Jeg havde næsten glemt, hvor glad jeg er for den serie, og det er da også derfor jeg er så skeptisk over for filmatiseringen. Jeg gider ikke være hende, der altid synes bøgerne er bedre (jeg forguder jo f.eks. Lord of the Rings-filmene), men traileren til The Dark Tower ligger simpelthen bøgerne så fjernt, at jeg slet ikke kan se, hvordan det skal kunne fungere. Godt nok siges det, at filmen er en fortsættelse af bøgerne, men det er simpelthen den dårligste undskyldning jeg nogensinde har hørt, og i øvrigt en gigantisk spoiler.

The Dark Tower er blevet udskudt i årevis, men den kommer endelig i biograferne d. 4. august i USA - i Danmark skal vi vist vente et par uger mere, og det endda selvom instruktøren er pæredansk. Det er nemlig Nikolaj Arcel, der har vovet at give sig i kast med projektet, men jeg venter altså lige med lovprisningen til jeg har set resultatet. Det ser ellers ud til, at der er kastet nogle penge efter projektet, og jeg er sådan set glad for både Matthew Mcconaughey og Idris Elba, men jeg er bange for, at det ikke er nok. Traileren kan ses her.


Næsten lige så ikonisk som The Dark Tower (i virkeligheden nok mere ikonisk for de fleste ikke-constant readers) er mastodonten It - Det Onde. Det er en af de King-klassikere, jeg ikke har fået skrevet om endnu, men jeg har store ambitioner om at få den genlæst (for fjerde eller femte gang), inden den nye film kommer til september.

Jeg har lidt et soft spot for den gamle miniserie fra 1990. Som helhed er det et værre makværk - især del to, hvor The Losers Club er blevet voksne, og de fantastiske børneskuespillere er blevet erstattet med nogle... mindre gode voksne. Men første del sidder lige i skabet, og Tim Curry som Pennywise the Clown vil nok aldrig blive overgået. Jeg synes dog, at Bill Skarsgaard i make-up virker nogenlunde, og jeg glæder mig faktisk til at se den nye film. For det meste er jeg ret åben for nye fortolkninger af King-værker (bare ikke The Dark Tower, tydeligvis!), for selvom majoriteten er elendige, er de næsten altid underholdende. Både bog, miniserie og den nye film fortæller jeg meget mere om i et senere indlæg, da det er en af de klassikere, der fortjener lidt mere plads. 
Jeg har heller ikke fået skrevet om novellesamlingen Skeleton Crew fra 1984 endnu, og den indeholder ellers en af mine yndlingsnoveller fra Kings hånd, The Mist. The Mist blev filmatiseret i 2007 og er efter min mening en af de mest vellykkedefilm  af de nyere King-adaptioner - men det er også selveste Frank Darabont der har instrueret (ham med The Shawshank Redemption og The Green Mile). Mere om både film og novelle, når jeg kan fælde en samlet dom over den nye tv-serie - for sådan én er nemlig lige på trapperne.

Jeg er godt klar over at man ikke kan stille tingene så firkantet op, men jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan en novelle, der allerede har en vellykket filmatisering i bagagen, kan blive til en hel tv-serie, når The Dark Towers adskillige tusind sider bliver presset sammen til 85 minutter. Jeg tror dog store dele af svaret ligger i en markant forskel i ambitionsniveau, kvaliteten af skuespillet og budgettet i det hele taget; serien vises på networket Spike, der ikke ligefrem er HBO, for at sige det sådan. Jeg må dog lige nævne, at Frances Conroy heldigvis er med, og hende elsker jeg. 


Det bliver uhyggeligt - eller uhyggeligt dårligt - allerede den 22. juni, og traileren kan ses her
Mr. Mercedes har jeg skrevet om tidligere, men jeg fik aldrig omtalt de to nyeste romaner i Bill Hodges-trilogien, Finder's Keepers og End of Watch. Detektivromaner bliver aldrig mine favoritter, men jeg tror faktisk, at historien kan fungere rigtig godt som tv-serie - det synes Audience Network heldigvis også, og til august kommer der altså ti afsnit med overraskende spændende skuespillere i hovedrollerne. Harry Treadaway har jeg netop set som Dr. Frankenstein i Penny Dreadful; her spiller han titelrollen, og det ser jeg virkelig frem til. Brendan Gleeson er vores hovedperson Bill Hodges, og en anden favorit Mary-Louise Parker spiller også en stor rolle, så selvom bogen i mine øjne er den dårligste af de fire, jeg har nævnt i dag, er det nok alligevel den, der har størst potentiale, og nok den, jeg glæder mig mest til. Her er en lille teaser.

Lidt længere ude i fremtiden venter et andet særdeles spændende projekt, nemlig Castle Rock-serien. Castle Rock er ikke en Stephen King-roman i sig selv, men er en fiktiv by, hvor mange af hans mest kendte historier finder sted; blandt andet The Dead Zone, Cujo, The Body, The Dark Half og Needful Things, og serien vil angiveligt inkludere endnu flere King-karakterer end fra de nævnte romaner. Det kan blive noget rigtig skidt, men det lyder ret spændende, og J. J. Abrams er trods alt ind over projektet, så jeg har et forsigtigt håb om noget godt. Releasedatoen kendes endnu ikke, men serien bliver sendt på Hulu, der tidligere havde succes med adaptionen af 11.22.63.

søndag den 4. juni 2017

come a little closer to the city lights

I torsdags var det blevet tid til den årlige fodboldmiddag - en tradition jeg startede sammen med en af mine gode venner for syv-otte år siden. Han er Brøndby-fan, mens jeg (hvis det skulle være gået nogens næse forbi) er ret glad for AaB, og præmissen for middagen er ganske enkel; den med det lavest placerede hold i tabellen ved sæsonens slutning betaler. Vi har dog også indført en nedrykningsklausul som en art trøstepræmie - hvis AaB eller Brøndby en dag skulle rykke ned (og vi har været TÆT på i henholdsvis '11 og '13), er det så forfærdelig en begivenhed, at man får middagen betalt som et lille plaster på såret.

I denne sæson fik Brøndby sølvmedaljer, mens AaB endte i nedrykningsspillet... Det var derfor blevet min tur til at byde på middag, og selvom jeg også måtte hoste op sidste år, har middagene faktisk været ret ligeligt fordelt siden vi startede. Spiseloppen lagde bord til denne gang, og jeg fik en lækker oksemørbrad med en spinattimbale to die for. Min kæreste spiste med denne gang, og da han også er Brøndby-fan, mente han, at jeg også godt lige kunne betale hans middag. Det kunne jeg faktisk godt, for en samlet regning på under 800 kroner for tre mennesker er virkelig ikke slemt.

Det var en dejlig aften, men jeg er frygtelig bange for, at det bliver mig der kommer til at betale de næste mange år. Vi snakkede naturligvis også fodbold, og jeg synes slet ikke, at jeg kan forsvare AaBs præstationer det sidste lange stykke tid. 

I fredags var jeg igen på Christiania - denne gang sammen med mit arbejde, der startede den årlige sommerfest med en rundvisning på Staden. Jeg kommer der ret ofte, men det var alligevel specielt at få en rundvisning af en 'indfødt', og han havde da også en røverhistorie eller to, jeg ikke havde hørt før. Sjovest var det at iagttage de andres reaktioner, når markante holdninger blev præsenteret som fakta, og da rundviseren sendte en joint på omgang - og mest pinligt var det, da der blev arrangeret photoshoot på Pusher Street, hvor adskillige dyrepassere pludselig stod bag boderne og jonglerede med hashklumper. 

Derefter gik turen til Islands Brygge, hvor resten af aftenen bød på grill og druk.  Jeg kender stadig ikke rigtig majoriteten af mine kollegaer, da jeg til daglig arbejder på en anden adresse med fire modne kvinder, men trods min sociale akavethed og et godt skud introvert nervøsitet, satte jeg mig ved elev-bordet for at socialisere lidt. Og det var SÅ sjovt. Jeg drikker mig efterhånden virkelig sjældent fuld - de sidste fem års branderter kan tælles på én hånd, og jeg tager altid en cola frem for en øl. Men min arbejdsplads kan godt lide at feste. Og jeg blev grebet af stemningen. Et kvarter efter jeg havde fortalt om min shots-politik (=ingen shots), havde jeg kørt de første fem, selvlysende, grønne shots ned - men formåede trods alt at holde mig fra den famøse 'Sugar Babe', der har stået i køleskabet det sidste halve år.

Det var en fantastisk aften, og jeg er stolt af, at jeg blev næsten til den bitre ende. Efter et par timer på et værtshus på Bryggen tog den lille, resterende flok ind til byen, mens jeg slingrede hjem i sommernatten. Min kæreste var stadig oppe, da jeg kom hjem, og af uransagelige årsager besluttede vi, at denne berusende nat var et ideelt tidspunkt at lære mig at spille skak. Det gik overraskende nok helt rimeligt, og jeg har faktisk tjek på reglerne nu - men vi fik vist spillet et par historisk dumme og aggressive runder den nat.